Plader

Ikscheltaschel: Ikscheltaschel II

Det værste ved en joke er, når fortælleren trækker den i langdrag. Sker dét, kan det hænde, at man glemmer, at joken egentlig er ok.

Her er et band, der består af dygtige musikere, der har mange idéer, er legesyge og ikke bange for at tage chancer. Fire dyder, der ofte efterlyses af musiklyttere. Ikscheltaschel har det hele til overflod, og de burde derfor have lavet en fremragende cd.

Det er dog ikke helt tilfældet, da d’herrer Kresten Osgood, Søren Kjærgaard og Jens Bjørnkjær desværre har fyldt på i stedet for at skære væk. Mange af numrene er et minut eller to for lange, og når det ganges op med 15 numre – hvoraf i hvert fald en håndfuld kunne undværes (og hvoriblandt det sidste er over 15 minutter langt) – så står vi med en meget, meget lang cd.

Man kan godt forstå, at det kan ende sådan, da hiphoppen jo i dag er en velvoksen genre med et hav af afarter. Så når der skal parodieres, som vel egentlig er det, Ikscheltaschel giver sig af med, er der nok at tage fat på. Men synd for helheden – det er det.

Den store nyhed, da bandet udgav deres debut i 2002, var selvfølgelig, at Ikscheltaschel rapper på det selvopfundne sprog, der har givet navn til bandet. Der er altså ikke noget at forstå som sådan, når Kyrr, Spirek og Jenno, som kunstnernavnene lyder, åbner munden. Det er der jo heller ikke ved et band som Sigur Rós, uden at det forhindrer musikken i at blive vedkommende og fængslende.

Det vedkommende ved Ikscheltaschel er deres groove og det fængslende i deres opfindsomhed i de underliggende produktioner.

“Entrapino” flyder over af vibrerende orgler og påtaget gangsta-attitude, der vender tilbage med fuld styrke i “Fremo”. Hittet “Putuni” begynder med små legetøjsfløjtelyde á la Herbie Hancocks “Watermelon Man” og drager derefter lystigt videre med funky orgelindsatser, en skøn, skøn basgang og superswingende trommer. Et lille iørefaldende omkvæd, sunget med tungen i kinden af Maria Laurette Friis, sørger for genkendelsens glæde og nummerets heftige radio-airplay.

“Lo Che Che” er et elektronisk hiphoppet mash-up, der lyder til at være inspireret af Kid 606 – uden dog at være så radikalt i lydbilledet. “Niktchel Kyrr” er verbalt meget morsomt og idérigt og måske det nummer, hvor Ikscheltaschel når længst ud i det selvopfundne vanvid. “Ixl Spoomi” er et lille interlude på en minuts penge, som hiphopudgivelser er så rige på og som sådan ramt lige på kornet. Og sådan kunne man blive ved…

De fleste af numrene er opfindsomme, og en del af dem er ligefrem medrivende. Men jeg må med beklagelse meddele, at jeg sådan cirka midtvejs bliver træt af de verbale indslag, der ikke alle er nær så opfindsomme som de enkelte produktioner. Det er sjovt i begyndelsen, men intet varer som bekendt evigt – og nogle gange skal man oven i købet slutte, mens legen er god.

Ikscheltaschel skulle være et fremragende liveband, og det tror jeg gerne. Energien er der, de er sikkert sjove at se på, og mange ting glider lettere ned, når man danser. Men som lytteobjekt kommer denne cd til kort. Men altså, det kunne være rigtig fedt at høre Ikscheltachel tage sig selv seriøst og producere en instrumental hiphop-udgivelse. Den ville garanteret nå vidt omkring.

★★★★☆☆

Deltag i debat