Plader

Elliott Smith: From a Basement on the Hill

Et år efter at Elliott Smith blev fundet død, bliver pladen, som han over en længere periode havde arbejdet på, udsendt. From a Basement on the Hill står som det sidste kapitel i en alt for kort historie om en dygtig sangskriver. Men heldigvis er kapitlet godt.

Den 21. oktober 2003 blev Elliott Smith fundet død efter et enkelt knivstik i brystet – hvilket antageligvis var selvforårsaget. Han blev 34 år gammel. Ud over en sorgbetynget familie og en verdensomspændende fanskare efterlod Smith også optagelserne til en næsten færdiggjort plade. Denne plade er nu udgivet – skræmmende tæt på årsdagen for Elliott Smiths død. Og den slår fast, at Smith skal huskes for sin musik fremfor sin alt for tidlige død.

Og der er al god grund til at sende pladen, der går under titlen From a Basement on the Hill, på gaden. For ud over at være et smukt æresminde byder pladen på et sangmateriale, der står som noget af Smiths allerbedste. En sidste gang får vi at høre, hvordan det lyder, når Smith i solipsismens tegn synes at bære alverdens elendighed på sine skuldre – og endnu en gang lyder det yndigt og oprigtigt.

Det ypperligt tiltrækkende ved Smiths melankoli er, at han rammer følelsen så præcist, at alle, der lytter med, ikke kan undgå at blive ramt eller i det mindste snittet af de rendyrkede følelser, der sendes af sted på kollisionskurs, men som undervejs opretholdes ved melodiernes ynde. Smiths musik flirter velvilligt med det negative følelsesspektrum, og det bliver aldrig hverken mukkende, navlepillende eller verdensfjernt. Det er lige her foran ham, foran dig og foran os alle sammen, at han griber fat i en uudtalt smerte og sætter toner og ord på.

From a Basement on the Hill fremstår på mange måder som en altomfavnende Elliott Smith-plade. Udgangspunktet er 60’er-inspireret popmusik. Vokalen er stadig papirtynd, luftig og skrøbelig. Men mest af alt binder pladen den primære akustiske basis fra de tre første plader (disses særprægede lofi-lyd er dog fraværende her) sammen med mere orkestrerede elementer fra senere produktioner (dog mindre svulmende end på Figure 8). På denne måde fuldendes og rundes dette endelige præsentationsbillede af Elliott Smith.

Pladen bevæger sig fra sødmefyldte folkballader med akustiske fingerpluk til elektriske og mere rockende udgydelser. Tag blot den fine åbner “Coast to Coast”, der indleder pladen med et spøgelsesagtigt væv af lavmælte strygere, før tykt sammenlåste guitarriffs overtager, mens Smith erklærer: »I’ve got no new act to amuse you / I’ve got no desire to use you.« Som de fleste af pladens 15 sange peger også denne i retning af stoffer og liv, der går i vasken.

“Shooting Star” er klassisk Elliott Smith-sangskrivning, hvor han langer ud efter endnu en fortabt kærlighed. Sangen fremstår stærk med sit skæve leadriff og sin stort opbyggede orkestrering, der bygger mod den store finale frem for blot at lade sangen glide mod en stille udtonende slutning.

Et central nummer er “A Fond Farewell”, som er en indpakket afskedssang. »This is not my life / It’s just a fond farewell to a friend,« synger Smith, og det er ikke til at gennemskue, hvem Smith hylder eller begræder, men det er ikke til at undgå at mærke, at vedkommende vil blive savnet.

“Let’s Get Lost” og “Twilight” er to akustiske tristesser, der er fyldt med masser af skønhed, hvor Smiths vokal nærmest knækker over i sin skrøbelighed. Begge sange er som små, tyste hyldester til ensomheden, og linjer som »Burning every bridge that I cross / To find some beautiful place to get lost,« er sunget med en blanding af munterhed og nedadvendte mundvige. Skønt.

Det synes ikke helt at hænge sammen, men det er den triste vuggevise “Pretty (Ugly Before)”, som tager stikket hjem som den mest opløftende sang. Og det er den sande charme ved Elliott Smith: Fordi tekstuniverset blotlægger sorgen, behøver musikken ikke at følge trit. Stik modsat danner den ofte kontraster. I dette tilfælde er det som et gyngende suk, man afgiver, inden man overgiver sig til søvnen og vågner op påny til en ny dag. Med de triste realiteter i baghovedet hviler sangen, som de fleste andre, dog i et andet skær.

Og ikke overraskende gemmer Smith i den muntre melodi “Memory Lane”, stærkt McCartney-inspireret som den er, sine måske mørkeste tekstlinjer, der lige såvel kunne være skrevet den mørke oktoberdag sidste år:

»This is the place you end up when you lose the chase / When you’re dragged against your will from a basement on the hill / All anybody knows is you’re not like them / And they kick you in the head and send you back to bed […] I’m comfortable apart, it’s all written on my chart / And I take what’s given me most cooperatively / I do what people say and lie in bed all day / Absolutely horrified, I hope you’re satisfied.«

Man kan naturligvis lægge i teksterne, hvad man vil, men de fremstår immervæk meget indikerende.

From a Basement on the Hill er en fin plade, som sætter et punktum for en sangskrivers alt for korte liv og karriere. Pladen vil højst sandsynligt blive mødt med blandede følelser – men det er på den anden side netop de blandede følelser, der har været blandt de mere malende karakteristikker af Elliott Smith. I pladerækkens sammenhæng formår den ikke at overgå Either/Or, som til evig tid vil stå som Smiths mest prangende værk. Men From a Basement on the Hill falder ind lige efter, og den står som et smukt minde og et trist farvel.

»Shine on me, baby / ‘Cause it’s raining in my heart.«

★★★★½☆

Deltag i debat