Plader

Interpol: s.t. EP

Tre sange og 16 minutter. Mere skal der ikke til for at overbevise om, at Interpol fra metropolen i New York har fat i den lange ende med deres mørke og atmosfæriske rock.

Det har i den seneste tid været tæt ved umuligt at læse nogle amerikanske e-zines uden samtidig at støde på bandnavnet Interpol fra New York. Og når flertallet af pladeanmeldelserne samtidig er spækket med superlativer, kan man dårligt undgå at blive nysgerrig. I dette tilfælde er det ekstra heldigt, at Matador Records, som er bandets nuværende hjemsted, tilbyder Interpols seneste EP til sølle $3.98.

Det skulle ikke kræve mere end en enkelt gennemlytning af EP’en, før undertegnede måtte indse, at der virkelig er noget om snakken og ikke mindst rosen af Interpols musik. I løbet af tre sange og 16 minutter byder Interpol på sublim storbyrock, der kan få det til at risle ned af ryggen på selv den mest forbeholdne lytter.

PDA starter EP’en med et frisk og bestemt trommebeat, hvorefter to guitarer sætter ind. Det udforskende og legende samspil mellem de to guitarister er noget af det, der gør, at man konstant vender tilbage til EP’ens tre sange. Guitarlinjerne hvirvler ind og ud mellem hinanden, mens bassen lægger den solide bund. Og så er der jo Paul Banks’ Ian Curtis-lignende crooner-vokal, som stærkt sætter sig i forgrunden på kompositionerne. PDA er et akronym for ‘public display of affection,’ og det er vitterlig, hvad sangen formår at udtrykke: en stærkt følelsesladet fortælling om et ødelagt forhold som jeg’et desperat forsøger at redde: “You will not reach me / I am resenting a position that is past resentment / And now I can’t consider / And now there is this distance.”

Interpol placerer sig et delikat sted mellem fortvivlelse og håb, og de to modpoler gennemsyrer konstant bandets sange. Også i den ufatteligt smukke NYC, som må siges at være EP’ens absolutte højdepunkt, føler man, at bandet konstant svinger mellem de to sindsstemninger. NYC fungerer som en tvetydig hyldestsang til Interpols hjemstavn: “I know you’ve supported me for a long time / Somehow I’m not impressed / But New York cares.” Banks’ vokal ligger i et mere roligt leje, mens den svæver oven på de drømmende lag af guitarer, og neden under de skønne toner gemmer sig en tung melankoli, som gør, at sangen i sig selv er hele EP’en værd.

Som afslutningsnummer har Interpol valgt den nervøst rockende Specialist, som blegner lidt i kølvandet på NYC, men som stående alene alligevel er en rigtig god sang. Med sine over seks minutter bygges Specialist langsomt op mod flere bølger af klimakser. Længden af Interpols sange synes overhovedet ikke at være et problem, fordi de undgår at trave rundt i de samme gentagende passager, men lader konstant sin lytter i uvidenhed om, hvad der venter ved næste akkordskifte.

Interpol har begået en lille genistreg af en udgivelse. Hver sang byder på intense og smukke øjeblikke, og hver ny gennemlytning afslører nye lag i musikken, så der hele tiden er mere at vende tilbage til. Mit eneste umiddelbare kritikpunkt er selvsagt, at EP’en slutter alt for tidligt. Det er svært at vurdere et bands kvaliteter på tre sange, men hvis Interpol kan skabe et lige så fantastisk lydbillede på deres fuldlængde, Turn on the Bright Lights, som i skrivende stund netop er sendt på gaden, så er årets plade fundet.

★★★★★☆

Deltag i debat