Interview

“Jeg gad da godt kaste op før hver koncert” – en drøm af et interview med epo-555

Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? (04.10.04)Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag?


Foto: Jasper Carlberg

(Opfordring: Læs først reportagen fra epo-555’s pladereception.)

Fem dage siden pladereceptionen. Slår døren op til Nørrehus Cafe. Som tydeligvis ikke er en cafe, men en vaskeægte, skummel bodega. Lokalet er ekstremt tilrøget. Snart kommer epo-555’s komponerende halvdel, Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen. Og i dette skelsættende øjeblik går det op for mig, at alt, jeg ville have spurgt disse mennesker om, allerede er blevet behandlet i andre interview. Og at det vil være om ikke uforsvarligt, så slet og ret kedeligt at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Nu kan man sige meget om bandet, men idérige og hittepåsomme er de i hvert fald, så et kedeligt interview ville slet ikke klæde dem. Derfor må der tages en radikal beslutning. Men det hele starter med en mand, der vælter.

[klip]
[Hvad? Hvor er vi? På en bodega, tilsyneladende. Var det derfor, jeg kom?]

– D’herrer, jeg er lidt forvirret. I havde i tidernes morgen en idé om et ret specielt arrangement, der skulle foregå… hér?
Ebbe: Ja, ’epodega’ kalder vi det, og det skal skam nok blive til noget en dag. Idéen er, at vi inviterer folk til at komme ned på en bodega, hvor der for en gangs skyld vil blive spillet god musik. Så kan folk så sidde og rafle til tonerne af noget andet end det sædvanlige gejl. Vi blev faktisk inspireret af vores yndlingsbodega Isbjørnen, hvor ejeren altid spiller Neil Young – det er da ret sejt.

– Men først skal I et smut til New York?
Ebbe: Ja, vi glæder os meget. Vi spiller både til en traditionel CMJ-showcase ligesom den, Crunchy Frog i sin tid arrangerede med Raveonettes, og til en uafhængig showcase uden om arrangementet. Begge dele foregår midt i oktober, og det kunne jo være meget cool at ramme et eller andet lille publikum derovre. Og så har vi også lovet Iceland Air, at hvis de hjalp os med rejsen, så ville vi også spille i Reykjavik på vejen hjem – så det gør vi.

– Nu har I jo generelt fået en del ros, men jeg har undret mig over opfattelsen af jeres inspirationskilder. Selv hører I mest Bob Hund, Flaming Lips og Calexico, men mange ser shoegazer-elementer i jeres musik, og nogle mener endda, at I lyder som Mew på A Triumph For Man. Kan I se nogle fællestræk med Mew overhovedet?
Mikkel: Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har prøvet at lytte efter dem, men det er jo en helt anden lyd og produktion. Altså, Mew er da fine, men jeg synes ikke, vi minder om dem overhovedet.
Ebbe: Du synger da ellers nøjagtig som Jonas Bjerre.
Mikkel: Ja, men det er jo så, fordi jeg fik hans strubehoved indopereret.

[Strubehoved?]

[klip]
[Hvad skete der? Kigger op fra gulvet. Musikerne fortrækker ikke en mine. Besynderligt. De virker næsten konturløse bag den tunge røg.]

– Godt at se jer igen. Hvad følte I egentlig dér i fredags, da alle mulige spændte mennesker skulle præsenteres for Dexter Fox?
Ebbe: Egentlig ikke så meget, for vi har spillet pladen for folk før og fået en masse respons. Men da vi spillede videoen, blev jeg fandme godt nok glad. Det var virkelig som at se en landskamp, hvor alle sidder foran fjernsynet.


Foto: Jasper Carlberg

– Tror I, at mange af de mennesker, der har lært musikken at kende igennem de sidste to år, lægger mærke til alle de lag, der ligger i den?
Mikkel: Jeg tror, det er ualmindeligt individuelt. Der var en på Danmarks Radio, som lige havde fået pladen, men allerede havde nået at lytte til alle lagene, lære alle tekster udenad og opdage alle mulige små finurlige detaljer, mens hendes kollega bare havde hørt det i baggrunden – og det er da helt fint.
Ebbe: Det er jo op til folk, hvad de lægger i pladen. Vi er blevet sammenlignet med alle mulige bands, vi aldrig havde overvejet. Eksempelvis har vi fået at vide, at vi lyder som Postal Service og Radio Dept. – dem havde vi så aldrig hørt før, men det er da en meget god lejlighed til at få lyttet til dem, må man sige. Men i øvrigt har vi forsøgt at være opmærksomme på at stramme op og korte vores korte numre ned, så de lange numres længde ikke bliver udvandet. Hvis det giver nogen mening.

– Er det ikke bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mængden af gymnasieelever og barometerlyttere til jeres koncerter er vokset støt det sidste halvandet år?
Mikkel: Jo, men det er da dejligt. Man ved jo også, hvor dedikeret en musikelsker man selv var i gymnasiet – da vi hørte bands som Butthole Surfers og Bon Jovi.

[Bon Jovi? Øjeblik. Noget stemmer ikke helt.]

[klip]
[Hvor kom jeg fra? Jeg forstår det ikke. Jeg må hellere starte fra begyndelsen.]

