Plader

V/A: The Late Great Daniel Johnston – Discovered Covered

Skrevet af Caroline Andreasen

En række af indierockens store navne hylder sangsmeden Daniel Johnston. Her kan man for alvor høre, hvorledes potentialet vrides ud af Johnstons sange, som – selv om de er dårligt sunget og spillet – indeholder så meget hjerte og sjæl.

Allerførst: Nej, Daniel Johnston er ikke død, som den humoristiske/morbide pladetitel kunne forlede os til at tro. Frontcoveret viser ham endda ved sit eget gravsted. Det kan måske synes en smule makabert, men med fokus væk fra titel og mere mod indhold viser denne plade sig at være en glimrende hyldest til en mands usungne karriere.

Mange kender ikke andet til Daniel Johnston end navnet i sig selv. Så lad os tage et hurtigt tilbageblik. Johnston begyndte at skrive musik i de tidlige 80’ere, kun udstyret med en gammel båndoptager, et klaver, en besættelse af The Beatles og en slem grad af maniodepression. Johnston lavede i ægte DIY-ånd alt fra at håndtegne sine covers til at sælge sine bånd på gaderne i Austin, Texas. Han kan ikke rigtig synge, og musikken er rå, idiosynkratisk, falsk og sær. Og alligevel, trods alle disse ting, eller måske netop på grund af dem, er Johnstons musik også smuk og rørende; den udtrykker en charme og karisma, der er direkte udslag af dens oprigtighed, tørre humor samt det triste faktum, at han er mentalt syg.

Netop sygdommen har gjort det umuligt for Johnston at klare sig selv. Det sære i hans kunst har gjort, at hans musik aldrig vil opnå mainstream-popularitet (selv om han faktisk har været udgivet på et major label). Johnston ville formentlig være gledet ind i mørket som en obskuritet, hvis ikke det var, fordi hans musik nåede frem til en voksende musikscenes kunstnere, der lod sig inspirere af hans DIY-æstetik. Ja, det var deres æstetik; det var Johnstons middel. Fra de tidlige 90’ere og fremefter gav Johnstons inspiration rumklang rundt omkring i indierocken.

Discovered Covered har en håndfuld af indierockens kunstnere mulighed for at give Johnston lidt igen. Hyldestudgivelsen er udgjort af to plader. Den første består af covers spillet af en række fremragende navne som TV on the Radio, Death Cab for Cutie, Calvin Johnson, Bright Eyes, M. Ward og The Flaming Lips (se blot tracklisten!). På den anden plade kan man høre originalversionerne i tilsvarende rækkefølge.

Det er en delikat sag at lave fortolkninger af Daniel Johnston-numre: Resultatet rammer med en falsk og påtaget klang, hvis man forsøger at imitere Johnstons lyd, og hvis man bevæger sig ud ad en for radikal sti, risikerer man at fjerne det smukke i det simple i sangene. Og flestedelen af kunstnerne beviser, at grundmaterialet er helt i orden, og at det bestemt kan transformeres til smukke sange.

Death Cab for Cuties fortolkning af Dream Scream er et af de klare højdepunkter på pladen. Ben Gibbards elegance træder i front i et trist nummer. En larmende weltschmerz lægger sig oven på et bagtæppe af atmosfærisk klaver, sporadiske bækkensmæld og rumlende og alligevel diskrete feedbackskyl. Hvor Johnston synger om en hallucination af en kvinde, synger Gibbard nærmere om kvinden, der forlod ham.

Også M. Wards smukke Story of an Artist yder Johnston fuld respekt. Sangen er nærmest en direkte hyldest til manden, eftersom sangen (fra Johnstons side) er i form af en slet skjult iscenesættende selvbiografi. Og fra Wards hånd bliver betydningen yderligere rørende. Med sin tørre og hæse vokal hvisker han Johnstons barnagtigt naive, men alligevel stærkt virkende linjer: “œAnd everyone and friends and family / Saying, “Hey! Get a job!” / Why do you only do that only? / Why are you so odd? / We don’t really like what you do / We don’t think anyone ever will / We think you have a problem / And this problem’s made you ill.

Eels, Beck og Bright Eyes er tre navne, der formår at tage det oprindelige materiale og gøre det til deres eget. Beck laver en smuk nedbarberet folk-perle, Eels spiller med den bittersødme, som typisk karakteriserer deres ballader. Bright Eyes tager en a capella-sang og gør til en fuldbyrdet, fuldt instrumenteret sang. Der synges om en ond verden vendt på hovedet: “œAnd all my friends were vampires / Didn’t know they were vampires / Didn’t know I was a vampire myself / In the Devil Town.” Komisk tekst ja, men tilsat triste folktoner sættes sangen i et andet skær.

TV on the Radio bevæger sig mod en noget skuffende gengivelse af Walking the Cow. Johnstons original er en slags rablende, minimalistisk doo-wop. Dens strålende humør er ukuelig, selv gennem den slumrende kvalitet af optagelsen. TV on the Radio synes dog aldrig at kunne finde det legesyge centrum af sangen; de holder sig i stedet til deres mekaniske glans af elektronik og guitarer. Store udtryk for følelser har aldrig været deres stærke felt.

Teenage Fanclub og Clem Snides versioner stiller et centralt spørgsmål omkring covernumre: Hvem laver man nummeret for, hvis man blot imiterer originalen i form og indhold? Det er i hvert fald uinteressant at lytte til falske fraseringer, der blot sigter mod at ramme Johnstons egne.

Den normalt lalleglade akustiske popduo Guster har skabt en herlig version af The Sun Shines Down on Me. Hvor originalen er højtlydende og ekstatisk, er det mere neddæmpet og tilbageholdt i Gusters version. Deres forståelse af følelsen og håbet bag sangen skinner gennem de knapt mærkbare vokalharmonier.

Hyldestpladen lukkes på passende vis af Tom Waits, der i bedste a capella-stil synger den skæve kærlighedssang King Kong med sine monstrøse brøl sat op mod karakteristisk, adspredt guitar og Waits’ egen human beatbox.

En stor del af overskuddet fra salget af denne plade vil fungere som finansiel støtte til Daniel Johnston, som stadig bor dør om dør med sine forældre. Historien melder, at han har set sig varm på et hus, som han gerne vil købe. Med så prominente navne på nærværende plade, burde det ønske være til at opfylde. Og det er bestemt en plade, der kan anbefales; her er masser at komme efter.

★★★★½☆

Deltag i debat