Plader

Thomas Denver Jonsson & the September Sunrise: Hope to Her

Skrevet af Peter Hansen

Thomas Denver Jonsson & the September Sunrise har med Hope to Her lavet en utrolig smuk og melankolsk countryplade, og vi bøjer os endnu en gang i støvet for vort broderland Sverige.

Sverige har lige rundet et indbyggertal på ni millioner mennesker. En hel del af dem er talentfulde singer/songwritere. Jose Gonzales, Kristoffer Åström og Christian Kjellvander er nogle af dem, vi også kender til her i Danmark, og hvis man kan lide sin americana på den klassiske og melankolske måde, burde man også lære Thomas Denver Jonsson & the September Sunrise at kende.

Med svenskerens fremragende debutplade Hope to Her befinder vi os nemlig på en støvet landevej lige midt i kærestesorgen. Et sted hvor steel-guitarer og et håbefuldt blik i øjet regerer, og hvor musikken er så banal på den fede måde, at det gør helt ondt. Thomas Denver Jonsson indhyller dig i et behageligt tæppe af vellyd med en musik, der samtidig kniber sig ind gennem øret, hvor den opfører et dias-show af melankoli og skønhed for dit indre øje.

Pladen begynder med den fabelagtige First in Line, en midtempo country-sag komplet med steel-guitar og masser af mundharmonika. Det er smukt og medrivende på en gang, og Jonssons vokal, der lyder som en blanding af Neil Young og Will Oldham, gør det bestemt ikke dårligere.

Tempoet falder lidt i de efterfølgende fire numre, men det gør niveauet heldigvis ikke synderligt. Stadig med steel-guitaren og mundharmonikaen som trofaste følgesvende vandrer Jonsson stille og roligt gennem smukke musikalske landskaber, indtil han når pladens næste højdepunkt.

Then I Kissed Her Softly er pladens måske mest poppede sang, men det er samtidig en rørende kærlighedserklæring, og man er som lytter solgt allerede ved første gennemlytning.

Jonsson føjer ikke det store til repertoiret i de følgende par numre, og han træder måske endda en lille smule vande i a cappella-sangen Pale, men det er ikke noget kriminelt, og det er også helt glemt, når man lægger øre til afslutningsnummeret Crushed Ladybug, der er endnu et eksempel på svenskerens evne til at gøre det simple smukt.

I det hele taget får Thomas Denver Jonsson sin americana til at lyde nem og gnidningsfri, og musikken virker så velkendt, at det næsten, men også kun næsten, bliver for meget. For det meste er det nemlig bare utroligt rart, varmt og dejligt. Thomas Denver kan de fleste tricks, der uundgåeligt vil få melankolien til at krybe frem under huden på lytteren, men det virker forbavsende oprigtigt.

Det her er musik uden alt for mange svinkeærinder, men det er lige præcis denne simplicitet, der i perioder gør Hope to Her så forbandet smuk, at det slår benene væk under dig og griber dig på samme tid. Sverige har sgu’ gjort det igen. Hurra.

★★★★★☆

Deltag i debat