Plader

Electric Turn to Me: Clouds Move So Fast EP

Skrevet af Mathias Askholm

Electric Turn to Me er skæv og skør newyorker-new wave med en ordentlig håndfuld forskellige inspirationer. Bandet synes at have fundet sig selv og leverer en fin ep.

Electric Turn to Me er et rigtig interessant bekendtskab. På Clouds Move So Fast, bandets anden ep, leverer de en dragende og skæv gang mørk keyboarddreven rock. Silkes guitarspil og kvindelige vokal, Marcus Degrazias pulserende og bastante keyboard, James Wilks halvt psykedeliske, halvt punkede guitarspil og Blake Flemings ’tighte’ trommespil har her skabt en håndfuld sange, der rejser gennem hjemsøgende vers og eksploderer ud i smukke popmelodier og forheksende omkvæd.

Electric Turn to Me befinder sig i og omkring den New York-scene, der på det seneste har været en smeltedigel og gang på gang frembragt det næste interessante rockband. Electric Turn to Me trækker på dette bagland af nye bands og blander det med linjer fra medlemmernes tidligere engagement i bands som Zeni Geva, Dazzling Killmen, Laddio Bolocko og The Mars Volta. Resultatet er skørbugsramt new wave-rock, hvor der i stedet for bas er fyldt på med Marcus Degrazias pulserende synths.

Kendetegnende for Electric Turn to Me er deres skæve tilgang til rocken. Lydbilledet er spækket med små forstyrrende elementer, alle en anelse ude af takt med resten af musikken, men samtidig pirrende for det musikalske øre. I længden er det nemlig ikke de små melodistumper, der gør Clouds Move So Fast til en interessant lytteoplevelse. Det er derimod den underlige og skæve ’antimelodi,’ der skabes et sted mellem de mange tik og skæve toner. Det samme gælder for forsangeren Silke: Hendes vokal er hverken kraftig og fyldig eller svag og tynd. Hendes stemme er faktisk noget af det mest utrænede og skæve, jeg længe har hørt, men i samspil med de små mørke rocksange bliver hendes alternative fraseringer, skæve toner og inderlighed til netop det element, der får alle brikkerne til at falde på plads. På mystisk vis dannes der ud af alle disse elementer af kaos og falskhed en underligt dragende vellyd.

I åbneren “Pick up the Trail” rammer alle bandets forskellige inspirationskilder lytteren i hovedet som små metalsplinter affødt af den indledende guitareksplosion. Sangen kaster sig ud i en balancegang, hvor den skrøbelige sangstruktur konstant truer med at kollapse og synliggøre den samling af skøre toner, der ligger til grund – en balancegang ikke ulig den, French Kicks eller The Joggers udfører. Noget andet, der med det samme udkrystalliserer sig for lytteren, er den åbenlyse lighed mellem Silkes vokal og Karen O fra Yeah Yeah Yeahs. De har begge den samme indestængte aggressivitet, der lurer under overfladen og ofte springer frem i et aggressivt angreb.

I den lidt mere afdæmpede “Cornelius” støder vi ligeledes ind i en seksuel og aggressiv Silke, der uundgåeligt opdriver en lyst til at lytte til Yeah Yeah Yeahs første EP. Misforstå mig ikke; Electric Turn to Me er ingen dårlig kopi af Yeah Yeah Yeahs. De er snarere den mærkelige lillesøster, der af udseende ligner forbilledet, men som samtidig har en dybere bund og et mørkere sind. Electric Turn to Me lyder, som jeg ville ønske, at Yeah Yeah Yeahs kunne lyde, hvis de tog sig sammen.

Clouds Move So Fast har Electric Turn to Me formået at fokusere deres udtryk den nødvendige anelse. Sangene er blevet renset for det overlæs af referencer, der hærgede debut-ep’en, og bandet har fået mere plads til at udvikle egen lyd. Kun den søvnige “One Second” falder igennem, og det er således fire rigtig gode sange, man får med denne ep.

Electric Turn to Me har i løbet af det lille års tid, de har været sammen som band, formået at udgive to ep’er, spille til SXSW samt gennemført både en amerikansk og en europæisk turne med i alt over 80 koncerter – og rygtet vil vide, at der allerede er et debutalbum på vej. Electric Turn to Me har ganske givet fundet en grad af mislyd og kant, der gør dem til noget helt specielt. Om de så kan omsætte dette til fuldlængde-formatet, vil vise sig. Denne ep er i hvert fald bevis på, at talent og personlighed er til stede.

★★★★☆☆

Deltag i debat