Plader

Rhea Sylvia: s.t.

Det er ikke lang tid siden, Rhea Sylvia sidst blev anmeldt af Undertoner, men her er altså ord med på vejen til endnu en upåagtet demo med personlig kaffe-elektronisk pop.

Ufortrødent har danske Rhea Sylvia fortsat deres ubemærkede produktion, og de har samlet vandene på endnu en ubetitlet demo indeholdende tre numre. Hvis man undersøger sagen og entrer duoens elegante hjemmeside, mødes man af en diskografi, der omfatter en sådan demo for hvert år siden årtusindskiftet. Måske har de sat sig for at udarbejde et lille værk for alle år? En ydmyg mission, men samtidig en taktik, der – anvendt med omtanke – kan afstedkomme essensen af det altid forbedrede.

Og selv om Rhea Sylvia efterhånden har haft erfaringen med sig siden ’96, synes de ikke at optræde nogle steder i offentligheden, men fortsætter den sky eksistens omkring computernetværket og de halvhjertede promotionfremstød. Det er altså stadig at spore, hvordan ambitionerne stemmer overens med deres tildelte opmærksomhed. Egentlig ærgerligt, for selv om Rhea Sylvia nok er amatører og hobbymusikere, har de meget at byde på.

Makkerparret har fordelt rollerne i det klassiske Batman & Robin mønster. Med sin stærke og charmerende sangstemme og interessante anti-romantiske digtning iklæder René Møller sig den mægtige flagermus-kappe. Og næsten ubemærket, som en naturkraft, altid tilstedeværende træder Jacob Juhl, Robin og det alsidige musikbillede til, hver gang Batman er i knibe.

Problemet har dog været at få kvalitetspræget til at hænge ved. Således var det kun ét ud af de tre numre på sidste års demo, der vakte begejstring. “Bedårende tosse” havde dog også, hvad der behøves for at vinde omdømme i de musikbevidste kredse indenrigs, men det resterende materiale var smedet uden samme fornemmelse for guld, hvilket hos mig bevirkede en banden og svovlen over Karrierekanonen og al den slags.

Der var derfor både mulighed for skuffelse og grundigt formanede fordomme, da jeg satte mig til rette med Rhea Sylvias bidrag til den store suppedas anno 2004.

I begyndelsen tegner det lovende. Loops og klaver-akkorder indsluser lytteren, inden en fyldig bas og herligt beskidte trommer udfylder rummet. Derpå begynder Møller et opfordrende sangforedrag om at afstå den fristende flugt fra virkelighed og samvittighed. Nummeret cirkulerer og udvikler sig aldrig yderligere. De minimale virkemidler virker trivielle, og man savner en større indsats fra fantasiens variabler.

I “Et øjebliks desperation” dominerer en skæv guitarnedgang, som i det lange løb kun er til gene i en i øvrigt ligegyldig sang om ikke at slå til. Den nonchalante driverstemning krones af René Møllers dovne og træge sangføring, og musikken er så fattig, at en ufødt skæbne ville være nummeret bedre undt.

Demoens sidste aftryk, “Syg”, er langt bedre. Her møder vi Rhea Sylvia i det alvorlige hjørne. Tyst og sørgmodigt rasler elektronikken af sted i en skæbneberetning om tilværelsens pludselige drejning ind i skyggerne. Om sygdom, kræften og det lille håb, der er værd at kæmpe for. »Lad aldrig lyset brænde ud,« synges der indtrængende, mens koret istemmer et mindre klart »Slip håbet fri, intet er forbi.« En ganske smuk og værdifuld afslutning, der på ny minder én om, at Rhea Sylvia har gejst i lyrikken og tag om musikken.

Desuden bliver det demonstreret, at Rhea Sylvia gør sig flot som selskab i regnvåde efterårsnætter og derfor bemægtiger sig den vigtige force, at kunne fylde et rum med anelse. Måske kan de også udfylde en endnu tom side i det danske musikleksikon. En lomme med vedkommende og raffineret voksenmusik, stadig med humoren i baghånden. Vi venter bare på d’herrer Møller og Juhls egen vilje og beredthed.

★★★☆☆☆

Leave a Reply