Plader

Fuck: Those Are Not My Bongos

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Fuck viser på deres syvende album, at de ikke bare er arvtagere efter Pavement, men at de mestrer en mere intim sangskrivning. Slackerrock af den gamle skole mestrer de knap så godt.

Bandet hedder Fuck. Albummet hedder Those Are Not My Bongos (og her er “bongos” ikke en betegnelse for en bestemt type trommer). De første linjer i første nummer (der har titlen “Motherfuckeroos”) lyder: »Does the penis offend you? / Do feline charms alarm?« Det er ikke musik for folk, som lader sig støde. Derfor bliver det amerikanske band heller ikke spillet meget i radioen i deres hjemland. Og måske er det derfor, bandet har udgivet deres seneste album på det italienske selskab Homesleep Records.

Fuck er ofte blevet fejlkategoriseret som arvtagere til Pavement. Fuck udtaler selv, at de er et band, som aldrig øver – og det må vel være topmålet af slack. For hvorfor øve, når man kan få penge for at gøre det samme på en scene foran 100 mennesker? Men der er ikke meget slackerrock over lyden af Fuck. Fuck er mere sangskriver-orienterede, og der er langt flere sange, som næsten udelukkende består af akustisk guitar med vokal henover. Kun et par enkelte gange på Those Are Not My Bongos stikker slackerrocken sit hoved frem. Men sådanne numre bidrager ikke meget til albummets samlede udtryk.

Those Are Not My Bongos åbner med harpespil, som lynhurtigt hypnotiserer lytteren til drømme- og Disneyland. De tidligere nævnte provokerende linjer nærmest læses op som et manifest med budskabet: ‘Hvis du kan tåle at høre disse ord, så bliv hængende – ellers: Skrid!’ Derefter begynder nummeret så ganske langsomt og viser sig som en af de ballader, der er en del af på albummet.

Netop balladerne viser sig at være kendetegnende for Those Are Not My Bongos, og på den konto er albummet en “lille” plade uden de store armbevægelser. Mange af numrene er nærmest det modsatte af storladne, hvilket er meget positivt, når man vil opnå en form for intimitet. Det vil Fuck – og gør det.

Et nummer som “Her Plastic Acupuncture Foot” benytter sig af effekten, hvor den næsten hviskende vokal får en dåse- og transistorradiolyd. Det efterfølgende nummer Vegas har en svag elektrisk summen under vokalen og den akustiske guitar. På den måde står det analoge intimt og alene i forhold til det elektroniske, underliggende hav af lyd. Stærkt og intimt står også den Nick Drake-agtige “Good Eavnin'” og den efterfølgende følsomme kærlighedsballade præget af ordene: »I love you / That’s the way I say I love you.«

Når Fuck vælger at spille hurtigere og mere rocket, går det på Those Are Not My Bongos sjældent rent ind. Bedst går det med “No Longer Whistler’s Dream Date”, som kunne være et Pavement-nummer, havde det ikke været for trommemaskinen og 80’er-blipsene. Andre steder, som i “Firing Squad” og “Table”, forsøger Fuck sig med en marchrytme, hvilket er mere irriterende end godt. Heller ikke det meget The Strokes-agtige “Hideout” falder specielt heldigt ud – mest på grund af netop ligheden med The Strokes’ forcerede guitarstykker og forvrængede vokal.

Those Are Not My Bongos indeholder 16 numre på under 42 minutter, hvilket vidner om mange af numrenes enkelhed: Man kan ikke nå meget på gennemsnitslængden af numrene. Men en intim ballade behøver heller ikke mere end et par minutter til at nå sin lytters hjerte.

Fuck har på Those Are Not My Bongos valgt at blande deres ballader med mere rockede numre, hvilket er en god idé – et helt album kun med deres ballader ville være kedeligt. Men de numre, som dermed fungerer som øer i balladehavet, er ikke interessante nok i sig selv. Deres styrke er på dette album groft sagt kun, at de ikke er ballader.

Hvis Those Are Not My Bongos havde været en ep med halvdelen af numrene (og det skulle være balladerne), havde det været en god plade. Nu er det bare et album, der har nogle gode momenter.

★★★½☆☆

Lyt til “Motherfuckeroos”:
[audio:http://www.supermegacorporation.com/fuck/downloads/Fuck-Motherfuckeroos.mp3]

Deltag i debat