Plader

Jimmy Eat World: Futures

Skrevet af Mikkel Mortensen

De følsomme poppunkere er tilbage. Stadig melankolske, stadig pretty damn good.

Man skulle mene, at stor kunstnerisk og kommerciel succes ville føre til en vis form for tilfredshed – muligvis endda lykke for dem, der opnår det. Men det viser sig sjældent at være tilfældet, og det gælder bestemt heller ikke de amerikanske poppunkere Jimmy Eat World.

Bandets fjerde, eponyme album solgte – helt fortjent – millioner af eksemplarer i USA og gjorde Jimmy Eat World til et af de største poppunkbands i verden. Men nu, tre år efter, er det ikke en happy-go-lucky-stemning, der præger bandets nye album, Futures. Coveret viser en skikkelse, der på en kulsort nat står uden for en telefonboks, hvorpå der står skrevet “out of order”. Ikke ligefrem den mest positive tilgang til et album.

Det rockende titelnummer forsøger dog at modvirke denne sindsstemning, når sanger Jim Adkins over de tunge og melodiske guitarriffs beder os om at »say hello to good times,« men det virker dog ikke, som om han selv tror på denne optimistiske udmelding, når det kort efter lyder: »We close our eyes / As the nickel and dime / Take the streets completely.« Men optimismen får dog overtaget mod slutningen: »The past is told by those who win / What matters is what hasn’t been / We’re wide awake and we’re thinking / Believe your voice can mean something.«

De positive følelser bliver imidlertid hurtigt skudt i sænk af den stærke “Just Tonight”, hvor et ikke synderlig velfungerende parforhold bliver dissekeret til tonerne af sprintende guitarer, galopperende trommer og diskrete vokalharmonier. Bedre bliver det ikke i den koncise, hårde og fremragende “Pain”, hvor de barberbladsskarpe guitarriffs perfekt illustrerer en situation, hvor der ligefrem skal illegale substanser til for at udholde de smerter, som kærligheden påfører. I den smukke og atmosfæriske, piano-, stryger- og klokkespils-understøttede “Drugs or Me” bliver rollerne byttet om, og det er nu forholdets anden part, der er på stoffer, og hele sangen former sig som Adkins’ hjerteskærende bøn om, at vedkommende vil droppe de stoffer, der ødelægger alt.

Kærligheden kan tilsyneladende ikke sejre i Jimmy Eat Worlds univers. I den smukke “Polaris” kan end ikke de frostklare guitarer gøre omkvædet mindre sørgmodigt: »You say that love goes anywhere / In your darkest time / It’s just enough to know it’s there / When I go I’ll let you be / But you’re killing everything in me.« Selv i den ellers optimistisk klingende “The World You Love”, hvor melodien antyder, at der er tale om en livsglad rocksang, ikke ulig “The Middle” fra bandets forrige album, sluttes der af med denne nedslående udgangsreplik: »The world you loved forever gone / We’re only just as happy / As everyone else seems to think we are.«

Albummets højdepunkt er meget passende dets sidste reelle sang (bonusnummeret “Shame” er lettere forfejlet), “23”. En næsten syv minutter lang ballade, hvor de nærmest Interpol-agtige guitarer danner den perfekte underlægning til Adkins, der på fremragende vis blotter sjælen fuldstændigt, især i det formidable omkvæd: »You’ll sit alone forever / If you wait for the right time / What are you hoping for / I’m here / I’m now / I’m ready / Holding on tight / Don’t give away the end / The one thing that stays mine.« Sådan skal den skæres. Sublim sangskrivning, og, på trods af den lange spilletid, ikke et sekund for lang.

At Jimmy Eat World har kunnet skabe et album, der ikke skuffer oven på en så ovenud glimrende forgænger, er imponerende. Bandet har stadig et fantastisk melodiøre og en eminent evne til at skrive medrivende rocksange og overjordisk smukke ballader. Deres status som et af øjeblikkets bedst sælgende (og muligvis også bedste) poppunkbands er stadig fortjent.

★★★★½☆

Deltag i debat