Plader

Maqiz: Re-evaluating Zero – When Nothing Makes Sense

Skrevet af Mikkel Arre

Storladent, prætentiøst – og alt, alt for pænt. Århusianske Maqiz holdt sig bestemt ikke tilbage, da de øste synthesizere ud over deres debutplade, og det kvæler alle tilløb til lovende takter. Lige nu har duoen meget langt igen, før deres synth-postrock bliver interessant – endsige fængende.

Hvis rockmusikken var et entreprenørfirma, ville trommeslagerne være de bundsolide håndværkere, der sjældent skejer ud, men omvendt er helt afgørende for overhovedet at få bygget noget. Guitaristerne ville både være arkitekter og dekoratører. På samme vis ville de musikere, der som regel står gemt godt væk bagerst på scenen med en Roland-synthesizer, indtage rollen som den langtidsledige, som entreprenøren modvilligt har accepteret at ansætte i kantinen. Der er egentlig ikke brug for endnu én til at smøre madder, men når nu sagsbehandleren nede fra kommunen presser så hårdt på, så lad da gå…

Århus-duoen Maqiz er nogle sære rock-entreprenører. I stedet for at få trommet et godt fundament sammen er Søren Friis Dam og Esben Segel begyndt med at få fat i en ordentlig bunke langtidsledige til kantinen. Den prioritering gør, at musikken ikke nøjes med at blive smurt med et skrabet lag synthesizer. Der er derimod så meget tandsmør, at selv Grev Ingolfs fortænder ville få svært ved at nå ned til brødet.

Og syndfloden af synths gør det ærligt talt særdeles vanskeligt at finde ud af, hvad meningen er med hele Re-evaluating Zero – When Nothing Makes Sense. Når Dam og Segel i “Proprioceptive Feedback” kombinerer neonfarvede 80’er-synths, der ikke ville have været særligt malplacerede i en Eddie Murphy-komedie, med en meget lavt mixet guitar med distortion – ja, så er det altså svært at tænke på andet end en hot date mellem Carpark North og Jean-Michel Jarre. Synth-melodierne er tilmed ikke i nærheden af at være iørefaldende – det er blot rundgange, der kører i endeløse cirkler.

Samme tendens genfindes i “Concentric or Near-concentric Isoglosses”, hvor en enkelt rytmeguitar kæmper hårdt for at skabe en rocket dynamik i det mere end syv minutter lange nummer. Desværre dominerer klæbrige synths igen lydbilledet, og de kvæler alt initiativ. Der er som på den øvrige del af pladen ingen temposkift eller gennemgribende ændringer i opbygningen af nummeret. Ingen b-stykker. Ingen omveje. Bare rundgang efter rundgang.

Der er ikke tvivl om, at Maqiz har meget store ambitioner med hensyn til deres postrock-inspirerede synth-symfonier (se bare de svulstige sangtitler). Og der er immervæk højt til loftet, når bandet i “Flying Planes Can Be Dangerous” igen mixer synthesizerne frem foran både guitarstøj og nogle flade trommeprogrammeringer. Det er en besynderlig vægtning, der godt nok understreger Maqiz’ pompøse tendenser, men også gør det rigeligt klart, at synthmelodierne hverken er spændende, fængende eller velkomponerede nok til at bære så stor en del af musikken, som de gør på denne debutplade.

Det er i bund og grund i kompositionerne, at Maqiz har store mangler. De stille passager rører ikke ved andet hos lytteren end lysten til at trykke på skip-knappen, og de støjende momenter er så stramt tæmmede, at de aldrig får lov at folde sig nok ud til at skræmme eller ryste nogen. I og med at lidt susen og hæs boblen i baggrunden ikke er nok til at skabe uro, lykkes det ikke Maqiz at få tilført musikken den dysterhed eller tvetydighed, der er tvingende nødvendig som en kontrast til de omfangsrige og glatte synthflader. Duoens beats er stive og uinspirerede, og som lytter er det svært at forstå, hvorfor duoen ikke har indlemmet en trommeslager. Det kunne i hvert fald være en start at få lagt en ordentlig bund, som rent faktisk kunne give musikken noget kant og modspil.

Men indtil det sker, må Maqiz nøjes med at spille pæn, poleret synth-postrock, der vistnok gerne vil være dynamisk og stemningsfyldt. Lige nu er den snarere på vej til at dumpe ned i ingenmandslandet mellem ambient og tyndbenet bigbeat – kompositorisk set er Maqiz som nævnt for svage til at fænge, og rytmesporene er ikke stort bedre.

Det er svært at lade være med at trække på smilebåndet, når “They Followed His Dripping Blood Until Nightfall” viser sig at indeholde en syntetisk paukelyd, der omgående signalerer Fangerne på Fortet. Men selv ikke dét gør det værd at lytte til Re-evaluating Zero – When Nothing Makes Sense, der godt kunne trænge til ikke bare en restaurering, men en total genopbygning fra grunden. Måske er det dét, coverbilledet af en byggegrund foregriber?

★½☆☆☆☆

Deltag i debat