Plader

Halph: Answering Machines

Skrevet af Lars Simonsen

To musikere fra hver sin genre mødes og spændende musik opstår. Den tidligere bassist i Pluto og Wynona, Thomas Nygaard, har smidt bassen og allieret sig med jazztrommeslageren Karsten Bagge. Under navnet Halph har de begået en debutplade, der både er ulmende, støjende, melankolsk og sær – på den fede måde!

»One guitar, a bass and a drummer, that’s really all it takes,« sang en ung Tim Christensen i Dizzy Mizz Lizzy tilbage i 1994. Den danske duo Halph skærer endnu mere ind til benet på debutskiven Answering Machines ved kun at benytte sig af guitar og trommer (med undtagelse af en smule pianospil hist og her).

Den tidligere bassist i Pluto og Wynona, Thomas Nygaard, har nemlig kastet sig over sang og guitar og står sammen med jazztrommeslageren Karsten Bagge (som bl.a. har arbejdet sammen med Jesper Thilo, Bob Rockwell og Thomas Fryland) for den første udgivelse fra det nye danske pladeselskab Ponyrec.

Fraværet af bas på pladen kan virke en anelse dogmeagtigt – men det tilkendegives umiddelbart fra starten, at her hersker en speciel og særpræget stemning. Albumåbneren “Bad Wiring” er en skiftevis støjende og mørkt ulmende, vred sag. Nygaards vokal slæber sig af sted inden forløsningen til sidst i nummeret, hvor vreden vrides højlydt ud: »I’ve had enough of your bad wiring / I’ve had enough of your empty pictures.« Så er foretagendet ligesom losset i gang.

Den sorte gryde med en tyk masse af mørk melankoli holdes fortsat over ilden i den efterfølgende “Back Again”. Denne gang småbobler indholdet dog lidt monotont af sted med linjer som »There is always an empty glass / And a hope that your life will pass,« søsat med langstrakt og sløv vokal af Nygaard. Afslutningsvist får den kantede guitar og de rastløse trommer dog for alvor gryden i kog på fornem vis.

“Calm” skiller sig ud ved at minde om en traditionel melodisk rocksang. Der åbnes med et simpelt og mørkt guitarriff, og med reserveret og cool Thurston Moore-lignende vokal synger Nygaard: »I’m still calmer than you are, yeah!«

Den efterfølgende “No Fear” skiller sig dog endnu mere ud med sin afdæmpede guitar og trommer samt sarte og stemningsfulde pianoklange, mens der blidt synges: »Have no fear / Cause I’m here with you, my precious dear / And I’ll always be right here.« En enkel og fin kærlighedshymne, som ender med at fremstå specielt god, idet den skiller sig så markant ud fra den mørke og ulmende stemning, der ellers dominerer albummet. Nummeret fungerer på den baggrund som et enligt varmt solstrejf fra en himmel, der ellers er fyldt med dunkle, blåsorte tordenskyer.

Uvejret vender dog tilbage med fornyet styrke i “Backdoor”, som er rastløs og mørk, og som handler om en kæreste, der skrider sin vej: »And she will be gone / Gone without a trace.« Grundene til at parforholdet røg i vasken udpensles: »You wanna know why she left? / It’s because you couldn’t get off your big fat ass / And you settled down too soon / And you got caught up in everything is all right / And you gave up the fight / And let life run you down / And now she is leaving the way she came in / She is all curled up on the floor / And before you know it / She’ll be out your backdoor,« som det lyder insisterende og olmt fra Nygaard, inden en velsignet støj at krasse guitarfigurer og heftige trommer sætter ind som lyn og torden, der flænser nattehimlen og sætter punktum for dét forhold.

Bagges livligt varierede trommespil og Nygaards grumsede og krasse guitarfigurer supplerer hinanden sublimt og skaber skæve og anderledes lydlandskaber i en verden, hvor vejrudsigten konstant står på vekslende skydække med stor sandsynlighed for lyn og torden. Answering Machines er en fremragende debutskive.

★★★★★☆

Deltag i debat