Plader

The Hidden Cameras: Mississauga Goddam

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Endnu en samling forrygende og medrivende popsange fra Hidden Cameras’ kapelmester Joel Gibb. Man kunne dog godt savne lidt mere variation i udtrykket.

Joel Gibb og hans utallige musikalske legekammerater formåede at overrumble mig totalt med deres forrige album, A Smell of Their Own, der viste en sangskriver og et band, der havde fuld kontrol over sine musikalske virkemidler. A Smell of Their Own er i min bog blandt de stærkeste popplader fra de seneste år.

Allerede i deres nye albums åbningssang, “Doot Doot Plot”, viser Hidden Cameras, at de stadig kan levere medrivende og adrenalinbrusende popmusik. I “Builds the Bone” sættes tempoet ned, der kommer strygere på, og ikke et øje er tørt, når Joel Gibb krænger sin sjæl ud med sin intense og sjælfulde vokal.

I næste nummer, “Fear Is On”, sættes tempoet igen i vejret; den akustiske rytmeguitar er helt fremme i billedet, og det er umuligt at sidde stille til. “That’s When the Ceremony Starts” har derimod et mere avanceret arrangement med skift mellem den akustiske guitar og et strygerarrangement – der lyder, som om det kommer fra en ballet – som det bærende.

Et højdepunkt kommer med “I Believe in the Good of Life”, hvor der synges: »I believe in the good of life as I kneel for a taste of men.« Den linje kan på mange måder ses som et opsummering af The Hidden Cameras’ univers. Joel Gibb gør absolut intet for at skjule sin homoseksualitet, der gennemsyrer tekstuniverset. Samtidig er der en generel optimistisk tone i musikken, og i teksterne er der ofte et religiøst skær. Når han igen og igen synger om troen på det gode i livet, mens trommer og guitar pisker af sted, er det ganske enkelt umuligt ikke at blive revet med.

Ud over de nye sange dukker et par gamle kendinge op igen på dette album. Den ene, “Music Is My Boyfriend”, var tidligere i år salgsargumentet for ep’en CBS Sessions og er stadig forrygende god. “We Oh We” går igen i en mere fyldigt instrumenteret udgave, end man kunne høre, da den var med i en 4-spors udgave på en af de tidligste singler, Ban Marriage. Ligesom dengang fremstår sangen stadig som en tindrende smuk kærlighedserklæring, og det er et velkomment genhør, da sangen er alt for god til at være dømt til glemsel som obskur b-side.

Desværre er der også et enkelt mindre godt indslag, nemlig “Bboy”, der egentlig er en god melodi, men Joel Gibb synger her på en irriterende måde, der lyder nærmest vrængende, og det klæder ikke musikken.

Sangskrivningen er således næsten i top på dette seneste album, men alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at det ikke lever helt op til forgængerens status som nyklassiker i pladesamlingen. Det er svært at sætte en finger på, at det er noget bestemt, der er galt, men forklaringen skal nok findes i, at der ikke er sket nogen udvikling i forhold til tidligere. Opbygningen af numrene med det fremtrædende og pågående guitarspil samt de karakteristiske Velvet Underground-agtige trommer er gennemgående træk i stort set alle sange, og der kunne jeg godt ønske, at Joel Gibb næste gang turde udvide den musikalske palet bare en smule.
En anden faktor, man nok ikke skal undervurdere, er, at forgængeren dukkede op ud af det blå: Her kom pludselig et popband med fantastiske sange, der berettede om emner, man normalt ikke hører om i populærmusikken. Den effekt har Mississauga Goddam naturligvis ikke.

Alle disse forbehold og ønsker til fremtidens musikalske udvikling kan dog ikke rykke ved det faktum, at det er en samling velskrevne og medrivende sange, som Hidden Cameras leverer. Det er guitarbaseret popmusik, det er ekstremt iørefaldende, og samtidig er det med intelligente tekster, der viser, at man ikke behøver at drukne i weltschmerz for at have noget på hjerte. På den baggrund er det nærliggende at spørge: Hvad kan man mere ønske sig? Hvis man kan lide indiepop-genren, er The Hidden Cameras ikke til at komme uden om.

★★★★☆☆

Deltag i debat