Plader

Graves: Yes Yes Okay Okay

Skrevet af Lars Simonsen

Singer/songwriter Greg Olin alias Graves har udsendt sit andet album Yes Yes Okay Okay, som indeholder en samling afdæmpede og overvejende akustiske sange med enkelte pudsige detaljer. Et egentligt højdepunkt findes ikke, og pladen formår ikke at efterlade et mindeværdigt indtryk.

Et charmerende pigegrin og et par impulsive udbrud midt i en sang er nogle af de elementer, der løfter denne plade en smule. Det er dog ikke nok til at helhedsindtrykket af Graves’, alias singer/songwriter Greg Olin, andet album bliver specielt mindeværdigt.

Sammen med medlemmer fra Norfolk and Western, Desert City Soundtrack samt Little Wings skaber Graves et tyst univers med små afdæmpede sange, der alle varer under tre minutter.

Greg Olin har en meget harmonisk og rolig stemme, og sammen med det blide og eftertænksomme udtryk, hvor den akustiske guitar fylder meget, virker det ganske tilbagelænet og afbalanceret. For alsidighedens og dynamikkens skyld er det dog rigtig godt, at Olins stemme ikke får lov at stå alene i samtlige sange. Bl.a. i tredje skæring “Connection Time” får Olin kvindeligt selskab på sangfronten, og det pryder sangen på flere måder. Det meget langsomme nummer får nemlig en smule dynamik ved hjælp af den lyse kvindestemme på kor, og desuden munder sangen ud i et overraskende og herligt lille pigegrin.

Parløbet fortsætter i den udmærkede “Headphone Brigade” med trompet, klaver og håndklappen som andre eksempler på ingredienser, der tilfører udtrykket dynamik.

En anden fin lille finurlig sag, som er værd at fremhæve, er den optimistiske “Shake the Walls”, hvor lyden af knipsende fingre ledsages af ordene: »This is not the best part / The best part is coming later / It’s gonna be greater / It’s gonna be good / This is not the best part / The best part is gonna come along / But it’s not in this song / But it’s gonna be so strong.«

Endnu en af de mere pudsige detaljer finder man i “Strength in ###s”, hvor Olins og det kvindelige modstykke på vokalen skiftes til at synge samme linje om og om igen. På et tidspunkt begynder de begge at fnise og et grinende »oh shit«, og »no, no, no« bliver det også til, men den lille, og givetvis impulsive, episode blev altså ikke redigeret væk, og tak for det! Det er hamrende charmerende og giver et autentisk og overraskende præg på sangen.

Det er i høj grad disse små overraskende indslag, der løfter nogle af sangene og gør dem mere unikke og særprægede. Alligevel er dette dog ikke et album, der for alvor gør indtryk. Det endog meget langsomme tempo, som kendetegner stort set samtlige numre, bliver indimellem lettere søvndyssende. F.eks. fremstår numre som “End Love”, “Sugar Cane and Tough Love” og den lille afslutter “French Connection”, hvor der blot tales fransk i knap et minut, mere eller mindre anonyme, hvilket ødelægger en del, når albummets totale spilletid kun er godt 28 minutter. Når 10 numre til sammen kun varer en lille halv time, bør man ikke sidde med fornemmelsen af, at flere af indslagene er overflødige.

Alt i alt er Yes Yes Okay Okay et tilforladeligt lille album, som har sin charme, men alligevel ikke formår at gøre større væsen af sig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat