Plader

Autofant: Family

Hallo, hallo! Autofant har præsteret en supergod cd, som alle, uanset musikpolitisk observans, bør anskaffe sig. Så er det sagt.

Henrik Sundh er svensker, leder af trioen Autofant og praler med, at han har en af Skandinaviens fineste samlinger af gamle, analoge synthesizere. Det tror jeg på. Debuten Family er gennemvædet af nostalgiske klange fra hans samling. Det vrimler med glemte lyde på en skøn, skøn cd.

Et eller andet sted mellem alle synthesizernes ledninger, effekter og komponenter er Family vel ment som en slags nymodens jazzmusik. Cd’en er nemlig udgivet af ILK, der er en forkortelse af Independent Labels of København, som af mange regnes for den nye spydspids på den københavnske jazzscene. Men det er så også den eneste grund til, at man vil sætte jazzmærkaten på denne musik, for når der dykkes ned i musikken, er der ikke skyggen af jazz – som vi tror, vi kender den, i hvert fald.

Her er ingen walking bass, synkoperede ottendedele eller alenlange soli, som man synes, man har hørt før. Vi har i stedet at gøre med et poetisk, boblende og frem for alt medrivende univers, der trækker på så forskellige genrer som reggae, ambient, pop og drill’n’bass.

Cd’ens første nummer, “Poem for Padmasambhava”, kan i begyndelsen minde om starten på en almindelig triojazzudgivelse. Trommeslageren Kresten Osgood indleder med lidt klassisk jazzfiflen – lidt drønen rundt på bækkenerne, følsom berøring af tam’erne osv. – inden en kælen bas indfinder sig med et ostinat. Nåja, det kunne da godt være Keith Jarretts trio eller sådan noget. Men så: Et herligt lille tema spilles med en lyrisk keyboardlyd – længselsfulde flyderklange fylder ørerne, og en følsom solo begynder. Støj og forskellige modstemmer svømmer rundt dybt nede i mixet, og Osgoods trommer holder fermt liv i nummerets lidt trætte rytme, der hele tiden virker, som om den er ved at gå i stå. Næ, det her er ikke jazz. Så læs endelig videre…

… for næste nummer, “Family”, er nemlig det rene pop! Nummeret kunne sagtens have indledt et lørdagsunderholdningsprogram i slutningen af 70’erne. Temaet spilles med ringlende og klingende lyde, der modsvares af en solo med en underlig gnomagtig og indeklemt lyd.

Et af cd’ens bedste numre, “In My Arms”, indledes med rene ambiente klange, en stille søgende keyboardlyd og lidt susen. Ind træder bastante tam’er (Osgood spiller altså sindssygt dynamisk og levende; det er en fryd at lægge ører til), og en rocket bas. Et enkelt tema vokser langsomt frem af den ambiente tåge, der stille og roligt fordamper. Temaet gentages igen og igen med forskellige lyde, imens trommerne bare vokser og vokser i intensitet og larm. “In My Arms” kan beskrives som en i begyndelsen stille og prøvende omfavnelse, der ender som en fast, livgivende og jublende krammetur. Og selv om nummeret hen imod slutningen opløses i elektronisk fnidder, sirener og imiterede klokkeslag, er det alligevel udtryk for en herlig optimistisk tro på livet.

Autofant er altså ikke bange for det poppede, det naive eller det ligefremme, men de har samtidig en evne til at fylde det naive med det dybsindige. Eller farlige, om man vil. “Egg” kunne være deres svar på “Sunshine Reggae”. Nummeret hopper lystigt og bekymringsfrit derudad med et reggae-inspireret beat i bas og trommer. Uheldssvangrende loops syder dog rundt i udkanten af mixet og dukker af og til op til overfladen for at minde os om, at lykken ikke varer evigt.

“Rade Sham” virker inspireret af Aphex Twin eller tidlig Autechre, både i lydunivers og kompleksitet. Osgoods piskeris af et lilletrommespil kunne såmænd godt være programmeret af en af de nævnte electronica-auteurer, men det er altså live og tilføjer musikken en velgørende dualitet. En dualitet der for øvrigt går igen i mange af numrene og især i den næsten fandenivoldske “29 Toomuchli”, der lyder af Luke Vibert, sådan cirka omkring hans Big Soup.

Sundh afslører sig selv som en legesyg og sand opdagelsesrejsende ud i (for)tidens lyde. Og kan man savne, at Autofant ikke er så radikale i hverken lydbillede eller improvisationer som de norske kolleger, der befolker labels som Rune Grammofon og Smalltown Supersound, så gør det til gengæld, at musikken kan bruges i flere forskellige situationer. Den fungerer med andre ord både som baggrundstapet og som lytteobjekt i høretelefoner.

Family ender med den stille ballade “Seems Like Everybody’s Happy”. Sundh synger med stille undren og let melankoli i stemmen, om og om igen, den linje, der udgør titlen. Det lyder som om, han ikke helt kan forstå, hvorfor folk virker glade. Men hey, Sundh – det ikke bare virker som om. Vi er rent faktisk glade, og det er altså din skyld. Du har lavet en fremragende lille plade, og du burde faktisk også selv være glad!

★★★★½☆

Deltag i debat