Artikler

Copenhagen Cool & sønderjysk selvironi

[Rasmus Bang Petersen]Københavnerbandet epo-555 med rødder i Aabenraa er ved at bryde igennem med deres særegne musik. Fredag d. 3. oktober blev debuten fejret med årets gladeste fest. (04.10.04)

Dørene skulle have været lukket op for en halv time siden. De mange, mange ansigter udenfor ser utålmodige ud – og let alkoholiserede. Der er lagt op til en stor aften med masser af glæde og dans. En ikke helt normal dag for et ikke helt normalt band.

13 minutter senere. Tumultagtige scener. “Det er helt uvirkeligt“, siger Mikkel Max Hansen, sanger og guitarist i epo-555, mens merchandise med farverige motiver gøres parat til salg i et støvet hjørne af lokalet. Et væld af flammer, søde røde hjorte og små, kagemandsagtige figurer pryder bandets t-shirts og plakater. Ligesom sangskriverne selv, Mikkel Max og trommeslager Ebbe Frej, signalerer bandets visuelle udtryk både noget akavet og fandenivoldsk. Og i dag holder de så pladereception på ganske utraditionel vis – de har nemlig besluttet at holde en stor, åben og frem for alt rar fest.

Og rart skal det blive på denne glædens aften. Da dørene endelig åbnes, vælter det ind med mennesker i alskens afskygninger: Unge efterskoleelever med piercinger og kejtede smil, københavnersmarte indierockere med alt for lækkert hår – og ikke mindst et væld af berusede gymnasieelever. De er kommet for at høre musik, der fænger ved første festlige lyt, men gemmer flere lag af sammenpresset energi under overfladen. epo spiller en melodisk, ørkenagtig støjrock, som både er skæv, blid og svær at kategorisere. Men det københavnske musikmiljø er faldet for den, og det ses i aften.

Rilispardis en masse
Rygtet om de gratis fadøl breder sig, og folk vender sig med brede smil og ølkrus i favnen mod deres kammerater og deler knus og håndtryk ud. Alle kender alle her. Der er rigeligt med rodet hår, trashede t-shirts, smadrede kondisko og lavthængende cowboy-bukser. De fleste er unge og friske og glinser af glæde. Alt er nyt og fint.

Forud for denne lyksalige aften for epo-555 er gået 10 år med musikalske sporskift og den ene navneændring efter den anden. Med så eksotiske bandnavne som Venus, Ivanhoe, Airport og Pierre er det næsten underligt, at eksilsønderjyderne ikke er blevet berømte før.

Men først for to år siden, hvor Ebbe og Mikkel efterhånden var ved at nærme sig de 30, besluttede de sig for at satse fuldt og helt på musikken. De opfandt et unikt univers af ørkenræve, tequila, terrorister i ånden og morderiske præsidenter i kamp med hinanden. De fik to ekstra medlemmer, slog sig ned i verdens mindste øvelokale og svor aldrig at fortælle historien bag bandnavnet. De holdt selvbenævnte ‘rilispardis’ for hver sang, de færdiggjorde, og inviterede alle interesserede til at kigge forbi. Og nu står de så her, tiljublet af ekstatiske piger og drenge, og fejrer udgivelsen af Dexter Fox. Godt på vej til at blive mere end blot et undergrundsfænomen.

Landets heldigste band
En monitor der vælter. Unge fans der smelter af varme og begejstring og smider bluserne. De danser, hopper og går amok i en glædesrus, mens epo-folkene står og ser pavestolte ud. På scenen har de ud over sære instrumenter, der siger “pling!” og “fzzz!”, medbragt en selvlysende giraf, en tøjdyr-abestol og et væld af kæder med små julemandslys. Lokationen er Studenterhuset ved Rundetårn, og lokalet er alt for rodet til at virke tjekket. Det er tydeligvis aldrig blevet opgraderet af en fancy designer, men til denne type aften passer det perfekt.


Ebbe Frej! Ebbe Frej! ” gjalder råbene taktfast, og kultfiguren med smøgen i munden nikker venligt bag sit trommesæt. Forinden har bandets første musikvideo haft premiere; ikke overraskende en tegnefilm med ildrøde ræve og flammende musikanter. Publikum er ellevilde, da den fine film løber henover det store, hvide lærred, og for epo kan ingenting tilsyneladende gå galt. Måske skyldes det de mange års erfaring før gennembruddet, måske den sønderjyske lune – faktum er, at deres lyd er både kompleks, uimodståelig og ret unik herhjemme.

Der er efterhånden en del folk, der er blevet glade for vores sange,” siger Mikkel. “Men vi kan egentlig bedre lide at se dem som venner end som fans.” Den enormt imødekommende hjemmeside og de mange åbne fester peger i samme retning. Og mens de sidder her på scenekanten, kan de glade musikanter se ud over en forsamling, der godt nok er halv- eller helt fulde og lige nu mest råber hen over bordene, men som vil dukke trofast op igen, når bandets spilleglæde atter skal vækkes. Begejstringen er gensidig.

Denne fredag nat fortsætter festen med inviterede gæstemusikere, der underholder de glade unge. I bandområdet bag scenen bliver der talt om løst og fast og ikke mindst om brune plastikblokfløjter. Men ørkenræven har sat sine spor, og ingen, der er til stede i aften, vil glemme den lige foreløbig.

Læs også følgende:
Anmeldelse af epo-555: Dexter Fox
‘Jeg gad da godt kaste op før hver koncert’ – en drøm af et interview med epo-555

Deltag i debat