Plader

Icarus: I Tweet the Birdy Electric

Skrevet af Mikkel Arre

Engelske Icarus vil utroligt gerne være komplekse. Det lykkes til fulde – ja, faktisk er deres electronica så indviklet, at det er vanskeligt at få noget ud af den.

Efter at have lyttet til I Tweet the Birdy Electric nogle gange har man på fornemmelsen, at Sam Britton og Ollie Bowns børnefødselsdage aldrig blev populære blandt de andre børn. De to englændere, der står bag Icarus, virker nemlig til at være af typen, der arrangerer en skattejagt og straks smider både skattekortene og nøglen til pengekisten i affaldskværnen.

Som lytter har man en alvorlig formodning om, at der et eller andet sted i Icarus’ musik ligger mere end blot spredte guldkorn. Hvis man bare kunne komme ind på livet af de komplekse eksperimenter, så…

Men indtil da er det at lytte til I Tweet the Birdy Electric som at sidde til en fest og høre en uoverskuelig anekdote med et halvt øre. For det første er historien grusomt lang – 65 minutter – og for det andet bliver hele pointen enten hvisket, så man ikke kan høre den for larmen, eller fortalt på et sprog, man ikke forstår.

Det starter ellers udmærket med “Ganglion”, der indledes af en dæmpet guitardrone. Hurtigt tilføres lidt lys guitarklimpren og et gnistrende, spjættende beat. Guitartonerne forgrener sig i en lille håndfuld mini-melodier, der ligger og skyller op ad hinanden, og deres rolige vuggen kontrasterer beatets rastløshed godt. Senere intensiveres beatet, og et lurende ubehag sniger sig frem. Guitarernes varme kvæles til allersidst af et ragnarok af beat-stumper, og Icarus lyder her som Four Tet med en splint af troldspejlet i sit øje. Den rullende, gyngende ro får et tvetydigt skær.

Bedre endnu er piano-stykket “Essen”, hvor enkeltstående klavertoner loopes forlæns og især baglæns. Som mange nok husker fra Joachim Holbeks musik til Lars von Triers Riget, har de bagvendte klange i deres knivskarpe karakter en indbygget uhygge, og hér giver de ildevarslende rekonstruktioner af rene, lyse toner klaveret en dæmoni, som det ikke rummer normalt.

“Essen” fremstår stærk og rørende, fordi Britton og Bown vover at holde fast i det simple og enkle. Overskueligheden er i dén grad begrænset på resten af pladen. Eksempelvis byder “Jokun’s Civet” på abrupte guitartoner, knitren og ringlende hvin, der karter rundt imellem hinanden i mønstre, som mest af alt minder om mygs flyveruter.

Icarus har betjent sig en del af improvisation på I Tweet the Birdy Electric. “Frogmatik” viser, at Icarus stadig har et stykke vej foran sig, før improvisationerne lykkes fuldstændigt. Nummeret åbner i og for sig udmærket med en hoppende grydelågs-rytme, der falder ind og ud af takten og minder om opbygningen af Autechres beats. Men hurtigt er der så mange lag af manipuleret akustisk guitar, boblende baggrundsstøj og tilføjede rytmer (der overhovedet ikke passer ind i sammenhængen), at det bliver utrolig svært at koncentrere sig om at høre efter. Hvis Icarus selv kan overskue hele det væld af detaljer, de strør ud over deres musik, er der grund til at være imponeret – men musikken bliver under alle omstændigheder så overlæsset, at man som lytter står af.

Mere fjollet end godt er også “Birdz Max”, der ud over en flok nydeligt pippende fugle og en knivspids manipuleret piano domineres af et så hysterisk hurtigt beat, at det ender med at være en parodi på midt-90’ernes jungle-musik.

I Tweet the Birdy Electric er imidlertid ikke kun en legestue, der er løbet løbsk. Det er også et overmåde ambitiøst forsøg på at lade analoge instrumenter være de allervigtigste byggesten i den digitalt redigerede electronica. Det mere end 13 minutter lange og tredelte “Three False Starts” bygger blandt andet på halvakustiske guitartoner og John Cage-inspireret prepared piano, og i slutningen af den anden del af nummeret tilføjes også en uren violin. “Three False Starts” lyder på skrift som en ny udgave af The Books, men Icarus er dels uden førnævntes humor, dels langt mere komplicerede at få has på.

“Gnog” viser glimrende, hvad Icarus’ problemer går ud på. De første fire minutter er en umådeligt bedårende sammensmeltning af et minimalt, klikkende beat og to klagende strygere, der til tider taber en kvart eller en halv tone. Strygerne spiller duet – en høj og en lav melodistemme – og kombineret med beatet lyder de som et Opiate-remix af A Silver Mt. Zion. Strygerne dør ud, og kun beatet og drypvise bastoner er tilbage. Havde nummeret sluttet hér, ville det have været bevægende i al sin enkelhed. Men Icarus kan ikke dy sig for at tilføje en påklistret afslutning med et mylder af støjfragmenter og hovedkulds retningsskift. Forvildelsen og den forcerede kompleksitet bryder magien.

I Tweet the Birdy Electric er en historie, der er svær at finde næb og hale i. Der er bestemt visse smukke fjer, men vingerne slår slet ikke til. De rækker højst til en omgang ubekvem spyflueflyvning.

★★½☆☆☆

Deltag i debat