Plader

Sahara Hotnights: Kiss & Tell

Skrevet af Caroline Andreasen

»Hej, vi hedder The Bangl… ahem… jeg mener… Vi hedder Sahara Hotnights. Vi har lige lavet en ny plade, hvor alt, hvad vi havde af energi og nerve, er blevet fjernet til fordel for et pænt udtryk. Tjek os ud!«

Psst! Hey…! Ja, det er dig, jeg skriver til. Prøv at lige at komme tættere på skærmen. Jeg har en hemmelighed, jeg gerne vil fortælle dig. Men kun hvis du vil have succes… Det vil du gerne? Fint, så læs godt efter.

Det, du skal gøre, er at samle fire eller fem kvinder, som kan spille deres egne instrumenter og synge. Tilsæt dernæst fængende og brødebetyngede tekster af en tåbelig substans, og indslus hvad der nu end er oppe i tiden af musikalske trends. Gør det, så lover jeg dig et one-hit wonder (der kan trække i langdrag, hvis du er heldig), som får mere opmærksomhed og flere sange i radioen, end de på nogen måde fortjener (og penge i kassen – det er jo det vigtige… for dig i hvert fald).

Tror du ikke på mig? Jamen, så læs da endelig videre og bliv overbevist.

Sahara Hotnights er med deres tredje plade Kiss & Tell fuldt og fast bevis på, at disse kvindebands, som primært sælger sig selv for besætningens karakteristik frem for musikkens kvaliteter, burde ignoreres – eller i hvert fald burde opmærksomheden nedtones voldsomt.

Kiss & Tell er en samling simple og fantasiløst radiovenlige sange uden nogen form for underliggende koncept eller idé. Det svenske firkløver byder her på flere harmonier og færre af de næven-i-vejret-kampråb, som man tidligere har kunnet fornemme, de lå inde med.

Men generelt er det ikke svært at gennemskue, hvad der er på spil på Kiss & Tell. Sahara Hotnights ved ikke rigtig, hvad de vil sige – men de har badet sig tilpas meget i pressens spotlight (ja, i bedste karbadstil har de nærmest ligget i blød), at det nu må være blevet besluttet at gå hele vejen. Så der er skruet ned for forstærkerne (“œPuha, ikke al den larm”), forvrængergraden er mindsket (“œSe, det var meget bedre”), et mere poppet udtryk er fundet frem (“œNu begynder det jo at lyde af noget”), og Pelle Gunnarfeldt (ex-Fireside) fjerner de sidste kanter, der end måtte være tilbage i produktionen (“œPelle, det var jätte bra, at du kom ud af det frygtelige rockband og gav os god lyd i stedet”). Hvad der på de tidligere plader muligvis kunne have ført til noget lovende, er nu blevet til en gang blødsøden “œkunne det ikke være sjovt at lyde som The Bangles”-ligegyldighed.

Lige fra åbneren Who Do You Dance for? til lukkenummeret Hangin’ gør Sahara Hotnights stort set ingenting for at skille sig ud fra den pigegruppe-stereotyp, som først blev gjort til mode af bands som The Bangles og The Go-Go’s i de tidlige 80’ere. Eneste forskel mellem disse bands og Sahara Hotnights er, at svenskerne iblander den nuværende rock’n’roll-stil med deres fortærskede poparv.

Og på intet tidspunkt i løbet af Kiss & Tell tager Sahara Hotnights nogen chancer med deres musikalske og tekstlige ligefremheder. Førstesinglen Hot Night Crash er melodiøs på den der rigtig træge og hold-kæft-hvor-har-vi-hørt-det-mange-gange-før måde, hvilket gør den repræsentativ for pladen som helhed. Ikke en decideret dårlig sang, men med en frygtelig og forudsigelig tærsken langhalm på traditionerne.

Det grundlæggende problem med Kiss & Tell er, at den hverken knurrer eller bider fra sig og desuden mangler alt, der kunne minde om kreativitet. Man kan kun bede til, at Sahara Hotnights’ Kiss & Tell får lov at hvile i sin anonymitet og ikke, ligesom sine musikalske forfædre, bliver hevet op på et opmærksomhedsniveau, som den på ingen måde kan bære.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat