Plader

El Ray: Tick… Tick… Tick…

Det skorter ikke på høje bølgegange med twang og rumklang i El Rays stilistiske surffremvisning. Energi og melodi blandes med en cool attitude. Men der er til gengæld ikke det mindste spor af fornyelse til genren.

Autenticitet er for det meste et positivt klingende ord, når musik skal beskrives. Inden for de fleste traditioner og genrer gør man en ære ud af at kunne ramme en særlig lyd eller ånd. Dér ligger hjertet og kernen af det hele, og hvis man kan finde derind, har man vel ramt plet – eller hvad? Du finder ikke mange genrer, der med nutidens bands er mere autentisk lydende end surfrock.

Bands, der gør sig inden for surfrockens rammer, synes samtidig at gribe fat i et indhold, der lige graver et spadestik dybere, hvad angår stil og image. Man opfinder skøre navne til musikerne, og sangene (som traditionelt set er instrumentale) tildeles fantasifulde titler, så man kan lade actionfortættede film flimre for det indre øje, mens musikken spiller. El Ray, det danske band med det spanskklingende navn, dykker ned i netop denne tradition.

Og det gør El Ray ganske stilsikkert. De er et band, der kender deres genre ufatteligt godt, og Tick… Tick… Tick…, som er bandets anden udgivelse, er gennemsyret af surfrockens ånd – tag blot coveret som i bedste 60’er-stil markerer, at dette altså er en stereo-plade og desuden illustrerer en tikkende bombe (jf. pladens titel). Ja, de resterende sekunder tikker ud, før dynamitladningen sprænger i luften; og det gør den rent sonisk med El Rays tætpakkede energibombe af en plade… sådan da.

De tre medlemmer i bandet, El Firetone, El Fuerte og El Twang, lader twang og rumklang indsvøbe samtlige numre. Der spilles med en sand glæde og energi, der henvender sig direkte til dansende kroppe. Titler som Jack the Samurai (Defeats All Evil) og The Agent vs. The Next Mexican lader dig se billeder af skæve actionhelte, der kaster sig ud i kampe på liv og død, alt i mens El Ray lader deres arkæologiske coolness danne soundtrack.

El Ray lyder præcis som vor danske surfhelte i The Tremolo Beer Gut (som igen lyder som så mange andre…). Bandet har endda hevet Jesper “œYebo” Reginal fra Crunchy Frog ind som producer (formentlig mere pga. navnet end producer-erfaringen), og han har lavet et lydbillede, der hiver guitarerne helt frem og trommerne overraskende langt tilbage. Det er den gamle lyd, der har været sigtet, men lidt for guitarglade drejninger på knapperne gør alligevel, at de øvrige instrumenter drukner en smule.

“œSurf with a twist,” lyder det lovende på pladecoveret, men det må mest af alt betegnes som falsk varedeklaration. Selv om El Ray blæser melodiske og energiske vinde, der skaber skum på surfbølgerne, formår de på ingen måde at blæse nyt liv i en surfautenticitet, som i den grad trænger til fornyelse. Et band som Man or Astro-man? er blandt de få, der er sluppet ud af den gentagende slumrehule ved at gøre op med konventionerne, og til trods for at El Ray lover det samme, falder de alligevel ned i det hul, hvor de begyndte på debuten: Der er styr på surfhistorien, men El Ray får næppe sit eget kapitel deri med Tick… Tick… Tick…

Bevares, El Ray kan deres kram. De kan spille op til dans, de kan føre os tilbage til en svunden tid – og de gør begge dele med stor overbevisning. Men når bandet kigger op, er blikket rettet mod deres surfhelte, og det smitter alt for meget af på deres egne kompositioner. De bør i stedet kigge fremad mod det mål, der kan give El Ray en mere selvstændig lyd og stil i stedet for så mange andres.

★★★½☆☆

Deltag i debat