Plader

Tys Tys: Go Get Some

Maria Laurette Friis og Tys Tys henrykker med deres anden cd, som serverer pop, ambient og jazz i skøn forening.

Tys Tys’ debut, der bare hed Tys Tys og udkom i 2000, var et modigt og vovet bud på, hvordan dansk vokaljazz kunne lyde i det 21. århundrede. Maria Laurette Friis’ højst personlige melodiunivers trådte i karakter fra første strofe og fik kongenialt og sikkert akkompagnement af trompetisten Gunnar Halle, pianisten Henrik Sundh og percussionisten Kresten Osgood.

Årene er gået, Tys Tys har spillet en mængde koncerter, og Maria Laurette Friis er måske blevet mere klar over, hvad hun vil og hvordan. I hvert fald virker det, som om vi med den nye cd mere har at gøre med Maria Laurette Friis’ egen lille vision om et popalbum end med fire selvstændige jazz-kollektivisters fælles bestræbelser. Det gør nu ikke noget, da Go Get Some er et fornemt forvarsel om, at Friis måske en dag udgiver Det Store Danske Eksperimenterende Popalbum – sådan et uudtømmeligt skatkammer af altfavnende, livsklog og ekspressionistisk pop som f.eks. Robert Wyatts Shleep og Cuckooland.

Til tider rammer Tys Tys på Go Get Some et univers, som ikke ligger fjernt fra Under Byen – både hvad angår musikkens søgende og længselsfulde karakter og Friis’ tendens til at synge på samme tøvende og stille måde som Henriette Sennenvaldt. Men for det meste har vi at gøre med et absolut personligt univers.

Albummet har tre store forcer, nemlig den opfindsomhed, der er lagt i arrangementerne, Maria Laurette Friis’ spændende melodier og hendes tvetydige tekster. Alle tre dele er med til at skabe et album, der ikke sælger ud ved de første gennemlytninger, men derimod bliver ved med at fascinere og langsomt, langsomt åbner sig for lytteren.

Her er humor, som i “Busses” – en legende og snublende, men alligevel organisk melodi, der næsten kunne være en arbejdssang til de syv små dværge. Teksten er der dog ikke særlig meget Walt Disney over, da vi i stedet har at gøre med buspassagerer fyldt med skyld og skam.

“Supermarket” besidder også humor, om end det er af den lidt mere anstrengte af slagsen. Nummeret er legesygt, men på grænsen til det fjollede og kan ikke helt beslutte sig for, om det skal være en poetisk sang om en sjov dag i supermarkedet eller et besk manifest om forbrugersamfund og bevidstløs shopping.

Her er kærlighedserklæringer for åbent tæppe i “Sweetie”, som er gennemvædet af lykkelig kærlighed og en ganske bedårende stemning. Den er sunget med et smil, der rækker fra øre til øre, og er i det hele taget en rigtig charmerende sag.
Her er natklubstemning og pseudo-indierock inden for samme nummer i “Waiting Rooms”, der nok er det tætteste, Tys Tys kommer på Sonic Youth med Gunnar Halle i rollen som Thurston Moore. I nummeret “In This Place” bliver der fuldt af ånder, gespenster og engle ved hjælp af en slags vindmaskine og lyden af sav og harpeklang.

Højdepunket er dog “Not Much I Can Do About It”. Tilbageholdt og ekspressionistisk på samme tid, lyder det, som om Tindersticks har stået faddere til dette smukke nummer. Et nummer, der er fyldt med længselsfuldt klaver, klokkespil og dissonans. At der er almindelige opløsningstendenser i akkompagnementet, er kun med til at understege tekstens følelse af afmagt.

Tys Tys skaber musik, man både glædes og undres over. Musikken flyder over af både Tivoli og sjov i gaden i den ene ende og forladthed, savn og afmagt i den anden ende. Dog savner jeg mere vedholdenhed i afsøgningen af det grimme, det støjende, det farlige (og også gerne larmende!). Maria Laurette Friis har selv produceret denne cd og har sine steder smidt lidt knitren og lidt susen ind i lydbilledet – det lyder i mine ører som en farbar og spændende vej. En vej, der for alvor ville skille Tys Tys ud fra resten af flokken og skabe mere kontrast til de søde og pudseløjerlige melodier og samtidig understøtte de mere desperate sider af teksterne.

★★★★½☆

Deltag i debat