Plader

Dansk fløde: Punk Rock

Skrevet af Martin Laurberg

Hvad så, Kim Larsen? Får du fyret op under en slidt stemning? Er du ude på ballade? Dansk flødes Punk Rock er en irriterende dansksproget 70’er-punkplade, der overhovedet ikke rykker ved noget som helst – heller ikke som humoristisk punk-pastiche, såfremt det skulle forestille at være hensigten.

Hvis man går ind på Dansk flødes hjemmeside, kan man læse følgende statement: “Dansk fløde synes, at Raw Power med Iggy Pop fra 1974 er verdens bedste plade.” Hvad er der i vejen med det (ud over at Raw Power er en Stooges-plade og fra 1973 – og at de to første Stooges-plader er bedre)? Måske at The Stooges har stået så meget på dagsordenen de sidste mange år, at man efterhånden er ved at få en blodprop, hver gang de bliver nævnt. Eller også er problemet måske, at Punk Rock er en dødssyg plade, der hverken er hårdkogt nok til at være spændende eller fjollet nok til at være sjov, og at Dansk fløde enten bruger Stooges-referencen til at score street credibility eller til at gøre nar af garagepunk som sådan – hvilket i begge tilfælde ikke er særlig spændende.

Punk Rock er en enormt dårligt spillet plade. Det betyder ikke, at musikken lyder slidt og udknaldet, men nærmere at der overhovedet ikke er noget interessant at gribe fat i. Stooges-fascinationen er tydelig i pladens åbningsnummer, “Kom så alle mand”, der har genbrugt guitarriffet fra “I Wanna Be Your Dog” og suppleret det med et dødirriterende råbeomkvæd. Det kan lyde lidt, som om Dansk fløde forsøger at være vrængende og irriterende på samme måde som Red Warszawa, men eftersom det ikke er nogen særlig humoristisk sang, står man tilbage med det sørgelige restprodukt: fjollet irritation og ligegyldighed. Såfremt formålet er at lave det hele så skod-agtigt og idiotisk, at det bliver sjovt, så virker det ikke efter hensigten.

Omtrent halvdelen af numrene på Punk Rock er skraldede punknumre i stil med “Kom så alle mand”, hvor Dansk fløde spiller lige ud ad landevejen med Mikael Fleron i front som en ung og ikke særlig karismatisk udgave af Kim Larsen med halskatar. Det er ikke specielt spændende.

Den anden halvdel af numrene er mere new wave-agtige, og det lyder en lille smule mere interessant end de energi- og idéforladte punknumre. “Bliv rig, skynd dig væk” – måske pladens bedste nummer … hvis man endelig skal pege på ét – er en mere afdæmpet sag med en droneagtig bas og flippede lydeffekter. Det er måske ikke nogen helt tosset sang, selv om dens kvaliteter nok mest bliver fremhævet på baggrund af den generelle følelse af afmagt, vrede og lyst til slagsmål (hos lytteren; ikke hos bandet).

Punk Rock er en meget dårlig plade. Såfremt dens fjolletheder er et forsøg på at være så punk som muligt, er det simpelthen for fladpandet. Hvis hensigten er at lave sjov med punkgenren, slår det også fejl, fordi pladen hverken er god nok, sjov nok eller pågående nok til at røre ved noget som helst. Punkattituder eller fjollet parodi? Pest eller kolera? Jeg vælger syfilis.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat