Plader

Björk: Medúlla

Björk finder ind til essensen af det hele og hylder livet, barnet og viljen til at give. At hun så gør det udelukkende ved brug af vokaler, gør det ikke mindre smukt. Medúlla er en særegen størrelse, der langsomt kryber gennem blodbanerne – og ender faretruende tæt på selve hjertet.

En sær brummen. Et tågehorn. En række beklagende dryp. Vulkanen Wyatt vågner langsomt til live og strækker sig i al sin mægtighed med guddommelige toner fra det indre. Klipperne vågner. Og dér, højt oppe i himlen, bærer vindene pludselig en stemme ind fra havet. Den synger så klart og gennemtrængende, at selv vulkanen et øjeblik må stoppe og se beundrende op, før den atter brummer videre. En havheks har været på besøg.

Vandet er et bærende tema på Medúlla, ligesom marven, nerven, livet er det. Men som altid ved specielle udgivelser som dette a capella-album er der en tendens til at fokusere mere på form end på indhold – og det er synd for musikken. Det tager nemlig forbløffende kort tid at vænne sig til instrumenternes fravær, og de umiddelbart enslydende små indskudte numre bliver med tiden til bløde bølger, der svøber sig omkring én. Svømmer man ind til varme Medúllas hjerte, er man omgivet af brusende blodbaner. Her betyder skelettet intet. Her er kun ét element – stemmen.

»Show me forgiveness / For having lost faith in myself / And let my own interior up / To inferior forces,« synger Björk i et af pladens korte numre, mens et andet, “Sonnets”/”Unrealities XI”, er baseret på et digt af E. E. Cummings og er en accept af, at éns elsker en dag kan blive en andens: »If on another’s face your sweet hair lay / In such a silence as I know,« følges op af sørgmodige tanker og så den smukke, men næsten ubærlige bekendelse: »I may go unto her / And take her hands, saying / Accept all happiness from me.«

Det er tydeligt, at de fleste af Medúllas børn er ganske ydmyge og ikke presser sig på, men de mangler bestemt ikke sjæl. Man kan måske savne Homogenics beats og strygere, men både “Desired Constellation” (»How am I going to make it right?«) og det fabelagtige klimaks i “Pleasure Is All Mine” (»When in doubt: give!«) vækker storslåede minder om Björks stemme i harmoni med sig selv i “All Is Full of Love”. Og kan man ikke holde til stemmen i større mængder, var man næppe fan af hende i forvejen.

Alligevel bærer Medúlla præg af samarbejdet med et væld af gæstevokalister; fra Mike Patton over japanske Dokaka til inuit-strubesangeren Tagaq. Allersmukkest stråler guddommelige Robert Wyatt sin magi ud over den indledningsvis beskrevne “Submarine”, der ikke kan kaldes en regulær sang, men er helt og aldeles fortryllende. Og både den korbårne olympiade-hymne “Oceania” og den varme, imødekommende “Mouth’s Cradle” vugger frem og tilbage; den ene voldsomt, den anden blidt.

Hvor teksten til den første er skrevet af den islandske poet Sjón (der også stod bag bl.a. “Jóga” og “Bachelorette”) som havets ode til mennesket, er sidstnævnte såmænd bare enormt rar i kraft af sin livsbekræftende tekst om altid at kunne stole på sit nyfødte barns hengivenhed. Og så har Björk lånt Vökuró med en meget smuk islandsk tekst som en godnatsalme til sin lille datter.

At livet på godt og ondt dog også er andet end bølgernes blide vuggen, udtrykkes på Medúlla musikalsk igennem det fænomenale rytmegespenst Rahzel. Eksempelvis i den oplagte og veloplagte single “Who Is It?”, hvor de lettere Lamb-agtige rytmiske krumspring er pæne, poppede og forbandet medrivende, mens de i den kakofoniske “Where Is the Line?” er langt mere komplekse og forvirrende. Lytter man sig ind under den besynderlige fløjten og forvrængede vokal, er nummeret ganske fantastisk – og ifølge Björk selv et forsøg på at få folk til at headbange!

Albummets hurtigste skæring er ganske utraditionelt den afsluttende “Triumph of a Heart”, der lyder som en mere organisk tvilling til den 11 år gamle “There’s More to Life Than This”. Overordnet er Medúlla dog ligesom forgængeren en indadvendt sag, men med sprælske følelsesudbrud, og på den vis er intet forandret hos Björk. Når først de nøgne sange er kommet ind under huden, står de i hvert fald ikke tilbage for bagkataloget. Viljen til at give til de modtagelystne fylder meget i Björks univers, og derfor afrundes Medúlla passende med en storslået erklæring, der beskriver lige præcis, hvad hun selv har opnået – intet ringere end »the triumph of a heart that gives all«!

★★★★★☆

Deltag i debat