»They say it’s murder on your folk career to make a rock record with the Disappeared [...] There is not an image that I must defend, there are no art forms now, just capitalism.« SÃ¥ledes starter “Mall of America”, den femte sang pÃ¥ Desaparecidos nye plade Read Music/Speak Spanish. Folk-karrieren, der i ovenstÃ¥ende citat refereres til, tilhører Conor Oberst, som har sin daglige gang i folk-projektet, Bright Eyes. Det har midlertidigt været lagt pÃ¥ hylden, sÃ¥ koncentrationen kunne fokuseres pÃ¥ hans nye sideprojekt, en hÃ¥rdt rockende kvintet, der gÃ¥r under det spansk-klingende navn, Desaparecidos – “De forsvundne”.

Desaparecidos har et meget åbenlyst budskab med Read Music/Speak Spanish, der præsenterer den samfundsmæssige udvikling af Omaha, bandets hjemby, som en form for mikrokosmos af det store amerikanske kontinent: stort, rent, tomt, bekvemmeligt og kedeligt standardiseret. Det kommer til udtryk i pladens cover-art, som består af et gennemsigtigt folieomslag med farveløse fuglekasselignende huse lagt over et billede af et øde jordområde. Sangteksterne er placeret midt inde i et dokument fra Omaha City Planning Department.
Det er et sandt raseri, der Ã¥bnes for med en bred vifte af temaer. Med et rasende angreb af guitarer, en heftig rytmesektion og Obersts skrigende vokal advarer bandet mod blandt andet malls, designertøj, Disney, kaffekæder – al afkommet fra den allestedsnærværende kapitalisme.

Pladen Ã¥bner med en energisk kommentar til det amerikanske forstadssamfund. Det er en fængende sang med den interessante titel “Man and Wife, the Former (Financial Planning)” om den gennemsnitlige middelklasse-borgers kamp for forsørge sig selv og sin familie. Fortsættelsen til sangen kommer som nummer fire pÃ¥ pladen: “Man and Wife, the Latter (Damaged Goods)”. Forholdet er gÃ¥et tabt i overfladiske økonomiske mÃ¥l, der har resulteret i tomme eksistenser, som ikke kan genoprettes: »Want to bury me under a mound of shopping bags / Like it would really make a difference or make up for your disinterest / I’m a bill you pay / I’m a contract you can’t break / And it is like I’m under water or on an endless escalator / I just go up and up but I don’t ever reach the top.« Tekstmæssigt er idéen rigtig god, men desværre flyder det hele ud, da den musikalske kvalitet fra Ã¥bningsnummeret ikke kan opretholdes pladen igennem.

Genremæssigt nærmer bandet sig visse steder den emo-stil, som eksempelvis Cursive lægger for dagen, men Desaparecidos kommer ikke i nærheden af den samme kvalitet. Andre steder (ærgerligvis de fleste) lyder de mere i retning af middelmådige, forudsigelige emo-bands som Thursday. Nogle sange lyder, som om de kun har været halvfærdige, og derfor flyder en god start over i kedelig spredt fægtning.
Single-udspillet, “The Happiest Place on Earth”, gav dog ellers nogle fine forventninger til pladen. Musikalsk er nummeret bestemt i den bedre ende af skalaen. Tekstmæssigt halter sangen dog, da det anti-amerikanske og anti-militaristiske budskab desværre, som de fleste sange, er præget af naivitet. Dog mÃ¥ man give bandet, at de har en god sans for detaljer, som der, trods den bevidst meget korte tid i studiet og mixeprocessen, er blevet plejet godt for. Desuden spiller bandet rigtig godt og rigtig tight til trods for deres ellers meget korte levetid.

Desaparecidos har været et interessant bekendtskab. Men jeg glæder mig nu mere til nye udspil fra Bright Eyes, hvor Conor Oberst bestemt hører bedre hjemme.