Interview

The Unit – det aggressive og det skrøbelige

Skrevet af Caroline Andreasen

Den københavnske trio The Unit har en tilgang til garagerocken, der flirter velvilligt med punken. Udtrykket er i følge bandet såvel aggressivt som skrøbeligt. Undertoner spørger hvordan.

Jeg synes, vi spiller noget musik, som mangler.” Udtalelsen kommer fra det danske band The Unit. Bandets tre medlemmer – Lars Hjortkær, Thomas Løppenthin og Søren Persson – fremviser stolte deres debutplade. Men vent engang… musik som mangler? Det kræver næsten en uddybning.

Rå drifter og hårdhændede attituderThe Unit1
The Unit er i flere sammenhænge blevet associeret med de senere års revival af garagerock, og det er ikke helt uden grund: Bandets musik er simpel, upoleret og pågående – og dette med fuldt knald på! Men musikken ydes ikke fuld retfærdighed ved denne beskrivelse alene.
Vi spiller ikke den der glade garagestil, som er meget fremme,” erklærer Lars Hjortkær. “Når folk tænker garagerock, tænker de på den meget festlige stil. Vi spiller en mere “sørgmodig” garagerock. Hvis de andre spiller dur, så spiller vi mol.”
Udtrykket er væsentligt mere aggressivt, end man typisk kender det inden for genren. Bandet har da også rødder i punken, og de er ikke blege for at indrømme, at forbilleder som Black Flag og Misfits har haft en indflydelse. Og det er netop punkens rå drifter og hårdhændede attituder, der er injiceret i The Units musik.
Det er energier og stemninger, vi gerne vil hive helt frem i vores musik,” fortæller Søren Persson, som også er meget glad for, at rocken er blevet populær igen.
Tidligere, når man gik til koncert, skulle man stå musestille og bare stå og fordybe sig i musikken. Nu hvor rocken er kommet tilbage, har det nærmest virket som en forløsning hos folk, at de kunne få lov at bevæge sig lidt i stedet for bare at skulle stå og være indadvendte. Vi kan godt lide, når vi spiller, at man er fysisk udmattet bagefter. Jeg kan slet ikke forestille mig en koncert, hvor jeg ikke har en eneste sveddråbe på panden bagefter eller en smule krampe i hånden undervejs. Det er nærmest en fysisk ting,” siger han og håber, at bandets nye plade også vil kunne gøre folk en smule forpustede.

Kort og hårdt
The Units debutplade White Night er en komprimeret sag af blot en halv times varighed. Til gengæld er energien helt i top fra start til slut.
Når man har en rockplade, så skal der ske noget,” fastslår Thomas Løppenthin. “Hos os er det kort, og det er hårdt. Så det fungerer som en slags…” Løppenthin holder en kort pause og puster så ud som for at demonstrere en komplet energiudtømmelse: “Sådan… så er det overstået. Så har man fået det ud af systemet! Man skal heller ikke kede folk med det, man gerne vil ud med. Det er det værste, jeg ved.

En skrøbelighedssymbolik
Titlen på The Units debutplade, White Night, rummer en symbolik, der bygger på selvmordsmassakren, der fandt sted i Jonestown, Guyana i 1970’erne.
Jeg har kun mødt én, som har regnet den ud. Referencen er jo klar nok, men det er måske nok lidt blamerende at kaste i folks hoveder,” siger Persson.

The Unit2Jeg synes, det er en fed titel – der er smæk på! Det er modsætningsfyldt. White Night står lidt for at være en undtagelsestilstand, og det synes jeg karakteriser pladen ret godt. Det er et lille break fra alle de andre plader, der kommer – altså det med at vi ikke lyder som så mange andre bands,” uddyber Løppenthin.

Persson hiver fat i et eksemplar af White Night og begynder at vise de tegninger, som pryder emballagen inden i.
Det blev også noget, der kom til at præge artworket med tuschtegninger inspireret af de billeder, der blev taget efter massakren.” Løppenthin peger på én af tegningerne. “Vi ville gerne have tønden med. Da dette masseselvmord skulle udføres, blandede man gift nok til hele lejren i en kæmpe zinkbalje. Det er meget destruktivt, men det har også en æstetik med det smukke i det grimme – en eller anden skrøbelighed midt i dette hårde rockudtryk.”

Også i tekstuniverset fremhæver Løppenthin et håb midt i sortsynet.
Der er et efterliv i mange af sangene, også selv om de i nogle vendinger er destruktivt ladet. De beskriver en stemning eller status, hvor der også er en mulighed for at slippe ud af alt det. Man skal helst gøre noget selv ved egen situation; man har et valg. Jeg synes, vi har en en cool rodebunke af tekstudladninger, der klæder musikken ret godt.

The Units bombastiske og destruktive tekstunivers tillader altså nogle åndehuller i musikken. Men man skal nok tage nogle dybe vejrindtrækninger, for når White Nights halve time tager fat, er det ikke sikkert, man bliver sluppet igen før ved sidste udtoning.

Deltag i debat