– Ebbe, hvad tænkte du, da du første gang mødte hr. Max?
Ebbe: At han lignede en sømand! Han gik i sådan noget matrostøj, så han lignede Anders And.
Mikkel: Ja, jeg kan så til gengæld ikke rigtig huske, jeg nogensinde har mødt Ebbe i virkeligheden. Men jeg spillede engang i band med en trommeslager, der altid kastede op før koncerterne, og det har jeg egentlig altid været lidt misundelig over. Jeg mener – jeg gad da godt kaste op før hver koncert.

– Det bliver jeg nødt til at citere dig for. Men hvornår blev I ledt ind på den musikalske vej, der førte jer til det sted, I er i dag?
Ebbe: For mig er det faktisk kun 3-4 år siden. Og siden Flaming Lips i Amager Bio (marts 2003, red.) har jeg ikke været den samme.
Mikkel: Ja, for mig var det så i 5. klasse på Brundlundskolen i Aabenraa, da jeg så en 14-årig dreng, som jeg syntes var helt vildt sej! Han havde langt, sort hår og gik med en guitar på ryggen, og jeg tænkte, at sådan ville jeg også være.


Foto: Jasper Carlberg

– Og én af de ting er det så lykkedes dig at forfølge. Hvordan kan det være, at det aldrig blev til noget med guitaren? Og musikken i det hele taget?
Mikkel: Det var alle de modeljobs, der fulgte med det sorte hår.

– Det leder os frem til dit kønsskifte ved årtusindeskiftet – hvordan så du egentlig ud før den skæbnesvangre dag?
Mikkel: Jeg var utroligt lille og plump.

[Kønsskifte?? Sagde jeg det? Hvem er det, der styrer det her interview?]

[klip]
[Hvad siger de? Alt er diffust. Er det mig, de taler til?]

Mikkel: Du dér! Hør nu her – vi har jo lige sagt, at vi alle er gået ud af bandet, og at du er det nye – og eneste – medlem. Så må vi stille dig spørgsmål! Som for eksempel…
Ebbe: Hvad betyder navnet?
– Jamen… hvis jeg fortalte jer det, var jeg jo nødt til at dræbe jer! Jeg har svoret en pagt med mig selv om aldrig at røbe det.

Ebbe: Fair nok. Hvad handler teksterne så om?
– Jamen, de handler jo om nogle sjove karakterer, der render rundt i en eller anden ørken, og der er nogle gode og nogle onde med, og nogle ballerinaer og nogle ræve og sådan.

Ebbe: Ha ha, det lyder godt nok fesent!
– Ja, det er måske lidt gay – uden at være gay på den cool måde, altså. Men til gengæld har jeg forelsket mig lidt i et udtryk fra en af teksterne, “detonator heartbeat” – det er ret genialt.

Mikkel: Hvis du selv skulle sige det.
– Ja, hvis jeg selv skulle sige det. Det med at passionen driver hans sprængkraft, det er sgu egentlig ret smukt.

Ebbe: Ja, det synes vi egentlig også.
– Tak, tak.

[klip]
[Stop lige. Hvis jeg skal interviewe dem, bliver vi nødt til at få én ting på det rene.]

– Mikkel, hvorfor er du så alvorlig? Og hvorfor er det så trist, det hele? Hvorfor vinder skurkene til sidst?
Mikkel: Fordi Dexter og Angelina skal have mulighed for at gå deres tragiske skæbne i møde hånd i hånd. De er for dovne, fulde og forsuttede til at vinde. Det er vel egentlig mig selv. Man vil være helt frygtelig idealistisk på en måde og føler sig misforstået og god og alt muligt, og når det så kommer til stykket, så vil man egentlig hellere sidde og drikke limonade…

– Er det, fordi de onde altid vinder i virkeligheden?

Foto: Jasper Carlberg

Mikkel: Ja, de har jo vundet den moralske sejr. Demokratiet og verden er på vej ned i en bølgedal med mere og mere umenneskelig behandling og mindre og mindre civilisation. Sådan går det jo. Det kan man nok ikke ændre så frygteligt meget på. Så det er måske bare om at se kendsgerningerne i øjnene.

– Det lyder så trist, at det næsten ikke er til at bære. Det kan vi da ikke have. Skal vi ikke have en sidste positiv kommentar om et eller andet spændende?
Mikkel: Nej.
Ebbe: Nej.
– Nej.

[klip]
Fem dage siden pladereceptionen. Slår øjnene op på Nørrehus Cafe. Hvor blev de af? Hvad skete der? Det dunker i hovedet. Brudstykker, elementer af en samtale. Drømte jeg? Mit knæ gør ondt. Hiver diktafonen op af lommen – båndet er tomt. Caféen er mørk, og jeg vender mig for at gå ud igennem døren. Men dér, foran mig, står en lille hund med blanke øjne og spærrer vejen. Laïka, står der på navneskiltet. Den har en seddel klistret fast til pelsen. Med en lille signatur:

“Vi gav op til sidst. Men vi ses måske igen en nat, et eller andet sted i en bedre verden. Luk øjnene og se efter os på Cow Creek Road.”
– Dexter & Angelina.

Læs også Undertoners anmeldelse af epo-555: Dexter Fox

Leave a Reply