Plader

Mystic Chords of Memory: s.t.

Skrevet af Mathias Askholm

Som at tage opvasken: Det er prøvet før, og det er sgu’ ikke superinteressant.

Som en indkøbstur med sin mormor. Som den stribede shampoo fra Matas. Som b-film i fjernsynet sent om aftenen. Som baggrundsmuzak i skoforretningen. Som noget, der altid har været der og altid vil være der: ligegyldig musik.

Musikken er ikke specielt nyskabende, teksterne er ikke specielt gode, og produktionen er ikke specielt veludført. Denne plade er ikke specielt speciel. Mest af alt er den bare. Resultatet af Chris Gunsts og Jen Cohens anstrengelser er for så vidt ok; problemet er blot, at det er hørt en million gange før. Mindst. Så kedeligt, så ligegyldigt, så ordinært, så gennemsnitligt, så intetsigende og så forbandet nemt at overse.

I kølvandet på Beachwood Sparks’ opløsning i 2002 er der blevet skabt en lang række nye projekter. For alles vedkommende har der dog stort set stadigvæk været tale om musik kredsende i det samme univers af lange søvnige sandstrande. Et univers, hvor tiden synes at være gået i stå, og hvor det altid er siesta.

Mystic Chords of Memory består af Chris Gunst fra Beachwood Sparks og The Tyde og Jen Cohen fra The Aislers Set. Med Mystic Chords of Memory har Chris Gunst med egne ord forsøgt at blive ét med stilheden. Den idé kunne være blevet en spændende realitet, hvis ikke Gunt havde taget stilhedens søvnighed alt for bogstaveligt.

Mystic Chords of Memory er en blanding af Beachwood Sparks’ søvnige og solrige univers og så en stemning af soveværelsesoptagelse, som den er hørt massevis af gange før. I stedet at ramme en magisk stemning ramler bandet ind i den gabende kedsomhed.

Gunst ville lave et afslappende album, og det er lykkedes. Man fristes nærmest til at kalde det søvndyssende, så godt er det lykkedes. Hvis man virkelig sætter sig til at lytte albummet igennem med høretelefoner, opdager man hen ad vejen et par detaljer i musikken. Musikken er ikke dårlig; den er bare så forbandet god til at lade tankerne flyve til. Der er et par sange, der hæver sig over de andre. Tag f.eks. “Sure, Bert” og “Eyes on Sides of Heads”.

Men de fleste sange ender i den kategori, der kun kan frembringe et løst skuldertræk, hvis de da overhovedet kan fremprovokere nogen som helst reaktion.

★★★☆☆☆

Deltag i debat