Plader

Monster Movie: s.t. EP

Der er ikke mange uhyggelige væsner på Monster Movies selvbetitlede debut-EP. I stedet serveres en overmåde rar omgang shoegazer-pop.

At lytte til Monster Movie er ikke en oplevelse, der skræmmer én så meget til vanvid, at det er en absolut nødvendighed at tjekke under sengen, før man med ro i sindet kan lægge sig til at sove. Til gengæld bydes der på en oplevelse med rar musik af en EP’s varighed.

Monster Movie består af Sean Hewson og Christian Savill, hvoraf sidstnævnte muligvis får små klokker til at ringe. Christian Savill gjorde sig i den britiske shoegazer-gruppe, Slowdive, i de tidlige halvfemsere. Det kom dog til en ende i 1995, hvor han af ukendte grunde forlod gruppen, der i samme omgang omdøbte sig selv til Mojave 3.

Monster Movie er Savills første musikalske udspil siden da, og det er på nærværende EP ikke svært at høre genklange fra de snurrende shoegazer-dage.

I løbet af EP’ens 20 minutter, præsenteres man for fin popmusik tilsat lag for lag af guitarspor, der spreder sig ud i rummet og suser og hvirvler omkring hovedet på sin lytter. Hvis man graver sig igennem de mange lag og ser på, hvad kernen består af, så finder man simple, men ganske iørefaldende melodier.

Åbningsnummeret, Crash Landing, er et glimrende eksempel på ovenstående lag-på-lag-effekt. Nummeret sætter EP’en i gang med seks minutters trækkende, snurrende og hvirvlende guitarpop af rigtig god kaliber.

Every Time I Wonder følger op med endnu en dejligt fængende melodi. På ny gemmer der sig bagved melodien alle disse svimlende lyde, der vitterlig er karakteristiske for shoegazer.

Halvvejs igennem brydes EP’en op med sære mareridtslydende instrumentale toner i Rovaniemi. Der er mere tale om soundscapes end om egentlig melodi med summende lag af keyboards og guitarer tilsat abstrakte og uforståelige stemmer. Rent stemningsmæssigt er Rovaniemi helt i top, men set i sammenhæng med resten af EP’en må den siges at være en anelse misplaceret.

Tilbage til de mere gængse sangstrukturer byder Street Lights på sløvende og dagdrømmende toner. Efter hurtigt forsvundne 20 minutter kommer EP’en til sin ende med den luftige og lækkert poppede Ooby.

Monster Movie prøver helt bevidst, af og til med yderst succesrige forsøg, at hive sin lytter til et fjernt og sløret sted, hvor musikken spiller sine hypnotiserende toner. Monster Movie er en vellykket EP, der viser, at shoegazer-genren bestemt ikke er død, og med det poppede tiltag forsvinder man ikke i de langtrukne guitarlinjer. Samtidig er EP’en også en herlig forsmag til debutalbummet, Last Night Something Happened.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar