Plader

múm: Summer Make Good

múms nyeste udspil er lidt som et vækkeur med en pude henover. Den skarphed, der skulle få dig til at vågne op og give musikken opmærksomhed, er væk. I stedet står jeg med en skive, som jeg egentligt kun kan trække på skuldrene af. Tja…

En ordforklaring:
1) Anmelder: en person, der skal ytre sin mening om en cd.
2) Cd: en billigt fremstillet plasticskive solgt dyrt – som af og til skal anmeldes.
3) Anmeldelse: tekst, hvor anmelderen siger sin mening om cd’en.
4) Anmelderens indianerdans: en trippen rundt om en cd med en bekymret mine. Oftest fordi cd’en er af en støbning, der hverken er noget synderlig godt eller skidt at sige noget om.
5) Anmelderens helvede: når sådan en skive dumper ind ad brevsprækken og afkræver en reaktion – og man udmærket godt ved, at den rent fysiske akt ‘at trække på skuldrene’ ikke lader sig nedfælde på papir i sin oprindelige, klassiske form.

múms nye album, Summer Make Good, har fået mig til at danse anmelderens indianerdans. Umindelige tider er blevet brugt på at styre fri af danserytmens fire fine takter. Men det eneste, der fremtrylles, er en kløen i skægget på 1 og 2, en løften af det ene øjenbryn på 3 og en trækken på skulderen på 4. Den manøvre er fortsat, indtil der ikke er andet tilbage end at stirre olmt på den stakkels cd, der ligger midt i en nedtrådt ring i guldtæppet.

De pænt populære islændinge i múm har taget en ny drejning på deres seneste album. Hvor der tidligere har været en overvægt af elektronik, er flere akustiske elementer nu kommet til. Med manglen af melodier til at fange interessen går det hurtigt hen og bliver lidt mudret. Samtidig synes bandet at ville tilstræbe en lidt mere storladen lyd. Men det kommer bare til at lyde ens det meste ad vejen. Jeg havde faktisk glædet mig til at høre denne cd, men mine forventninger er ikke blevet indfriet.

Når cd’en roterer i anlægget, begynder jeg at stirre tomt ud i luften. Det kan faktisk være en god kvalitet nogle gange, men i dette tilfælde opdager jeg pludselig, at jeg ikke har hørt efter, og jeg må klikke et par numre tilbage. Måske burde jeg bare køre volumeknappen op på max?

Er idéen mon, at jeg ikke skal lægge mærke til musikken? Vokalen virker efterhånden så spag og minimal, at man kunne tro, at múm er begyndt at arbejde med subliminal messaging. Det er bare ikke sådan, jeg vil høre musik. I ældre numre som f.eks. “Green Grass of Tunnel” var der en reel stemme i vokalen. Nu er det næsten kun hvisken tilbage. Og når stemmen endelig næsten klynkes frem, rammer den ved siden af resten af melodierne.

Det virker, som om múm er begyndt at træde vande. Den skarphed, som deres signaturlyd tidligere havde, er væk, og den er ikke blevet erstattet af noget andet tilnærmelsesvis så effektivt. Der er ligefrem lyde på albummet, der lyder som en fis i en hornlygte. Ffffssshhhhhh… (Tjek “Stir”).

Summer Make Good virker på sin vis meget rar på sin egen afdæmpede måde, og der er også en lille håndfuld numre, hvor melodierne får lov til at træde frem i springende forløb – for derefter dog at falde på plads på de faste gumpetunge takter. Måske skulle de bare have lavet en ep?

Åh, mit kongerige for et mesterværk eller en gang makværk. Det ved man sgu, hvad er. Denne mellemvare har omtrent lige så meget gennemslagskraft som en halvhjertet brandskid i et par polarsikre termobukser.

Ordforklaring (fortsat):
Anmeldelse med ordforklaring: et forkrampet forsøg fra en anmelder på at lave en underholdende tekst om en lidet underholdende cd.
Lumre metaforer: se ovenstående ordforklaring.

★★★☆☆☆

Deltag i debat