Plader

Interpol: Antics

Den måske mest ventede plade i år. Interpol kaster sig ud i den svære toer, der skal følge op på den fremragende debut, Turn on the Bright Lights. De når ikke debutens niveau, men har alligevel støbt en værdig efterfølger.

Den anden plade – også kaldt den svære toer – er dørtærsklen, alle bands skal over. Og den kan godt forekomme høj og svær at bestige, især hvis debutpladen gav god lyd fra sig. Det er her i anden omgang, det skal bevises, at man er til mere end blot det ene års overskrifter og hype. Således ser situationen ud for Interpol – bandet, der intet har at gøre med international bekæmpelse af kriminalitet, men som i stedet steg op fra New Yorks asfalterede mørke på det helt rigtige tidspunkt.

Mens vi vendte kalenderbladet mod et nyt årtusinde, var New York som en musikalsk smeltedigel på kogepunktet af popularitet. Byen affødte den ene succes efter den anden. Hvis man som band blot havde det rette postnummer, var succesen nærmest sikret. Naturligvis hjalp det en del på sagen, hvis man samtidig lagde sig ind i bølgen af opdaterede versioner af rock’n’roll eller postpunk – sidstnævnte tilfælde kan tilskrives Interpol.

Interpols debutplade Turn On the Bright Lights bød på mørk, indadvendt og humørsyg rock af bedste skuffe. Inspirationen fra Joy Division var svær at overse, specielt i sanger Paul Banks’ drævende Ian Curtis-agtige vokal. Men den stærke inspiration til trods, så havde sangene masser af substans og dybde, og albummet som helhed var solidt sammentømret.

Vi er nu to år længere fremme, og én af årets allermest ventede plader, Interpols andet afkast, Antics, er endelig ude i butikkerne. Antics er på flere måder en naturlig fortsættelse af Turn On the Bright Lights.

Lige med undtagelse af åbningsnummeret Next Exit, der nærmest er en Phil Spector-lignende sag. Dens opløftende orgelbad skyller én langt væk fra debuten og videre ind i det næste kapitel, der hedder Antics. Paul Banks erklærer: “We ain’t going to the town / We’re going to the city,” mens han lettere kryptisk prøver at fortælle os, at vejen gennem Antics er anderledes end den gennem debuten. Og dette er til dels også sandt: Her synes melodi at komme i første række og stemning i næste, energien er strammere fokuseret, og vi føres ikke i samme grad gennem mørke gyder og svagt oplyste korridorer. Humørsygen synes dog stadig at herske – og gudskelov for det!

På første singleudspil, Slow Hands, ser Banks tilbage på en forsvunden kærlighed – et tema der dominerer størstedelen af Antics. Sangens vedvarende beat og høje energi forråder de indædte tekster, som om smerten blev fordøjet i langsomme bidder eller helt og aldeles fornægtet. Banks’ affekterede, bitre smil lader sig nemt male i linjerne: “œCan you see what you’ve done to my heart and soul / This is a wasteland now.” Not Even Jail bibeholder samme stædige postpunkede beat, der bygger op, bryder ned igen og styrer sangen.

I C’mere slår Banks’ lidenskab over i skrøbelig nænsomhed, mens han ytrer: “œOh, how I love you / Oh, in the evening / When we are sleeping,” og han har næppe lydt mere positiv (selv om sangen naturligvis besidder en skyggeside). Og når han i Narc sukkende spørger: “œLove, can you love me, babe / Love, is this loving, babe / Is time turning around?” er al uvished omkring kærligheden placeret i et ganske velkendt lys.

Hvis man føler, at teksterne af og til kammer over i såvel sødsuppe som tåkrummende klichéer, er der heldigvis musikken at finde ro (eller måske nærmere uro) i. Der er masser af skarpe hooks delt ud over Antics, f.eks. den henrykkende melodi i omkvædet af Narc som glider ind mod en fortumlet pause, før guitarist Daniel Kessler rutscher frem mod et nyt hook og bærer sangen ind i sin endelige afslutning.

Evil banker af sted med en mørkt poppet tilgang og er blandt de bedste numre på Antics – en sikker single. Men det er Take You on a Cruise, der fremstår allerbedst. Den spiller på brede klange og følelsestangenter, som vi kender Interpol så godt for. Der er indbygget en længsel i sangen, der får det til at føles, som om regnen pisker ned og flyder som det pure guld i gadelygternes skær.

Som et sammenhængende hele er Antics dog mindre succesrig. Der mangler det usynlige element, som på magisk vis skal binde sangene sammen og overbevise os om, at netop denne rækkefølge er helt rigtig og komplet ubrydelig. Vi kan elske nogle eller samtlige af pladens 10 sange, men pladen i sig selv vil vi næppe elske.

Antics er dog ingen skuffelse af den grund. Den bygger effektivt videre på det grundlag, som Turn On the Bright Lights har lagt. Antics rummer ikke samme mørke eller homogenitet som Turn On the Bright Lights, men den er en værdig opfølger – og det er også nok i sig selv.

★★★★½☆

Deltag i debat