Plader

Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog

Skrevet af Kasper Würtz

Stephin Merritt og Morrisseys kærlighedsbarn, Jens Lekman, har uden tvivl talent for at skrive fængende lofi-pop om psykotiske piger, men et par uhyrligheder og anonymiteter viser, at der stadig skal slibes en del, før han bliver en diamant, man kan skære sig på, og som skaber regnbuer i lys.

Den glimrende Maple Leaves-ep vidnede om endnu et stort svensk potentiale, dengang under navnet Rocky Dennis, der med sin mp3-baserede lofi-pop langsomt erobrede skandinaviske lyttere. På efterfølgende ep blev pseudonymet, taget fra 80’er-filmen Mask, aflivet, og Jens Lekman valgte sit fødselsnavn som repræsentant for sin musikalske karriere.

Det er Secretly Canadian – der huser prominente navne som Songs: Ohia/Jason Molina, Br. Danielson og Scout Niblett – som står for udgivelsen af denne US-version af When I Said I Wanted to Be Your Dog, der tidligere er udkommet i Sverige. Den eneste forskel på de to versioner er det ærgerlige fravalg af den fabelagtige “Maple Leaves” på den amerikanske udgave, der ellers ville have reddet lidt af helhedsbilledet på denne halvskuffende fuldlængde.

Det hele starter ellers fremragende med “Tram #7 to Heaven”, der refererer til en sporvogn i Lekmans hjemby, Göteborg. Både vokalen og den charmerende lofi-pop sender stærke associationer til Stephin Merritt, hvilket er gennemgående i Jens Lekmans foreløbige produktion, og en sang som “Julie” kunne nemt have optrådt på storværket 69 Love Songs. Selv tekstmæssigt imiterer Jens Lekman til dels Merritts skæve humor og underfundige poesi. Her er den komplicerede kærlighed et tema, der går igennem hele albummet.

Desværre falder kvaliteten drastisk allerede i næste nummer, calypso-mareridtet “Happy Birthday, Dear Friend Lisa”, som afløses af a cappella-sangen “Do You Remember the Riots?”, der med Lekmans uskønne, men immervæk ærlige vokal formår at stå som et halvcharmerende indslag om kaosset, som opstod omkring EU-topmødet i Lekmans hjemby, men sangen er så absolut heller ikke mere end det. Allerværst står det dog til i “You Are the Light (by Which I Travel Into This and That)”, der af uforklarlige årsager af X-files’ske dimensioner er blevet valgt som single. Nummeret lyder mest af alt som en gennemklistret temasang til verdens værste soapserie. Det er sukkerpop, der burde komme med diabetikeradvarsel. Heldigvis for lytteren bliver det ikke værre end her.

Sidste halvdel af albummet står, til trods for den glimrende åbningssang, klart for When I Said I Wanted To Be Your Dogs bedste momenter, og det pointeres samtidigt, at det er i den mere afdæmpede sektion, at Lekmans sange fungerer allerbedst. Især udmærkede sange som “The Cold Swedish Winter”, “Julie” og “Psychogirl” må fremhæves.

Men på trods af den kvalitetsmæssige oprejsning igennem albummets sidste fem-seks sange er When I Said I Wanted to Be Your Dog stadig beskæmmet af startproblemerne og det faktum, at selv de gode sange ikke er mere end gode. Ud over de førnævnte uhyrligheder er der yderligere et par sange, som er dybt overflødige. Havde Lekman skåret disse musikalske cyster væk og eventuelt erstattet dem med nye udgaver af sangene fra Maple Leaves, var debutalbummet endt i den anden ende af karakterskalaen.

★★½☆☆☆

Leave a Reply