Plader

The Capsules: Someone for Everyone

Skrevet af Mikkel Arre

Klassisk og ganske tungsindig dreampop, der er rigtig veludført, men ikke altid lige ophidsende. Og så har Julie Shields altså en halvskinger stemme.

Det er svært at lade være med at studse over det, når man slår op i bookletten til The Capsules’ andet album, Someone for Everyone. Er det mon tilfældigt, at den amerikanske trio spiller dream-pop, når to af medlemmerne hedder Shields til efternavn? Selv om der vist ikke er familiebånd mellem ægteparret Julie og Jason og My Bloody Valentine-guruen Kevin, har The Capsules rødderne solidt boret ned i slut-80’erne og start-90’ernes støjskyllende dream-pop fra bands som Lush og Ride.

I versene i åbningsnummeret “Light the Path” holder The Capsules dog støjen tilbage. Kevin Trevinos trommer er spinkle, og Jasons bas og Julies guitar er tilbageholdende. Fru Shields’ vokal er meget lys og let melankolsk. Den varsler intet om, at omkvædet er eksplosivt med brusende guitar og dundrende trommer, der desværre ligger noget langt fremme i lydbilledet og stjæler for megen opmærksomhed. Julie lægger selv overstemme på omkvædet, og kombineret med guitarstøjen opnår The Capsules et ganske smukt resultat.

Overstemmen går igen i f.eks. “My Lucky Stars”, hvor den bestemt er yndig, men også noget pæn i det – ikke mindst når akkompagnementet blot er ren, poleret guitar og en simpel basgang. Nummeret er desværre også ét af eksemplerne på, at Julies særdeles diskante stemme har en tendens til at blive skinger, når hun skal nå de højeste toner.

Det får man allerede på fornemmelsen i Slideshow. Nummeret er klassisk dreampop, som vor mor lavede den – flimrende, susende guitarlarm med melodilinjer underneden – og bassen er dyb og tydelig. Det skaber en (for) stor kontrast til Julies vokal, der ligger og balancerer ubehageligt tæt på at være disharmonisk. Og det hjælper slet ikke på det problem, at vokalen tilmed er double-tracket i nummeret.

Rent musikalsk kan man bestemt ikke tage fra 2 x Shields og Trevino, at de spiller glimrende sammen. “Day Sweeper” demonstrerer, hvor behageligt samspillet mellem hr. Shields’ bas og fruens guitar kan være. Det er blot små simple rundgange, der spilles, men de er rare og medgørlige.

Og den allestedsnærværende medgørlighed er en af årsagerne til, at Someone for Everyone ikke for alvor kommer op at ringe. The Capsules’ lydlandskaber er milde og imødekommende, og de mange vokalharmonier minder om cuddlecore-genren. Og er man til f.eks. The Softies, er The Capsules et godt tip.

Instrumenteringen er i overvejende grad ens i samtlige numre – en eller to guitarer med eller uden støj, bas og trommer samt Julies vokal, der har meget til fælles med Becky Jarretts lyse, skolede stemme (der optrådte i Mews “Symmetry”). Men det er relativt let at bære over med, at instrumenterne er de samme, for i flere af sangene råder The Capsules bod på det ved at ændre på den traditionelle opbygning.

“When the Radio Stops” kommer dog ikke helt i mål, fordi Shields igen bliver en tand for skinger i det musical-pompøse omkvæd. Men bandet skal have ros for at lade en tre-minutters popsang bestå af godt to minutters lavmælte vers i valsetakt for så i de sidste 30 sekunder at sætte ind med det enlige omkvæd.

Langt mere fuldendt er det instrumentale “Visual Searching Pattern”, der bevæger sig i retning af at være en fire-minutters udgave af postrock a la 1 Mile North og Mono. I indledningen kører en enkel guitarrundgang og dæmpede trommer, mens en samplet stemme fra en TV-shop priser et produkt: »Look at the impeccable quality!« Kort efter svulmer nummeret op, mens skyller af fossende guitarstøj og dyb, dyb bas kvæler salgstalen. Klimakset varer dog kun et minuts tid, og guitarrundgangen og reklamemanden kommer tilbage. I et lille minut kører lydbilledet blot rundt i cirkler, og der er lagt op til endnu et klimaks… som aldrig kommer, fordi nummeret bare siver ud. Det er elegant lokket, og som lytter bliver man faktisk ikke skuffet, men får et smil i mundvigen – også ved sjette og syvende gennemlytning.

Struktur-eksperimenterne kan dog ikke redde alle The Capsules’ nedtrykte, resignerede melodier, som hæmmes kraftigt af at bestå af relativt få toner, der hver især strækkes ud over mindst én takt. Det skaber mildt sagt ingen dynamik – og når Julie Shields så i de samme sange har lidt svært ved at ramme de øverste toner klokkerent, er det ikke så underligt, at melodierne har svært ved at blive hængende hos lytteren.

Heldigvis slutter The Capsules aldeles blændende af med pladens bedste sang, “It Hangs Over Me”. Hér giver trioen los og bygger omgående en mur af distortion-guitar med en massiv bas som fundament og svævende synthtoner som mørtel. Tæppet af støj er væg-til-væg i både versene og de bækkensmældende omkvæd, og det giver Shields’ vokal så meget modspil, at den endelig får kant og nerve. Det sidste minut er en udtoning, hvor bassen og guitaren spiller en tyst melodi, der minder om mange andre på pladen. Men denne gang får melodien noget rørende og indtagende over sig – simpelthen fordi The Capsules just har vist, at de rent faktisk godt kan støje helt igennem.

Havde de bare støjet noget mere, ville deres (stilmæssige) slægtskab med Kevin Shields have gjort mere lykke. Nu er Someone for Everyone blot en velspillet plade for The Softies-fans. Og ikke så meget mere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat