Plader

The Light Wires: s.t.

Skrevet af Peter Hansen

Som en Counting Crows-kopi af værste skuffe har The Light Wires udgivet en debutplade fyldt med yderst banal og inderligt ligegyldig radiorock.

Jim O’Rourke havde på sin, i øvrigt fremragende, Insignificance-plade et åbningsnummer, der hed All Downhill from Here. I Jim O’Rourkes tilfælde passede det ikke – Insignificance holdt niveau hele vejen igennem. I tilfældet med The Light Wires’ selvbetitlede debutplade havde det passet udmærket, hvis den første skæring havde heddet All Downhill from Here. Det gør den ikke. Den hedder Two Caretakers og starter med lyden af en akustisk guitar, der får én til at tro, at man har fået fingrene i en glimrende americana-udgivelse. Det har man ikke. Fra det øjeblik nummeret går rigtigt i gang og de næste 40 minutter frem, falder pladen mere og mere sammen i en stor pærevælling af mainstream-radiorock og ligegyldighed. Jøsses, jøsses og jøsses.

Pladen er indspillet i et studie, der tilsyneladende samtidig er en tidslomme, hvor Mr. Jones stadig hænger ud sammen med Adam Duritz ved New Amsterdam – jammende på guitar og flirtende med flamingo-dansende brunetter. Jøsses.

Tag dog ikke fejl. Dette er ikke en afstandstagen til radiorock-genren som sådan. I de gode gamle dage lavede både Counting Crows, Gin Blossoms og andre af den slags bands glimrende plader. Men hver ting til sin tid, og havde det her så bare været en talentfuld Counting Crows-kopi. Det er det ikke.

Som en dårlig pornostjerne faker The Light Wires sig igennem en masse banale følelser, mens de desperat leder efter et fængende hook og en melodi, der ikke alene er blevet væk, men mere sandsynligt aldrig har været der. Bortset fra elementer i de tre første numre, er det absolut intet at nyde. At der stadig kommer nye bands til, som seriøst laver denne slags musik, ville være ret morsomt, hvis det ikke var så sørgeligt.

Så er der teksterne. Åh gud, teksterne. “Shame on everyone for giving up when it’s hard / I won’t give up till I’m gone / And it’s hard to make a livin’ when you’re feeling all alone / I won’t give give up till I get home,” synger Jeremy Pinnell i Stewards of the Earth. Hvad fanden skal det sige?

Eller hvad med: “Love is like a blanket / It keeps you warm / And I can’t seem to shake it / I try and get cold alone,” fra Small as Strawberries. Jøsses. De fleste folk får bedre og flere nye ideer, mens de kaster op, end folkene bag denne plade har haft, mens de lavede den.

Man kunne måske rose The Light Wires for at kunne deres håndværk, men det ville være temmelig latterligt, for hvad har håndværk nogensinde haft med god musik at gøre? I stedet må man nøjes med at rose dem for, at pladen på intet tidspunkt lyder decideret ubehagelig, kun inderligt ligegyldig. Den eneste grund til, at The Light Wires ikke er til total bundkarakter, er, at den i få momenter næsten lyder som noget, der engang var sådan okay. Jøsses.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat