Plader

Juliana Hatfield: In Exile Deo

Skrevet af Martin Laurberg

In Exile Deo er en noget skuffende sag, hvor Juliana Hatfield på knastør vis forsøger at give den som etableret sangskriver. Det er ikke just ophidsende.

I 1976 spillede Robert de Niro hovedrollen i Taxi Driver, i 1994 spillede han den latterlige rolle som monsteret i Frankenstein – mage til meningsløs historie om kunstnerisk deroute og forfald har man sjældent set. I 1990 udgav Juliana Hatfield sammen med Blake Babies janglepop-klassikeren Sunburn, nu har hun udgivet en ny soloplade, In Exile Deo.

Der er nærmest ikke noget mere nedslående end stortalenter, der giver sig til at excellere i middelmådighed. Ganske vist er Robert de Niro-parallellen lidt langt ude – In Exile Deo er ikke lige så hårrejsende som de Niros håbløse rolle som Frankensteins monster, men skuffelsen er alligevel stor, hvis man holder af Blake Babies og Juliana Hatfields senere arbejde med The Lemonheads.

In Exile Deo er ikke gennemgribende usympatisk. Men pladen er præget af en underlig stemning af opgivende modløshed, som er vanskelig at placere. Ladhed er måske det rette ord. Musikken er helt almindelig og uden sprælskhed. Teksterne er helt straight og uden overraskelser. Ja, selv billederne på coveret (Juliana Hatfield med deprimerende eyeliner over og under øjnene som en prototype på det svenske begreb om ‘pandaen’ – rockpigen med sort tøj og ondt i sjælen) underbygger den beskæmmende stemning af ‘ordinær rockslighed,’ som ganske enkelt ikke sætter gang i noget som helst interessant. Juliana Hatfield risikerer ingenting. Der står ikke noget på spil, og musikken cykler af sted i en smøre af ligegyldighed. Det er ikke direkte dårligt, men det er bestemt heller ikke særlig ophidsende.

Der er noget urimeligt ved at bedømme en kunstners plade i lyset af de mesterværker, vedkommende måtte have lavet tidligere. Men problemet med Juliana Hatfields nye plade er netop, at hendes status som slut-80’er-proto-indierocker ligger bag det hele: Den engang vilde rockmusiker og flipper er blevet voksen og viser, at hun, når alt kommer til alt, besidder evnen til at skrive ‘en god sang’. Kan man tænke sig noget mere kedeligt? Mærkatet ‘rockklassiker’ er helt malplaceret, og Juliana Hatfield nærmer sig med syvmileskridt hoben af ligegyldige og tandløse sangskriverinder, der sidder på en barstol med en akustisk guitar.

Der er selvfølgelig lyspunkter. Juliana Hatfields sangstemme er stadigvæk dejlig at lytte til, og visse numre på In Exile Deo er rigtig fine. “It Should Have Been You” er en sang om en afdanket og underkendt rockmusiker (Paul Westerberg, siger rygtet), hvis talenter og genialiteter bliver plagieret. “My Enemy” er en fin og meget stemningsfuld kærlighedssang, der ligefrem er helt gribende. Og “Sunshine” er en fin janglepopsang, som bringer tankerne hen på tidligere tiders Juliana Hatfield.

Men det overordnede indtryk holder sig stadig strengt til midterlinjen. »Just one more then I’ll quit forever, forever, forever, forever and ever, amen,« lyder det i “Forever”, og man kan spørge sig selv om, hvad det afsluttende ‘amen’ mon skal betyde. Er det slet og ret en middelmådig tekst? Er det et forsøg på at skabe ironisk distance? Eller er den en opgivende plathed, som skyldes kedsomhed og erkendelsen af, at Juliana Hatfield er kommet et sted hen, hvor hun ikke burde være? Svaret står hen i det uvisse, men det rører ikke ved det faktum, at In Exile Deo er en plade, der med undtagelse af et par lyspunkter er ret kedelig.

★★½☆☆☆

Deltag i debat