Plader

Damien Jurado: Just in Time for Something EP

Der er dømt dogme for alle pengene på Damien Jurados nye EP. De fem sange er alle optaget på genbrugsbånd og en gammel spolebåndoptager fra 1967. Det kræver lidt tilvænning, men er absolut værd at lytte til.

Det er med Damien Jurado, som det er med det danske vejr: Det er svært helt at sige, hvad man kan forvente. Én ting er dog helt sikker: Der sker noget nyt og anderledes, hver gang han udgiver sin musik.

Damien Jurado har tidligere budt på gamle telefonsvarerbeskeder på Rehearsals for Departure, dyster lofi på Ghost of David og det mere rockede på I Break Chairs. Sidste år udkom den fremragende Where Shall You Take Me – den første udgivelse fra Jurados nye pladeskab, Secretly Canadian. Just in Time for Something er således anden udgivelse fra selvsamme selskab.

Denne gang er Jurado gået tilbage i tiden. Han har fundet de ældgamle optagedyder frem og har således indspillet Just in Time for Something-EP’ens fem sange i privaten over en lang weekend. Ud af det er kommet godt 10 minutter med numre, der i høj grad er udgjort af mørke og minimalistiske ballader.

Der indledes med Smith 1972. Den ikke specielt opløftende linje “I am deadweight / I am no one” gør det korte folk-agtige nummer – kun præget af guitar og sang – til en dyster affære. Den grumsede lyd fra ’sovekammer-produktionen’ tilsætter ekstra grader af mørke og melankoli, og i denne beretter Jurado om kærlighed og selvmedlidenhed, uden det bliver patetisk eller klynkende.

Det lysner lidt i næste nummer, Motion Sickness. Den lavmælte stemning løftes af Jurados engleagtige vokal, som afgjort er blandt hans store styrker. Man kan kun imponeres af den melankolske, men alligevel oplyste stemme, der både virker oprigtig og indfølende. Efter flere gennemlytninger går den direkte i hjertet og nægter at slippe sit tag igen. Motion Sickness kredser om det at komme videre i sit liv, ulykkelig kærlighed og forsoning.

Det er temaer, der går igen i EP’ens længste og mest energiske nummer, Night out for the Downer. Der spilles en anelse hårdere på strengene, og guitaren er rykket længere frem i lydbilledet. Sangen formidler de helt enkle følelser, der ligger gemt i og imellem mennesker: “Surely I don’t blame you / You want to hang out tonight / I’m all dead, you accuse me / I’m a sinking ship to my lover’s waste / I’m opening up when you’re closing down.”

Jurado formår sammen med producer Eric Fisher at overbringe sangene meget intimt med en form for dogmeagtig realisme, der trænger helt ind og gør de fem numre ganske personlige. Men EP’en er krævende at lytte til: Produktionen i sig selv gør det svært at høre vokalen, og de grumsede lydflader gør musikken en anelse mudret. Dette er ikke et sted at starte for Damien Jurado-novicer – for hård kost, simpelthen. Har man derimod tabt sit hjerte til den amerikanske melankoli-troubadour, er Just in Time for Something et absolut must.

Man fristes til at kalde det for økologisk musik! Ikke tilsat en masse finesser i studiet, men råt og uforsødet. En mand med sin guitar og hjertet spændt uden på frakken. Damien Jurado slutter af med nummeret Engine Fire, hvori han synger: “I have 50 miles of broken hearts.” Dette er en modig mand, der krænger sit indre ud. Hatten af for det.

Det er desværre altid lidt problematisk at udgive 10 minutter og en slat. Her kan ’lidt, men godt’-princippet diskuteres. Sangene er korte og intense, men man kan godt forlange mere af en mand, der synes at have så meget på hjerte. I stedet må vi vente til foråret 2005, hvor Secretly Canadian udgiver en ny fuldlængde fra Damien Jurado med titlen On My Way to Absence. Man venter spændt.

★★★★☆☆

Deltag i debat