jazzhouse

The Faint: Wet from Birth

Iklæd din hånd en gummihandske, så du er sikker på, at ingen Stock, Aitken & Waterman-producerede dukker befænger dig med hvad som helst, når du efterfølgende stikker hånden ned i den tidskapsel, der er markeret med det musikalske årti 1980’erne. Hiv fat i noget synthpop. Godt, op med hånden igen, ny handske på. Nu skal vi ned i et mere bidsk årti, 1970’erne. Her skal vi have fat i elementær førstegenerations-punk. Sådan. Sammenryst disse to elementer. Ud af det får vi The Faint.

Eller rettere: Sådan fik vi The Faint anno 2001, hvor de sendte deres kritikerroste tredje plade Danse Macabre på gaden. Den plade bød på en pågående blanding af mørk, industrial-inspireret dansemusik blandet med sindsoprivende punk. Denne cocktail går i dag under genrer som synthpunk og electroclash.

Tre år senere står The Faint atter klar med en ny plade. Wet from Birth synes at være en smule mæt af de direkte opbydelser til dans på det kulørt blinkende gulv – men hvis det endelig skal være, ønsker den at inkludere anden dans end den form for djævleuddrivelse, som titen Danse Macabre pegede rigeligt mod. Med Wet from Birth står The Faint med deres mest organiske og ligefremme plade, der mest af alt tydeliggør ønsket om at genopfinde sig selv.

Dette peges der mod allerede i åbningsnummeret Desperate Guys, en sang der byder på en skamløs violinsolo, der, uden at forsvinde på resten af pladen, glider over i Todd Baechles karakteristiske vokal, som indeholder et mørke og en robot-agtig mekanik i sin fremførelse. Han er mennesket i maskinen, og hvor han på Danse Macabre kunne føle sig som i et kølerum, hvor eneste selskab var svinerygge på kroge, er der på Wet from Birth tilført mere varme. Gad vide hvor behagelig den lumre lugt af optøet svineryg føles?

How Could I Forget er en sært underspillet sang af den slags, der foregår lige inden, alt falder fra hinanden. Violiner hvirvler i et sammensurium af dykkende skaler, hvilket fremtoner som egentlige spøgelsesskrig. Mod enden pumper sangen sig op, og så… slutter den brat! Netop inden det endelige klimaks er nået. Snyd, tænker man. Når noget bygges op, forlanger man forløsning eller forankring.

Forankringen findes indledningsvist i den følgende I Disappear, som er en basdomineret sag, der spiller på disco, punk og alt, der måtte falde mellem. De første to minutter byder på en halvdel, der er hypnotisk og indfangende, mens de resterende to minutter blot gentager, hvad der allerede er sket, og dette repetitive spind dræber sangens samlede udtryk. For første gang nogen sinde håber jeg på en single med en radiotilpasset længde.

Pladens to bedste numre er så langt fra The Faints’ normale udtryk, at det næsten siger mere om pladen end om sangene. Ikke desto mindre… Southern Belles in London Sing indeholder klassisk inspirerede strygere og svæver af sted i et atmosfærisk udtryk med halvakustiske guitarer, syngende sirener og en tilbagelænet Todd Baechle, der er skudt helt i front med følelserne uden på tøjet. Noget må da være helt hen i vejret! Men alt til trods virker sangen glimrende. Det samme gælder Birth, det mørke og ligefremme afslutningsnummer, som mest af alt lyder som Interpol på synthpiller.

Men hvor er vi så henne, når The Faint forsøger sig med pinligheder som Drop Kick the Punks, der gerne vil fremtræde som en oprørsk punker, men fumler så meget med sikkerhedsnålen, at den ender i deres eget øje. Eller hvad med Erection som ud over fladpandede testosteron-inficerede tekster stjæler med arme og ben fra Depeche Modes Personal Jesus. Og dette er blot de kritiske udpluk.

Resten svømmer blot rundt i et middelmådighedens hav. Det mørke, det spændende og det ophidsende, som kom til udtryk på Danse Macabre, er pist borte. Mange af elementerne er ellers på plads – huggende guitarer, prikkende syntharbejde og staccatobas – men et eller andet sted rammer det alt sammen ved siden af.

Meget tyder på, at The Faint vil have 80’er-synth’en lidt på afstand, og at de gerne ser dette album som en slags genfødsel, der skal brede bandets musik ud til mere end blot dansegulvet. Godt indsnasket efter sådan en fødsel har The Faint det med i ny og næ at glide og dykke i små fald mod gulvet. Dumpelydene fra de fald er spredt så meget ud over Wet from Birth, at de alle udbreder et tiltagende ekko, der til sidst gaber over hele pladen.
[/INFO]

★★★½☆☆
The Faint: Wet from Birth
The Faint: Wet from Birth (2004)
Saddle Creek/VME
Musikalske slægtninge: New Order, Chicks on Speed, Radio 4



Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene