Plader

The Futureheads: s.t.

Skrevet af Rasmus Bækgaard

The Futureheads er blevet udråbt til at være et af de centrale bands på tidens engelske musikscene med udgangspunkt i punk og new wave. Set i lyset af hypen må dette debutalbum betragtes som et regulært flop.

Efter at amerikanerne med New York i spidsen de seneste år har sat den musikalske dagsorden med en lang række af bands med udgangspunkt i postpunk- og new wave-scenen, er den britiske scene nu klar med et forsøg på at overtage stafetten og erobre det musikalske initiativ tilbage. Efter at Franz Ferdinand det sidste halve år har erobret verdens hitlister med en intelligent og knivskarp dansabel rockmusik, har de britiske medier for alvor fået blod på tanden og sammenligner situationen med den for præcis 10 år siden, hvor britpoppen bragede igennem.

I modstætning til dengang er der dog ikke umiddelbart meget, der tyder på det store stilbrud i forhold til tidens dominerende amerikanske bands. Hvor amerikanerne de sidste år har dyrket især den cool newyorker-new wave fra sen-70’erne, har de britiske bands naturligt nok taget udgangspunkt i samme tids hjemlige navne. Igen og igen nævnes navne som XTC og Echo and the Bunnymen som de store inspirationskilder, men for The Futureheads‘ vedkommende skal vi lige et par år længere tilbage til The Clash og The Jam for at finde den væsentligste inspiration. Men hvor Franz Ferdinand har formået at tage deres inspirationskilder, opdatere dem til 2004 og tilføre dem sin egen identitet, er The Futureheads tilsyneladende tilfredse med at være et rendyrket tributeband til to af sen-70’ernes væsentligste engelske bands.

Ganske vist er The Futureheads fyldt med masser af energi og viser gruppens evne til at foretage rytmiske og tempomæssige skift. Men når det er sagt, så bliver der ikke tilført så meget som en millimeter nyt, og sangene er, for at sige det mildt, hverken blandt de mest spændende eller fængende, man kan forestille sig.

Oven i købet lægger flere af dem sig så tæt op ad gamle klassikere fra netop The Jam og især The Clash, at det hører til i afdelingen for rendyrket tyveri. Værst står det til i “Robot” og “Decent Days and Nights”, der lægger sig alt for tæt op ad henholdsvis “Capitol Radio” og “Clash City Rockers”. Men det stopper ikke her, for adskillige gange gange har jeg i hvert fald taget mig selv i at skulle til at synge omkvædet til en Clash-sang. Men i stedet kommer det ene mere kedelige omkvæd end det andet. Et lyspunkt på pladen er dog den energiske “Carnival Kids”, der lyder lidt hen ad Buzzcocks, men uden samme grad af plagiat, som er kendetegnende for resten af pladen.

En lang række af andre nye bands står klar i kulissen til at medvirke i den engelske scenes kamp for initiativet, og forhåbentlig har grupper som Dogs Die in Hot Cars, The Ordinary Boys, The Departure, Bloc Party og Razorlight mere at byde på. Hvis ikke kan jeg sagtens forestille mig, at amerikanerne vinder på briternes egen hjemmebane, da The Killers i øjeblikket har stor succes med en musik, der har rødderne solidt plantet på de britiske øer og med lyden stillet ind på starten af 80’erne.

Opmærksomheden til The Futureheads kan kun skyldes én ting, og det er de britiske mediers sult efter at genskabe tidligere tiders storhed.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat