Plader

Gisli: How About That?

Skrevet af Stine Mogensen

Skramlende, larmende, sprudlende! Islændingen Gisli har lavet et særdeles kreativt og festligt debutalbum, der slet ikke lyder islandsk, men som trækker på amerikanske forbilleder som Beck og Pavement.

Engang i anden halvdel af 90’erne blev Island udråbt til Europas hippeste ø. Dette skyldtes ikke mindst den store fokus, der var kommet på den islandske musikscene med kunstnere som Björk og Sigur Rös som bannerførere for et specielt musikalsk udtryk – som trods genreforskellene var gennemsyret af en særegen mystisk og kølig poetisk tone, der syntes at stamme direkte fra det islandske fjeld. Det nye, islandske fokus betød også på mange måder et kærkomment dogmeskift for det stilbevidste musikfolk, som trængte til noget nyt at kaste sig over efter i længere tid at have svælget i ironisk britpoppet overfladedekadence. Og denne forestilling om islandsk musik som et finurligt magisk naturfænomen holder stædigt ved.

Problemet for undertegnede er, at det hurtigt gik hen og blev en smule anstrengende.
En af grundene til, at jeg aldrig rigtig hoppede med på den islandske naturbølge, tror jeg skyldes, at islandsk musik simpelthen altid har været for finkulturel og for meget ’good taste’ for fordærvede civilister som undertegnede.

Så heldigvis for mig og mine musikalske fordomme kom der endelig et album som Gislis debut, der viser et forfriskende brud med den velkendte tematik, man normalt forbinder med islandsk musik (måske skyldes dette også til dels, at Gisli nu er bosat i Norge!). Albummet bærer den sigende titel How About That?, og åbningslinjerne lyder som følger: »A lot of princesses who used to be sluts and a lot of fat bankers used to be studs [“¦] How about that?« Så er linjen ligesom lagt.

Gislis verden er ikke mystisk, men slet og ret utilregnelig, og man skal mindst udstyres med kompas, ekkolod og rendegraver for at lokalisere spor efter eventuelle traditionelle islandske musikalske rødder hos ham. Ingen trolde og geysere her, men gennemført flabede og drengerøvede rim båret af sted på en ustyrlig understrøm af skramlede og yderst iørefaldende guitarriffs, som smukt væver sig sammen med Gislis tømmermandsrustne, men bløde vokal.

Gisli mestrer nemlig slackerstilen i en grad, der ville have gjort en ung Beck misundelig. Der er set mange pinlige eksempler på påtaget amerikansk laid-back låne-temperament, men selv om en hel del af Gislis musikalske forbilleder åbenlyst skal findes på den amerikanske stjernehimmel (Pavement har ikke levet forgæves, og der er tydelige tråde til Becks Mellow Gold i nummeret “I Don’t Fight”), så bliver det hos Gisli aldrig påtaget og anstrengende. Han formår at bruge sine idoler, som idoler skal bruges: som musikalsk gødning for sit eget unikke udtryk. Dermed har han fået lavet en dejlig varieret plade, som ikke et øjeblik taber tråden, og som byder på mange ørehængere, såsom åbningsnummeret der bærer samme titel som albummet.

Genremæssigt må pladen overordnet kategoriseres som slacker/skramlet indie, men i bund og grund er How About That? befriende svær at placere i en bestemt kasse, idet den respektløst boltrer sig i forskellige stilarter og bevæger sig lige fra det hip-hoppede, over hurtige guitartætte numre a la Weezer og til sørgmodigt smukke country-agtige ballader; alt sammen næsten uhyggeligt velfungerende.

Gisli har, ud over en fintunet fornemmelse for den gode melodi, en beskidt mund, hvilket udmønter sig i egentlig ganske interessante og humoristiske tekster, som man ikke kan undgå at smile af. Dette gælder det nummer, der kandiderer til at være denne anmelders yndlingsnummer på pladen, nemlig andenskæringen “Straight to Hell”, hvor man kan finde lyriske perler som: »My clothes don’t fit me and my friends don’t like me and this furniture is giving me a rash« og »The hookers won’t undress me and my manager is tired of my voice.« Nok cirka sådan Morrissey ville have formuleret sig, hvis han havde været ung og usoigneret engang.

Det skal siges, at hvis man søger efter et dybt og sjælsudforskende indslag til sit stereoanlæg, så er How about That? nok ikke den rette plade, og det vil nok også være en overdrivelse at kalde den nyskabende. Til gengæld er den et yderst festligt og støjende bekendtskab. How about That? anbefales varmt til alle, der har slidte sko og uglet hår, og som påberåber sig retten til ikke at blive voksne og fornuftige.

★★★★½☆

Deltag i debat