Plader

The Eternals: Rawar Style

The Eternals fra Chicago forvirrer med en temmelig ubeskrivelig udgivelse. Trommer og bas dominerer i et univers, der er lige dele electronica, postpunk og funk – med en af de mest originale sangere man kan opdrive. Det er meget egenartet og meget interessant.

The Eternals består af sangeren og keyboardspilleren Damon Lock og bassisten (m.m.) Wayne Montana. De hører hjemme i Chicago og er rundet af kredsen omkring Tortoise. Det er nu ikke, fordi The Eternals spiller postrock i klassisk forstand – det er mere deres eklektiske tilgang til musikken og de elektroniske manipulationer, der optræder i de fleste numre, der kan lede tankerne hen på John McEntire og co. For hvor Tortoise spiller en ofte jazzet og cool instrumentalmusik, kaster The Eternals sig ud i et energifyldt, funky og rapkæftet univers med Damon Locks særegne vokal på toppen.

Selv om det vrimler med sære synthlyde, de ovennævnte manipulationer og skæve samples, består Rawar Style i virkeligheden af en meget enkel instrumentering. Bas, trommer og evt. et enkelt guitar- eller synthriff dominerer to håndfulde sange, der har energien og det uprætentiøse til fælles.

Cd’en begynder med en 30 sekunder lang collage med feedback, flangerbas og robotstemme, inden et hvirvlende og funky trommesæt sparker “High Anxiety” i gang. Et klassisk orgel sørger for en vibrerende energi til en tekst om en mand, hvis store bekymringer ødelægger hans dag med omkvædet: »High anxiety is getting me nowhere and it’s king of my day and it’s messing up my place.« Melodien er dog på ingen måde en depressiv ækvivalent til den desperate sang. Tværtimod. Damon Locks melodier er som taget ud af en børnesangbog eller “Guide til brusebadskomponister”, hvis den ellers findes. De er hjemmelavede, lyder som om de følger deres første indskydelser, er livlige og højst uortodokse. Melodien til “High Anxiety” er altså på alle måder det modsatte end teksten, og modstillingen giver en idé om, at teksterne måske ikke skal tages for seriøst.

Det er dog heller ikke de ofte sært gådefulde tekster, der får The Eternals skrab-sammen-musik til at hænge sammen, men derimod Damon Locks sangforedrag. Det virker som om, at han rent faktisk er en ok sanger (med et temmelig stort register), men hans måde at synge på – der er en mellemting imellem at synge og tale – er lige så hjemmelavet som hans melodier. Hans sang er med andre ord lige så bramfri og enkel som musikken.

Den musikalske skabelon fra “High Anxiety” går igen i samtlige numre – dog krydret med rytmer og elementer fra den store verdensmusikalske gryde. “Space Dancehall” smider f.eks. et skvæt ska oven i de funky rytmer, og sammen med spacede synthklange, dansabelt clavinet og en tight bas kunne det lyde som Talking Heads i deres tidlige periode. “Silhouette” vipper stille af sted med et afrikanskklingende guitarostinat, imens bas og trommer spiller et svagt reggaebeat. Den afrikanske forbindelse gør sig også gældende i “Bewareness” med en marimba-lignende lyd som akkompagnement til orgelets tema.

Cd’ens to bedste numre er dog den mambo-influerede og tilbageholdte “This Here Is Megaside”, der prydes af en lækker dubbet bas, og den ekstatiske “The Beat Is Too Original”, der på sin egen skæve facon lader sig inspirere af de tidlige 80’eres rap. Det emmer af Herbie Hancock, og ja, det er sgu lige før, det lyder som Østkyst Hustlers!

Det er sandsynligt, at mange vil reagere på Rawar Style på samme måde, som jeg har gjort: Først er musikken meget, meget mærkelig og usammenhængende, men langsomt kryber de hjemmelavede numre og den enkle instrumentering og ditto producering ind under huden på én. Pludselig går man sørme og nynner de åndssvage melodier, og til sidst kan man ikke få nok af The Eternals’ smeltedigel af et musiklaboratorium. Det, der starter med at være temmelig diffust, samler sig altså hen ad vejen til et fornøjeligt hele. Jeg kan kun anbefale dette bands sære og uforlignelige dagligstuehyggejam, og jeg har på fornemmelsen, at de færreste har hørt noget lignende.

★★★★½☆

Deltag i debat