Plader

RJD2: Since We Last Spoke

Beatjongløren RJD2 har gjort det igen: skabt indbydende og eklektisk musik ved hjælp af de forhåndenværende søms princip.

Gammel svedig soul fra 60’erne og 70’erne vælter ud af éns højttalere, når man sætter RJD2’s debut, Deadringer, på. Den knap 30-årige dj og producer gjorde overordentligt opmærksom på sig selv med sine opfindsomme soulcollager, der for manges vedkommende lød, som var de glemte klassikere. For at skabe den unikke lyd udvalgte Ramble Jon Krohn, som er RJD2’s civile navn, omhyggeligt musik og samples, som lå inden for den samme tidsperiode. Denne udvælgelsesprocedure, parret med en næsten fnugfri redigering og sammenføjning af de forskellige stumper, skabte i den sidste ende et resultat, der lød, som om RJD2 var arrangør af og dirigent for et ganske levende orkester, der spillede levende musik. Ganske sigende for musikken – og atypisk for et hiphop-dj-album – er der da også ganske få scratches at høre.

Denne evne til at klippe/klistre og den lydefri sammensvejsning skinner også igennem på Deadringers efterfølger, Since We Last Spoke. Men ellers skal jeg love for, at der er sket ting og sager siden sidst. RJD2 spiller både guitar, bas og trommer, og som om det ikke var nok, synger han sørme også en enkelt sang eller to. Men hvad der måske er nok så vigtigt: Soulmusikken er, på nær et enkelt nummer, forladt til fordel for rock, rock og atter progrock.

RJD2 vælter sig i fede guitarriffs, trommerundgange, som står på side 3 i den ’Store Rocktrommeslager-bog,’ og sofistikerede instrumentale mellemspil, som det tidlige Genesis ikke kunne have gjort bedre – eller i hvert fald ikke så funky! For på trods af disse rock(u)noder har RJD2 bevaret sin fabelagtige evne til at få lortet til swinge og emme af funk, så James Brown må nikke anerkendende og danse overgivent.

Titelnummeret lyder af 80’erne (det gør alt i øjeblikket, men så skidt da, vi tager dem lige én gang til) – kvindelig vokal, guitar, Yamaha DX7-lyde og staccatoklaver samt en rytmegruppe, der leger “Eye of The Tiger”. Trommerundgange, der beviser, at hverken Saga eller Boston har levet forgæves, pryder “Exotic Talk”.

En 60’er- og nærmest Jimi Hendrix-inspireret guitarsolo findes side om side med rislende bækkener i “Ring Finger”, og “Through the Walls” er næsten en hybrid af Bryan Adams’ “Summer of 69” og Eels! Jo, rocken har overmandet den lille dj, men derfor er der dog alligevel masser af detaljer, der trækker i andre retninger inden for hvert nummer. De guddommelige beats er allerede nævnt, men vi præsenteres også for vocodersang, fender rhodes, scratch, beatstop osv. “Clean Living” lyder til en start som Sly and The Family Stone i det poppede hjørne, men så snart sangen begynder, er vi næsten ovre i de fjollede engelske downbeat-innovatører i Bent.

RJD2 ryster absolut ikke på hånden, når han doserer sine uimodståelige idéer. En af de mere charmerende af slagsen er “1976”, der vel bedst karakteriseres som breakbeats og Herb Alberts Tijuana Brass. Et herligt nummer med basuner, smittende melodi i trompeten og uforståelig eksotisk sang. “1976” kunne opfattes som en parodi på sådan et eksotisk og sydeuropæisk sommerhit, som vi alle kan huske fra vores barndom. Datidens “Macarena” eller “Vamos a La Playa”. Og igen: de beats! Altså, hvor det bare swinger.

Og så er der jo så lige ’det store soulnummer,’ “To All of You”: Her er vi tilbage i den deep soul-genre, som betog alle ved debuten. Nummeret lyder fuldstændig som taget ud af 1974 og er en ballade med en melankolsk tilrøgethed over sig. Man kunne også kalde det sovekammersoul eller natradiosoul med et twist. Lidt jazzguitar, svusj i bækkenerne og en kraftfuld kvindevokal. Nummeret slutter med guitar a la Les Paul doseret med breakbeat og scratch. En effektfuld (og opkvikkende) coda, der understreger, hvorfor RJD2 er så fornøjelig at lægge ører til.

RJD2 er altså en mand, der kender gamle dage, og hans musik har på den vis en masse nostalgi i sig, men det er en nostalgi, der peger fremad, så at sige. En nostalgi, der ikke er ked af eller bange for, at verden har rykket sig, og nye opfindelser er kommet til. Nostalgi med udsyn. Nostalgi uden længsel. Ikke som f.eks. Boards of Canada, der omtrent begræder, at de ikke er børn længere og hulker over den tabte uskyld. RJD2 begræder ikke tidens gang, men tiljubler den nærmest. Det er fedt, at tiden går, og nye opfindelser bliver gjort. Det forhindrer os jo ikke i at genbruge, hvad vi har lyst til. Partymusik? Jovist, men med en tanke.

★★★★★☆

Deltag i debat