Plader

Copeland: Know Nothing Stays the Same EP

Fra tid til anden kan man godt undre sig over, hvad der bliver godkendt til udgivelse rundt om hos pladeselskaberne. Know Nothing Stays the Same-EP’en med amerikanske Copeland falder lige lukt i den kategori. Af uforklarlige grunde har det amerikanske band Copeland formået at overbevise deres pladeselskab, The Militia Group, om, at de skal udgive denne EP bestående af mildest talt tvivlsomme coversange.

Konceptet omkring coverplader kan på mange måder være udmærket. Danske Baby Woodrose har for nylig udgivet deres hyldest til garagerocken, Dropout!, som var en fin lille “œpausefisk.” Copelands koncept på EP’en Know Nothing Stays the Same drejer sig sig simpelthen om at give bandets fans lidt at lytte til inden udgivelsen af en ny plade. Og når man som Copeland kan gøre det på en uges tid, er det jo en smal sag.

Men uha, uha, uha! Det er sjældent, at man skal fordøje fortolkninger som disse. At der allerede lurede en vis skepsis inden gennemlytningen, skal jeg retfærdigvis tilkendegive, men at et band direkte kan ødelægge og spolere fem klassiske 80’er-numre, havde jeg i min vildeste fantasi ikke forestillet mig.

Der indledes med Phil Collins’ Another Day in Paradise. At man er lysår fra paradis, når man hører Copelands version, kan virke som lidt af et paradoks. Nummeret spilles, som den bredt tilgængelige nordamerikanske rock nu engang spilles: Godt med stortromme, løs hihat og lidt elektrisk guitar til at fordøje det hele med. Tænker man på Goo Goo Dolls, Hootie & the Blowfish og lignende eksistenser, vil man ramme lige ind i lyden på Copelands EP. Det er pænt, radiovenligt og ufatteligt intetsigende.

Næste forhindring er Carly Simons Coming Around Again, der fremtræder lige så intetsigende og uskyldigt som den indledende Phil Collins-fortolkning. Men lyden er mudret, og det fremstår ikke som et søgt virkemiddel, og alt imens triller musikken lige så stille af sted, og der præsenteres ingen nye idéer, omarrangering eller fortolkning af nummeret.

På samme led kan versionen af Billy Joels She’s Always a Woman beskrives. Piano, keyboardstrygere og vokal. Det skal måske serveres, så vi falder på halen over forsangers Aaron Marshs vokalarbejde, for det er i høj grad ham, vi præsenteres for. Men også her dumper Copeland med et brag. Det lyder som noget, man har overværet en gang for meget i dårlige amerikanske film, hvor helten sidder og klynker over den fortabte kærlighed, og øjeblikket efter lades der op til den store forsoning. Ynkeligt.

Meget apropos er næste nummer et filmhit, nemlig Berlins Take My Breath Away. Man kan næsten se Tom Cruise for sig, siddende i sofaen, kækt smilende til sin chef der med et sultent blik nipper til et glas hvidvin. Copelands version, der i øvrigt ligger uhyggeligt tæt op ad originalen, lyder som flødepop af værste skuffe. Take My Breath Away har sin force i omkvædet, hvor Copeland kan køre den hjem. Men også dét formår de at ødelægge. Det dør simpelthen, når første strofe på omkvædet synges. Det er en aldeles dårlig fortolkning, der får lidt rock og lidt mere guitar sidst i nummeret. Men det er kun med til at forstærke den negative konklusion. I sidste ende er det vanskeligt at vurdere, hvis version der er værst, Jessica Simpsons eller Copelands. Fy føj da.

Det er meget svært at øjne noget som helst interessant ved hverken dette nummer eller EP’ens fire øvrige… eller rettere fem øvrige. For der er langt et skjult nummer ind som skæring 79. Ganske kækt. Man får oven i Stevie Wonders Part-Time Lover, som er femte og sidste nummer, også en anderledes version af She’s Always a Woman, som musikalsk ikke hænger sammen med EP’ens egentlige indhold. Her tilsættes en næsten ambient-agtig stemning med skæve akkorder og elektroniske lydflader. Nummeret fremstår som en væsentlig mere spændende tilgang og fortolkning af en gammel klassiker, men man må erkende, at projektet ikke kan reddes med en smule kreativitet til allersidst. I stedet venter vi hellere, til der kommer en fuldfed ny fuldlængde engang i 2005.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat