Plader

Bark: s.t. EP

Skrevet af Lars Simonsen

Barks lidt for pæne og ufarlige indiepop/rock er i overhængende fare for at lide druknedøden i det store hav af bands, der findes inden for genren. Men det er sekstetten fra Aalborg efter sigende mere eller mindre ligeglade med…

Ifølge Bark selv har det unge nordjyske band – alle er lige omkring de 20 år – ikke som erklæret mål at storme frem på den danske rockscene. Bare de kan få lov til at arbejde med deres eget udtryk, er de tilfredse, hvilket er en tilgang, man nemt kan have sympati for.

Der er da heller ikke den store fare for, at de vækker synderlig megen opsigt med denne debut-ep. Som lytter bliver man nemlig på ingen måde blæst omkuld, idet udtrykket er for pænt og mainstream-agtigt. Bark vil tydeligvis også gerne spille støjrock ind imellem, men det bliver ikke for alvor til noget.

Første skæring, “Something About You”, er et sært monotont nummer, der står i stampe. Stemningen af endeløs ørkenvandring skabes især med ordene »there’s something ‘bout you that I like.« Linjen gentages simpelthen så ofte i løbet af nummeret, og tilmed i samme toneleje, at det ender med at blive noget så irriterende at høre på. Åbningsnummeret sluttes dog herligt af med en længere støjende passage med guitarer og saxofon i skøn og stemningsfuld forening.

I “The City” er forsanger og guitarist Anders Jogirs specielle indtrængende og, enkelte steder i denne sang, en anelse krukkede vokal langt fremme i lydbilledet med meget simple linjer som: »And the moon was full / And the rain kept falling / And the wind was so cold / And it reminds me of the city / And it reminds me of how I feel.«

Udtrykket er både stemningsfuldt og drømmende, men desværre lider sangen samme skæbne som den foregående. Gentagelserne af de simple linjer skærer nærmest i ørerne – og de over fem minutter, som sangen varer, er mindst to minutter for meget.

“Cloud 9” er utvivlsomt ep’ens lyspunkt. Bark formår her at holde intensiteten og kreativiteten fint ved lige hele vejen igennem, endda selv om sangen passerer de seks minutter. Tempoet skifter sublimt mellem det mere rockende uptempo til følsomme og roligere passager. Desuden lyder forsanger Jogirs vokal her mere dedikeret og varieret. Det er en fornøjelse at følge de mange skift af stemninger, og man glæder sig over, at der nu endelig sker noget, samt at nummeret ikke sovses ind i ligegyldige og søvndyssende gentagelser. Spilleglæden er her tydeligvis i top, og mon ikke det også er det nummer, som klarer sig bedst over for live-publikummet?

Afslutteren “Oh My Baby” skiller sig ud ved at være eneste nummer, der udelukkende er stille, og så varer den under tre minutter. Det meget enkle nummer med en Chris Martin-agtig stemme i forgrunden fungerer som en lille parentes, der er hurtigt glemt.

Hurtigt glemt er Bark umiddelbart også – i denne omgang i hvert fald. For man bør alligevel holde godt øje med et band, der ikke er suckers efter berømmelsen og samtidig er bevidste om, at deres helt eget udtryk skal komme igennem utallige timer i øvelokalet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat