Plader

Further Seems Forever: Hide Nothing

Tredje plade. Tredje forsanger. Further Seems Forever fortsætter ufortrødent, men træder yderligere et trin nedad i formkurven. Energisk drift er her forvandlet til kedelig pænhed.

Det er noget af en tumultarisk udvikling, Florida-bandet Further Seems Forever har været igennem. De har udgivet tre plader med tre forskellige sangere! Og formkurven er langsomt faldende. Heldigvis for bandet begyndte de på et højt trin, så helt hen i vejret er det ikke… men rivende ustabilt kan man godt kalde fundamentet.

Og dog… For grundstammen af bandmedlemmer har hele forløbet igennem været den samme, og hvis Further Seems Forever kan klare, at forsangerne skrider – ikke blot én, men to af slagsen – og stadig have selvtilliden på rette plads, så er det måske ikke så slemt endda.

Den fremragende debut The Moon Is Down (2001) skød bandet af sted i forrygende fart med dynamisk fremturende og energisk stødende emorock. Pladen bød ligeledes på en sanger, der kort tid efter dens udgivelse valgte at dedikere sig fuldt ud til sit daværende sideprojekt, Dashboard Confessional. Chris Carrabba var ikke nem at erstatte som vokalist. Hans vokal var højt pitchet og samtidig bidende – noget der gør følelsesregistret på debuten evigt vedkommende. Jason Gleason, en 19-årig hardcore-knægt, blev hevet ind og gjorde et glimrende job på efterfølgeren How to Start a Fire (2003). Knap så glimrende var timingen dog, da Gleason valgte at skride fra Further Seems Forever, netop inden vokalerne til tredje plade skulle indspilles.

“Ikke igen?!” må de resterende medlemmer have måbet. Her stod de med alle instrumentale spor på bånd, men uden en vokalist til at gøre produktet færdigt. De fleste ville nok have afskrevet Further Seems Forever som et afsluttet kapitel (og gjorde det sikkert også) på dette tidspunkt. På bandets hjemmeside blev der da også ytret en række forvirrede og dybt frustrerede vendinger fra såvel band som fans.

Men så trådte John Bunch – daværende sanger i de forbilledlige Sense Field der for nylig har takket af efter 10 års eksistens – frem og tilbød sin hjælp. Og nu er Hide Nothing klar.

Noget, der altid har imponeret ved Further Seems Forever, er det fordrende og sammendrevne guitarspil Joshua Colbert og Derick Cordoba imellem samt Steve Kleisaths dynamisk varierede trommer – men overordnet har det mest af alt været den evigt fremtrædende energi og sitrende nerve.

Det, der indledningsvis falder én ind ved lytningen til Hide Nothing, er et om ikke fravær af ovenstående, så et halvslattent udtryk. Satsningen virker i hvert fald anderledes på det tredje udspil.

Og udgangspunktet er tydeligvis Jon Bunch, hvis vokal har en væsentlig blødere og mindre punket klang end de øvrige to vokalister. Dette åbenbares i sin fulde form i åbningsnummeret Light up Ahead, hvor Bunchs vokal flyder i et musikalsk rum, der er prydet med et hymneagtigt mørke og tydelige udpluk fra 80’ernes rock.

Med bandet som guide bliver man gang på gang ført rundt i rummet, og man erfarer, at man er kommet med de forkerte forventninger i bagagen. Gad vide hvad der ville ske, hvis man nulstillede og undlod at sammenligne med de to tidligere bedrifter? Ja, så ville skuffelsen ikke være lige så slem.

Like Someone You Know er en skyggefuld og lettere bevægende rocksang med en fin melodi – som dog (ligesom resten af pladen) holdes tilbage af James Paul Wisners kedelige, mudrede produktion. Bunch synger i generelle (og ligegyldige, kunne man fristes til at sige) vendinger om et forfald og advarer med yndefuld falset: “This could be someone you know.” Sangen står sammen med Bleed som pladens bedste numre, hvor nerverne får lov at stritte en lillebitte smule. Sange som Make It Part, All Rise og Lead the Way skal også roses for deres atmosfæriske himmellag – selv om de lyder meget hen ad aflagt Sunny Day Real Estate-materiale.

Men selv om mange melodier er ganske vellydende, er problemet i sidste ende netop vellyden. Hide Nothing er fortøjlet og bundet til en lunken pænhed, der ganske enkelt ikke klæder bandet. Alene faktummet, at de afslutter pladen med en glanspoleret akustisk ballade, bør få de flestes alarmklokker til at ringe.

Things can get better, I know,” synger Bunch. Vi ved, han har ret – Further Seems Forever har jo vist det med de to første sangere (pokkers, så fik jeg lavet sammenligningen alligevel!). Og så kan man i sidste ende frækt spekulere: Gad vide hvem den fjerde vokalist bliver?

★★★½☆☆

Deltag i debat