Plader

Karate: Pockets

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Karate leverer en tempo-disponering af format på deres syvende album. Men der mangler et par gode numre, før Pockets er et fuldendt album.

Der er indtil flere bands, som bevæger sig i krydsfeltet mellem rock, jazz og blues. Både tyske Tied + Tickled Trio, amerikanske Tortoise (med indtil flere relaterede sidebands og -projekter) og norske Jaga Jazzist er nok nogle af de mest kendte, som blander især jazzen og rocken til en succesfuld hybrid. Med inspiration fra alle tre genrer spiller amerikanske Karate sin helt egenartede musik, som på bandets syvende album Pockets ind- og udvikler sig endnu en gang.

Karate kunne sidste år fejre 10 års jubilæum, og for mange mennesker sker der det, at tingene kommer ned i tempo, når alderen begynder at tynge. Men for Karate er det gået omvendt – det er, som om tempoet er støt stigende på deres seneste albummer, således også på Pockets. Det betyder dog ikke, at der ikke også er kontemplative momenter på albummet – og generelt må albummet roses for at have disponeret sit tempo til noget nær det bedste, man har hørt længe. Men der skal mere til for at gøre et godt album.

Pockets åbner med “With Age”. Klassisk Karate i forholdsvis højt tempo. Ikke meget forspil, før Geoff Farina synger verset i gang. Og efter knap et minut kommer den første guitarsolo. Som lytter er man slet ikke kommet nok ind i nummeret til, at man kan nyde en guitarsolo som den pause fra vers og omkvæd, den er. Forløbet i “With Age” bliver dermed temmelig forceret, og soloerne (to styks) burde have været lagt bedre (læs: senere) i nummeret.

Det efterfølgende nummer Water er sammen med “Cacaphony” og “Concrete” albummets bedste. De to kræver dog en særskilt kommentar. Om “Water skal det ’blot’ bemærkes, at det er et rigtig flot og varieret nummer med ottendedels-trommer og soloer, som egentlig mere fungerer som mellemspil. Nummeret er flere gange tæt på at gå i stå, men klarer sig så lige i gang igen for til slut at ende i en rundgang, mens Geoff Farina igen og igen gentager, hvad der er en slags omkvæd i en sang om et snarligt forlisende forhold. Teksterne på Pockets er som altid for Karate (og dermed for Geoff Farina) personlige. På Pockets er de dog mere politiske, end de plejer, med tekster om den dødsdømte Mumia Abu-Jamal og truckførere, som er bange for den billige arbejdskraft sydfra.

Pockets medvirker Chris Brokaw (kendt fra blandt andet Come, Codeine og Pullman) med guitar på to numre: Cacaphony” og “Concrete”. Det er svært at sige, om det er derfor, numrene lyder, som de gør; men de skiller sig i hvert fald ud fra resten af albummet ved at være mere beskidte i lyden. De er knap så jazzede uden dog at have mistet inspirationen derfra og dermed Karate-udtrykket. Cacaphony har en intro på omkring et minut, som indleder nummeret på samme måde, som Tortoise indleder deres album Standards – dog knap så kaotisk, men lige så effektfuldt. Under hele den efterfølgende del af nummeret hører man Chris Brokaws guitar, som med forvrænget slideguitar-tone ligger nederst i lydbilledet og lægger en stemning. Det er helt Neil Young’sk.

Det samme er albummets afslutningsnummer. “Concrete” åbner med, hvad der tilsyneladende er Chris Brokaws forvrængede guitar. Nummeret er knapt så klassisk opbygget som Cacaphony” (som for øvrigt har et meget poppet omkvæd). Det er derimod mere skurrende i øret, end Karate ellers er. Man finder faktisk kun inspirationen fra jazzen i basgangen, som vandrer under samspillet mellem Geoff Farinas stemme og Chris Brokaws guitar. Nummeret er over otte minutter langt og en værdig afslutning på Pockets. Med tre minutter igen går “Concrete over i sammenspil mellem de to guitarer: den lidt renere jazzguitar og den mere beskidte rockguitar. Det kunne have været mere ekstremt, men gad vide, om det havde klædt det musikalske udtryk.

Pockets er måske det bedst bearbejdede Karate-album til dato, selv om et par numre som ‘The State I’m in’ aka ‘Goode Buy from Cobbs Creek Park'” og “Tow Truck” ikke er specielt gode og lidt mere forcerede end åbningsnummeret. Men de to numre med Chris Brokaw og de langsommere momenter, som Water og Pines udgør, er med til at løfte albummets kvalitet højere end summen af de enkelte dele. Og dispositionen af tempoet på albummet – helt formidabel.

★★★★☆☆

Deltag i debat