Plader

Kilowatthours & The Rum Diary: Split

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På denne splitudgivelse spiller Kilowatthours og The Rum Diary op mod hinanden. Deres numre ligger placeret skiftevis på albummet, og det bliver en kamp, som i sidste ende falder ud til The Rum Diarys fordel.

Splitudgivelser er et herligt format. Formatet kendes vel bedst fra 7″-singlen, hvor hvert band typisk har et nummer på hver sin side af vinylen. Ingen er først, ingen er sidst – begge bands og begge numre er i hierarkisk forstand ligestillet. Der findes også splitalbums, hvor hvert band typisk har hver sin side eller halvdel. Ideen er den samme som ved split-7″; formatet er bare et andet. Alternativt findes der et format, som det hollandske selskab Konkurrent, der står bag serien In the Fishtank, har nær-perfektioneret: To bands mødes i et studie og samarbejder over meget kort tid om et album.

Splitudgivelsen mellem Kilowatthours og The Rum Diary er lidt en blanding af de ovenstående formater. De to bands har dog ikke delt cd’en mellem sig; de skiftes tværtimod til hver at have et nummer i tracklisten. Midt på albummet udfører de to bands et nummer sammen, som meget sigende hedder “(Ex)Change”. Eneste uoverensstemmende element i dette regnestykke er, at Kilowatthours spiller to numre i træk.

En kort introduktion til de to bands kan fortælle, at Kilowatthours udgiver på det amerikanske selskab Temporary Residence og spiller en langsom, vokalbaseret form for postrock. The Rum Diary har udgivet tre albums på mindre selskaber og er mere eksperimenterende rent rockmæssigt med deres to trommeslagere, som sammen med bassen er rytmedominerende. Det er altså ikke to helt forskellige bands, som her deler udgivelse. Når de to bands skiftes til at have et nummer på albummet, får det den ulempe, at de kommer til at kontrahere hinanden. Dermed konkurrerer de med hinanden i stedet for at give ekstra mening til hinandens musik.

Albummet åbner med Kilowatthours’ “Letting Go”, en straight-forward indierocker med et vemodigt omkvæd og rar støj i baggrunden. Det er ikke specielt ophidsende og lyder mest af alt traditionelt. Nummeret fader over i The Rum Diarys første bidrag til albummet, en mere uptempo sag med uh-ah-kor i omkvædet og entusiastisk spil på franskbrød gennem hele nummeret. Der bliver desuden spillet en del (især akkorder) på bassens lyse register, hvilket giver en karakteristisk lyd, som er generelt gældende for The Rum Diarys musik. Nummeret har sågar et break med oh-oh-ah-kor, hvor lytteren kan synge med og klappe i takt. Det er festligt, selv om det hele er holdt i mol.

Tredje nummer, nu er det igen Kilowatthours’ tur, åbner nærmest fuldstændigt som Mews “Am I Wry? No”, og de karakteristiske trommer og guitarspillet fortsætter nummeret igennem som en halvdårlig rockballade, bare med mere støj på – det lyder faktisk meget som Psyched Up Janis eller Stone Temple Pilots, altså grunge af den gamle skole. Efter den omgang føler man som lytter, at Kilowatthours har tabt terræn i forhold til The Rum Diary. Og det efterfølgende nummer, “Poolside”, gør bare resultatet mere tydeligt med sin let vuggende basgang og semiæteriske Lush-vokal.

Det nummer, de to bands har indspillet sammen, er en form for sørøverduet, som trækker på et genkendeligt orgeltema og de samme rytmer, som Tom Waits og Kaizers Orchestra benytter for at skabe den rette stemning af mørkt hav, en klap for øjet og spøgelser ombord på synkende skuder. Forsanger Chris Renn fra Kilowatthours og den androgyne forsanger Daniel Mackenzie fra The Rum Diary med sin nærmest kvindelige vokal synger en fin og mørk duet, som om de var mand og kvinde.

I “Halos” og “Twentysix” får Kilowatthours taget en smule revanche. “Halos” åbner med imødekommende guitarfeedback, som langsomt stiger i volumen – for så at stoppe brat. Derved gives der rum til vokalen, og guitaren vender senere tilbage, men det pludselige stop ødelægger nummerets moment. “Twentysix” er en desperat ballade, hvor forsanger Chris Renn gentagne gange synger: »Look me in the eyes and tell the truth.« Det er desværre ikke nok til, at Kilowatthours vinder duellen.

Det er naturligt, at The Rum Diarys “In Attempt to Reach the Shore” afslutter udgivelsen. Det er dels det længste nummer på albummet og også det mest støjende. Det er et forholdsvis stillestående nummer, som giver rum til forvrængede stemmer i lydbilledet – af og eksploderer nummeret så i en støj, hvorefter det igen driver videre i den karakteristiske lyd primært båret af bas og trommer.

Split-udgivelsen mellem Kilowatthours og The Rum Diary fungerer nok bedre som idé end som realitet. Som pladen er opbygget, kommer de to bands til at konkurrere med hinanden, fordi deres musik trods alt ikke er meget forskellig. Og det bliver altså til The Rum Diarys fordel. Deres numre er mere melodiske og egentlig også mere åbne for lytteren, hvor Kilowatthours virker mere mørke og indadvendte. Hvis de havde stået alene på en ep, ville de have fungeret bedre, men i den direkte sammenligning med The Rum Diary falder det ikke ud til deres fordel.

★★★★☆☆

Deltag i debat