Plader

Delicia Mini: Skuggi

Skrevet af Mathias Askholm

Skuggi er essensen af efterårshygge. Dette er stemningen ved at sidde med en kop varm chokolade på en kold og våd efterårsdag, hvor vinden hyler, og man virkelig nyder, at ilden er opfundet. Dette er rigtig godt.

Vi skal 200 år tilbage i tiden til starten af 1800-tallet og nordpå, til vi når Reykjavik for at finde en begrundelse for titlen på Delicia Minis debut. Dengang lå der langs hovedgaden en masse gårde, men de lå alle, med undtagelse af én, på samme side af gaden. Den ene gård, der som den eneste lå på den anden side, hed Skuggi. Det ville nu være oplagt med det samme at trække paralleller fra denne gård og så til Delicia Minis debut. På mange måder stikker Delicia Minis musik nemlig også ud fra mængden.

Delicia Mini startede som Kristján Eggertssons projekt. Født på Island med nordisk kulde i årerne og med lyst til mere end det sædvanlige tog Kristján Eggertsson til Østeuropa. Her fandt han mærkværdige instrumenter, som han ikke havde hørt om før. Heriblandt et tjekkisk orgel ved navn Delicia Mini, der siden skulle komme til at navngive hans band.

Først da han ankom til Århus, fandt han endelig nogle folk, der deler hans musikalske vision. Eggertsson meldte sig ind på arkitektskolen, og et nyt arkitektskoleband var skabt. Kristján Eggertsson, Thomas Hagge, Marcus Aurelius Hjelmborg og Morten Hove Lashtein er dog hverken et nyt Pink Floyd, Talking Heads eller Kliché. Faktisk lyder de mere som sig selv end som noget andet arkitektskoleband – eller hvilket som helst andet band, for den sags skyld.

I musikken dominerer en kold nordisk tone. Tidlig 60’er-surf, skrøbelig lofi, country-elementer og filmiske klangflader blandes sammen til et melankolsk og efterårshyggeligt hele, hvilket bør tilsættes smagen af varm chokolade.

Åbneren “Back to Pieces” begynder dog lidt et andet sted end ved den varme drik. Dette er en uptempo solskinspopsang, der iklædes Kristján Eggertssons anti-sangstemmes sprukne guldstrejf. At “Back to Pieces” allerede er blevet spillet i radioen, er blot et tegn på, at verden muligvis ikke er så ond og uretfærdig, som man kan forledes til at tro. Også albummets anden skæring, den mere afdæmpede “Pull the Trees Down”, har fået lov til at forsøde radiohverdagen.

På trods af melankolien er det dog ikke den øde og forladte stemning fra “Pull the Trees Down”, der dominerer udspillet. Nærmest tværtimod. Musikken gennemlyses på de fleste andre numre af en inderlig og intens sol, bl.a. i duetten med Marie Frank, “Gone by the Board”, og den sløsede “Delicia Sound”, der med sin cirkusstemning burde hedde “Delicious Sound”.

Efter to ep’er – der vidnede om evne, men også om mangler – er det nu et nærmest skræmmende effektivt debutalbum, Delicia Mini har fået skruet sammen. Skuggi er født af efterårets ruskende våde vejr, og med dets intime og forførende charme er det svært ikke at give efter. Dette er et album, der skal høres, når man sidder og fryser med benene godt oppe under en stor sweater. Nyd Skuggi med en kop varm chokolade og bed til at denne blanding i samspil kan opsuge noget af efterårets kolde tristesse.

★★★★★☆

Deltag i debat