Plader

Manual & Syntaks: Golden Sun

Skrevet af Mikkel Arre

I samarbejde med Limp-kollegaen Jakob Skøtt har Jonas Munk – alias Manual – fået tilført sit romantiske lydunivers for livsnydere en tiltrængt kant og fremdrift. Det lyder glimrende – så længe det varer… Hiphop-inspirationerne klinger nemlig desværre lidt for hurtigt af.

Securityveste fra Roskilde Festival. Det hollandske fodboldlandshold. Og Manual & Syntaks’ fælles album Golden Sun. Alle sammen er de mættet med mandarinkulør.

Og på Golden Sun er det bestemt ikke kun coveret, der bevæger sig i orange omgivelser. Hovedparten af de 15 numre har ligget og suget solens stråler til sig på hede sandstrande, hvor vandet er 28, luften 30 – og mængden af alvor i livet næsten er lig nul. Guitarklangene er svøbt i solgule klæder, og når man hører bølgeskvulp i slutningen af et nummer, rækker man automatisk ud efter solcremen.

Der er i dén grad dømt sommerstemning for livsnydere, og Jonas Munk (alias Manual) lægger for med det intense “Eudaimonia”. Der er godt med rumklang på de enkle guitaranslag, mens flader af blid støj omkranser sceneriet. Imidlertid er det ikke bare Manual på automatpilot. Nummeret får nemlig hurtigt tilføjet et nakkenikkende hiphopbeat, der sparker nummeret fremad. Det hele går hen og bliver ganske fortryllende, når cembalo-sprøde guitartoner løfter nummeret til en brusende afslutning.

Titelnummeret, som Syntaks er hovedmanden bag, opererer i et noget mere dystert, afventende lydlandskab. Beatet er betydeligt mere klikkende og pibende, og det peger med sine mange små delelementer i retning af tyske Funkstörungs findelte electronica. Midtvejs introduceres fjerne klokke-lignende klange og en knastør kontrabasgang, og med ét er vi i Four Tet-land. Beatet hopper hektisk, og dets maskinelle karakter kommer til at stå i en fin, dynamisk kontrast til den nærmest småfunky guitarrundgang, der stjæler billedet i Golden Suns sidste halvdel.

I “Sal Paradise” leverer Munk og Skøtt et huggende, scratch-plettet beat, og den underliggende strøm af hikstende vokalstumper minder om Prefuse 73’s mesterlige programmeringer. Der er læsset så mange effekter på guitarerne, at det er svært at høre, om det er guitar- eller synthlinjer, der løfter nummeret opad. Under alle omstændigheder vrider melodierne sig rundt som neonrør i nattemørket, og de tilfører nummeret den samme behagelige følsomhed, som har kendetegnet Manuals tidligere soloudgivelser.

Det er nemlig ikke i melodierne, man finder den store nyhed ved Golden Sun; det er i de relativt tunge, hoppende hiphopbeats. Mens man hører f.eks. “Adinava”, er det svært at komme i tanke om nogen, der har lydt præcis som Manual og Syntaks. De har noget af Ulrich Schnauss’ fuldblodsromantik over sig, men tyskerens beats lyder flade til sammenligning.

Og havde resten af Golden Sun bare været lige så dynamisk og haft samme evne til at udnytte kontrasten mellem gennemromantiske, shoegazer-inspirerede guitarer og kantede, evigt varierende beats – ja, så havde Golden Sun været et mesterværk.

Så godt går det beklageligvis ikke. Numre som “Drifting” og “Inez” løber ud i strandsandet, fordi 80’er-guitarerne og de diskante, svævende kvindevokaler med Cocteau Twins-duft ikke får modspil af bare tilnærmelsesvist interessante trommeprogrammeringer. “Inez” rummer masser af knirken og blippen, men det ændrer ikke på, at nummeret bliver en tand for velpoleret og Zero 7-agtigt.

Til alt held slutter Odense-duoen rigtig godt af. “Burning Skies” er et stykke nærmest ru ambient, hvor guitarklange strækkes og vrides i et stort, næsten manende klangrum. De uslebne kanter er en rar overraskelse, og de rusker på en stilfærdig måde så tilpas meget i én, at man er helt på mærkerne, når “Sunset Rider” runder pladen af. Igen flyder æteriske Cocteau Twins-vokaler rundt mellem reverbguitarer, og det hele virker egentlig lidt for pænt. Beatet bider i hvert fald ikke nogen, og tempoet er sløvt. Men med tre minutter igen bliver der pludselig skruet op for spaceguitaren. En distorted ditto titter frem, og beatet intensiveres. Og hér kan man med fordel skrue godt op for volumen (hvilket man i øvrigt kan på hele pladen, fordi alt er imponerende godt produceret) – det er i hvert fald en god måde at forære sig selv den bedst tænkelige afslutning på Golden Sun. Guitarerne, beatet og de svævende vokaler hvirvler nemlig sig selv op i et nærmest svimlende klimaks, der ikke vil have været malplaceret på Slowdives Just for a Day-album.

Syntaks har tilført Manuals musik en mere kantet og sine steder også dyster lyd – og ih, hvor det gør godt. Det lover godt for Syntaks’ soloproduktion, men det vækker så sandelig også forhåbninger om, at de to odenseanere i senere samarbejder får mod på at skrue ned for hedonismen og se bare en anelse af verdens alvor i øjnene. Måske vil det få musikkens pletvise storladenhed til at falde sammen som et undermineret sandslot – eller også vil lidt mere støj kradse så tilpas meget, at det bliver muligt at overvinde de rammer, som ambient, electronica og shoegazerrock trods alt stadig udgør for Munk og Skøtt.

★★★★☆☆

Deltag i debat