Plader

Mirah: C’mon Miracle

Skrevet af Caroline Andreasen

Stemmen er stadig helt nærværende. Mirah skriver stadig akustisk baseret popmusik i forskellige indpakninger. Indpakningerne er dog ikke helt så spændende denne gang, og flere af sangene bider sig ikke rigtig fast.

Den storladne, spaghettiwestern-inspirerede “Cold, Cold Water”, som åbnede Mirahs Advisory Commitee fra 2001, var som et løbsk parti af heste i sin sære produktionsblanding af wall of sound og lofi (der kan man nærmest tale om et paradoks!) med buldrende percussion, fuzzet bas og, vigtigst af alt, en lækker vokallevering, som på ingen tid bevægede sig fra milde hvisk til rislende, højtonet sang. Det er formentlig den bedste sang, som producer Phil Elvrum nogensinde har sat sit fingeraftryk på – inklusiv arbejdet med sit eget projekt, The Microphones (der nu går under navnet Mount Eerie).

C’mon Miracle er Mirahs – eller Mirah Yom Tov Zeitlyn som er hendes fulde navn – tredje soloalbum. Hendes første album You Think It’s Like This, But Really It’s Like This fra 2000 var en charmerende lille lofi-sag med intime indiepop-sange, hvor Mirahs småsøvnige og sensuelle stemme – ganske nøgen foruden Elvrums beherskede soveværelsesproduktion – havde evnen til at blødgøre selv de hårdeste sjæle. Et lunt lille album der er perfekt at krybe ind i søvnen til, men så meget mere er det heller ikke. Mirahs andet album, det tidligere nævnte Advisory Commitee, som også er produceret af Elvrum, var som en blomst i fuldt flor, stædigt udstillende i al sin pragt gennem is og sne. Det er ikke uden grund, at forventningerne til Mirahs tredje plade har været store.

Calvin Johnson og Phil Elvrum skiftes til at dreje på knapperne på C’mon Miracle. Elvrums tilstedeværelse er mere anonym på denne skive end på tidligere Mirah-plader. Den karakteristiske percussion er stadig til stede, men de buldrende tromme-udflip, som nærmest er blevet hans produktionsvaremærke, er med en enkelt undtagelse pist væk. Det er tydeligt, at den mere stilfærdige Calvin Johnson – tidligere frontmand i lofi-heltene Beat Happening – har været en balancerende faktor. C’mon Miracle er nemlig en ganske beskeden affære.

De, som havde ventet sig en opfølger til den bombastiske side, Mirah viste os på Advisory Commitee, må forvente at blive skuffet. C’mon Miracle er en tur tilbage til de mere intime øjeblikke på debuten, men desværre holder sangskrivningen ikke den samme umiddelbare kvalitet. Mirah vælter sig stadig i de samme lyriske observationer, beskrivelser af mislykkede forhold og – i lighed med Elvrum – en fascination af naturen, noget som næsten begynder at blive lidt af en kliché.

Når produktionen også er noget så anæmisk og tilbagelænet, glider de 11 sange i løbet af pladens 36 minutters varighed nærmest anonymt og målløst forbi. Jeg kan forstå, hvis nogle, som ikke er bekendt med Mirahs forrige plader, kan blive charmeret – hun har nemlig stadig en af de dejligste kvindevokaler i vor tid – men i hendes tilfælde er det svært ikke at blive blot en smule skuffet over manglen på kunstneriske fremskridt.

Den eneste sang, som virkelig skiller sig ud, er “The Dogs of B.A.”, som åbner med de poetisk smukke linjer: »I hung myself out on a line / beneath the Argentinian sky.« Sangen alene er ét af de fire tildelte U’er værd! Det er en svampeblød vuggevise med en latino-inspireret rytme, hvor en harmonika lægger sig bagved i mixet, mens tropisk regn pisker mod asfalten uden for hotelværelset. Atmosfærisk er ordet, noget som måske ikke er så mærkeligt, siden sangen blev indspillet netop i Argentina. Den er klart en af de fem bedste sange i Mirahs stadig korte karriere. Men det lille håb, denne sang vækker, slukkes igen, eftersom de sidste sange, med undtagelse af den tyste pianoballade “Promise to Me”, på ingen måde hænger fast.

Også “Jerusalem” bør fremhæves med sin smittende søde melodi tilsat et hiphop-agtigt beat. Sangen har en tydelig politisk adressering, men falder lyrisk, sammen med førnævnte “Promise to Me”, igennem med naive tekster. Bevis nr. 1 (den løftede moralske pegefinger): »So now Jerusalem / You know that it’s not right / After all you’ve been through / You should know better than to become / The wicked ones almighty God once saved you from.«
Bevis nr. 2 (med lidt kærlighed kan alle problemer løses): »With the ramparts built so high / All the soldiers stuck inside / But this will fall away with time / If you promise to be kind.« På nuværende tidspunkt kan vi sagtens tillade os at forlange væsentligt mere fra Mirah.

Alligevel er der ingen tvivl om, at Mirah er et frisk pust inden for en smal og til tider sammenbrændt genre. Hvor hendes ligesindede ofte er grublende og mismodige, tilnærmer Mirah sig de samme sårbare emner fyldt med en næsten troskyldig nysgerrighed.

Men på C’mon Miracle balancerer det, som på hendes tidligere plader føltes smånaivt og underfundigt sødt, nær punktet, hvor den sødladne, akustiske guitarpop blot fremstår nuttet, men knap så sigende. Mirah mangler slet og ret den lyriske tyngde, som har etableret sig hos navne som Chan Marshall og P.J. Harvey. En sådan tyngde kunne have fastholdt hendes behagelige, men letsindige pop og sørget for at den ikke forsvandt så hurtigt ud af hukommelsen efter en gennemlytning.

★★★★☆☆

Mirah: Don’t Die in Me
[audio:http://www.krecs.com/media/audio/Mirah_DontDieinMe.mp3]

Deltag i debat