Plader

Migala: La increíble aventura

Skrevet af Ivan Petersen

Det spanske orkester Migala har med sit nyeste album begået intet mindre end en genistreg. Det er postrock, new wave, country og spansk inspiration i én skøn sammenblanding. Hey ho og vamos herfra.

Postrock er lidt en paradoksal genre i den forstand, at man efter dens egentlige gennembrud i slutningen af 1990’erne har været vidne til en form for stagnation. Eller formuleret anderledes: Flere og flere bands bevæger sig inden for genren (hvis karakteristika er stilhed kontra støj, lange og akkordmæssigt simple passager, en forkærlighed for delay og, med få undtagelser, en aversion for vokal), men nytænkning har det været så som så med. Det spanske band Migala er dog et bevis på, at det faktisk kan lade sig gøre.

Migala er en kolos af et band. Ni medlemmer, gæstemusikere og Nacho R. Piedra som producer af den medfølgende dvd. En dvd, der nærmest fungerer som adskilte musikvideoer, slavisk følger udgivelsens opbygning, rent kunstnerisk er udfordrende og i øvrigt skaber en udmærket sammenhæng mellem den visuelle – og den musikalske side af sagen. Og så er der jo netop musikken…

(Ja, med fire linjers name dropping:) “Imperio del mal” indeholder uddrag fra Star Wars og lyder som en bizar blanding af Mogwai og Tremolo Beer Gut, “Dear Fear:” er en spansk version af Godspeed You! Black Emperor, og “El tigre que hay en ti” kan vel nærmest bedst beskrives som postrock i karambolage med Joy Division og Butthole Surfers. Derudover indeholder “WWW (Searching for the Wicked Witch of the West” en uovertruffen og tung indledning med percussion, der går over i en gang melankolsk og støjende pop, mens “Your Star, Strangled” er klassisk country med akustisk guitar, strygere, mundharmonika, klokkespil og en usædvanligt passende og dyb stemme med spansk accent.

“Sonnenwende” er larm, new wave og flamenco-klap, “Tucson, Game-Over” er western-country kombineret med postrock og “Lecciones de vuelo con Mathias Rust”, der afslutter udgivelsen, er et kapitel for sig. Den er langvarig, den er smuk, det er postrock med en bas, der er som hevet ud af et nummer med Pink Floyd, og de sidste fire minutter spenderer vi i selskab med lidt 70’er-instrumentalrock. Så altså ikke så meget andet end næsegrus beundring fra min side. Og dog.

Som en afsluttende bemærkning kan jeg (i et anfald af for meget Retsina) sådan set ikke erindre at have hørt et bedre album siden The Smiths’ Meat Is Murder eller My Bloody Valentines Loveless. Det passer sikkert ikke, men La increíble aventura er under alle omstændigheder smuk, snørklet og sammenhængende, og når den samtidig inkluderer lyrik som »[it] appears to me I’ve seen 3 honeys with tiger T-shirts on / As you know we’ll never go to any México,« må der være andre end undertegnede, der er solgt til stanglakrids.

★★★★★★

Deltag i debat