Plader

Joanna Newsom: The Milk-Eyed Mender

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En spinkel, mystisk stemme, en harpe og nogle tyste sange er omdrejningspunktet på dette album. Joanna Newsom formår i sine bedste øjeblikke at lave magisk neofolk.

Joanna Newsom har en meget speciel stemme. Det er det første, der slår lytteren, når man sætter The Milk-Eyed Mender på anlægget. Hendes stemme er spinkel, lillepigeagtig og nærmest hysterisk, hvilket med det samme vil dele lytterne i to grupper: dem, der synes, det er ulideligt, og dem, der ikke kan stå for denne form for særprægede vokaler. Det er ikke svært at finde sangerinder, hvis vokalstil ligner Joanna Newsoms; man kan eksempelvis nævne Bjørk, Stina Nordenstam, Cat Power og sangerinden fra det sørgeligt glemte svenske band Ingy.

Selv om referencepunkterne er nemme at finde, så er Joanna Newsom alligevel helt sin egen, og det er ikke kun på grund af vokalen, da også pladens instrumentering er speciel. Hvor de fleste andre i neofolk-genren griber fat i guitaren og ind i mellem supplerer med lidt piano, er Newsom gået på instrument-jagt langt tilbage i tiden, og her har hun fundet frem til den blødt klingende lyd af en harpe og i “Peach, Plum, Pear” den sprøde lyd fra et spinet (et klaverlignende strengeinstrument). Denne instrumentering med klar inspiration fra klassisk musik fungerer aldeles glimrende.

Instrumenteringen på pladen er meget nedbarberet, og musikken fremstår ekstremt rustik, hvilket forstærkes af den klassiske instrumentering. Der er skåret helt ind til benet, og tilbage står udelukkende de helt centrale elementer i form af stemmen sangen og nogle simple, men uhyre effektive akkompagnementer.

“The Book of Right-On” har en underliggende dyb, let vuggende basgang, som får musikken til at lyde som en slags akustisk dub, hvilket fungerer perfekt som bund i forhold til Newsoms vokaludskejelser, der på ingen måde kan kaldes ortodokse. Oven på dette er der harpeklang, der væver sig ind og ud mellem vokalen. De tre delelementer formår at spille perfekt sammen og er et eksempel på minimalistisk musik, når det fungerer allerbedst. Også “Sprout and the Bean” fungerer sublimt. Her er der intet andet end harpe og Newsoms vokal, som skiftevis synger i verset og nærmest råber i omkvædet.

Men der er også mere “almindelige” rockinstrumenter på pladen, bl.a. i “Inflammatory Writ”, hvor Newsom har sat sig ved klaveret og skråler igennem, så det lyder helt opløftende. Nummeret danner billedet af en tilfældig aften, hvor Newsom har sat sig ned for at improvisere. Der ligger en umiddelbarhed i musikken, som det er svært ikke at lade rive med af.

Det er netop det umiddelbare, der er kernen i Joanna Newsoms musik. The Milk-Eyed Mender er lavet ud fra en dybtliggende kærlighed til musikken. Den sparsomme instrumentering kræver en del af sangmaterialet, og her holder pladen en høj standard med en række sange, der på deres egen særprægede måde er fængende.

Efter den udadvendte “Inflammatory Writ” følger et par mere melankolske sange. I “This Side of the Blue” og “En Gallop” holdes det helt stille og stemningsfulde i højsædet. Det er skrøbeligt som det tyndeste glas, og man kan godt få associationer til en plade som Nina Nastasias Run to Ruins mest blotlagte øjeblikke – dog med den markante forskel, at det tyste hos Newsom ikke bliver afløst af mere støjende passager.

Joanna Newsom har med The Milk-Eyed Mender lavet et virkelig stærkt album, der er som skabt til intens lytning på regnfyldte efterårsaftener. Pladen er stille, men på trods af sin simplicitet er den alligevel så detaljeret, at det virkelig belønner sig at koncentrere sig om pladen og lytte efter. Den eneste ulempe i den forbindelse er, at pladen på grund af Joanna Newsoms ekstremt krukkede og klagende stemme godt kan blive lidt tung at lytte til for længe ad gangen. Når det er sagt, er pladen klart at anbefale, hvis man kan lide indadvendt neo-folk som den meget omtalte Devandra Banhart, Sufjan Stevens eller de tidligere nævnte beslægtede navne.

★★★★☆☆

Deltag i debat