Plader

Saeta: We Are All Waiting for Hope

Skrevet af Lars Simonsen

Seattle-baserede Saetas fjerde album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og til tider ganske smukke lydlandskaber med piano og cello som dominerende instrumenter. Desværre spolerer Matt Menovciks slæbende og snøvlende sangstemme en hel del.

Navnkundige Steve Albini har produceret dette fjerde udspil fra Saeta. Albini er nok mest kendt for sin rolle som producer på Nirvanas fænomenale In Utero fra 1993. Ligheden mellem We Are Waiting All for Hope og In Utero begrænser sig dog groft sagt til, at der indgår cello på begge plader.

Der hersker en yderst organisk og melankolsk stemning på We Are Waiting All for Hope. Sangene er minimalistisk bygget op omkring piano, cello og akustisk guitar, og når disse instrumenter forenes med Lesli Woods drømmende og lyse vokal, bliver det indimellem ganske smukt og betagende. Hendes stemme passer ganske enkelt rigtig godt til den minimalistiske folklyd, der også indgår.

Egentlig indledes pladen ganske forrygende med “Can You Forgive”. Nummeret er ganske betagende og kraftfuld kammerpop/folk med linjer som »can you forgive? / Can you forgive the one who hurt you so bad?« I det hele taget skabes der en del smukke stemninger undervejs med især Woods piano og sang samt Bob Smolenskis cello.

De sange, der fungerer bedst, er dem, hvor Woods vokal får lov at stå alene. Eksempelvis gennemføres “Grand Canyon” selvsikkert og flot med Woods piano og sang i forgrunden samt Menovciks akustiske guitar. Et andet godt eksempel er “Tonight, I’ll Have to Dream You Here”, som Wood også synger sig ganske smukt igennem.

Men når Matt Menovciks nærmest kvælende triste sangstemme tager over, bliver luften tyk af vemod og håbløshed. Et eksempel på dette er “You Fade”, som starter afdæmpet og smukt, men i samme sekund, som Menovcik åbner munden, falder nummeret til jorden med et brag. Pludselig er den stille og atmosfæriske melankoli afløst af en ulidelig selvmedlidende og navlepillende stemning, og det er virkelig en skam. Den særegne vokal er ikke helt ulig Brad Roberts’ fra Crash Test Dummies – bare mere snøvlende, langstrakt og selvhøjtidelig.

Specielt bedre bliver det ikke, når Wood og Menovcik synger duet. Dertil er deres udtryk simpelthen for forskellige, og det medvirker til, at det bliver en sær konstellation uden skyggen af harmoni.

Trods flere vellykkede og stemningsmættede numre har trioen dog svært ved at fastholde intensiteten; mest fordi samme enkle opskrift ligger til grund for stort set samtlige sange.
Når opskriften så udmønter sig i den endog meget langsomme og vemodige “Alright”, bliver det hele en kende for langtrukkent. Nummeret gennemføres delvist som en duet, og endnu en gang fornemmer man, hvor dårligt konstellationen Wood/Menovcik fungerer. Menovcik skaber en stemning af fuldendt håbløshed, mens Wood bidrager med et glimt af lys for enden af tunnelen. Kontrasten er stor … alt for stor.

Det efterfølgende covernummer af The Smiths’ “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me” fortsætter indledningsvis i det meget langsomme spor med sørgmodigt piano og cello. Alligevel lykkedes nummeret langt bedre end det forrige, og det skyldes især, at Wood er alene i front, og at der tilsættes et dynamisk temposkift undervejs.

Matt Menovciks sangstemme ødelægger meget af helhedsindtrykket af denne plade. Uden hans vokalbidrag havde skiven helt sikkert fået et ekstra U med på vejen. We Are Waiting All for Hope er nemlig slet ikke decideret dårlig. Selv om man kunne ønske sig lidt mere variation i udtrykket, er den organisk lydende melankoli med cello, piano og akustisk guitar flere gange meget betagende at lytte til.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Lars Simonsen

lars (at) undertoner.dk


Biografi:
Da jeg var 10-11 år gammel, var hver onsdag aften hellig, idet Hjørring Nærradio præsenterede ugens top 20 liste. Senere resulterede musikinteressen i, at jeg iførte mig grimme AC/DC- og Guns N' Roses-T-shirts. Da jeg var 14-15 år, elskede jeg at lytte til Det Elektriske Barometer og DJ Martha Podells Søndagsskole på P4 i P1. Omtrent på samme tid bragede grunge-bølgen igennem lydmuren - og jeg var solgt! Siden da er min musiksmag blevet mere nuanceret og i perioden 1996-1999 skrev jeg anmeldelser af plader indenfor indie og diverse hybridformer for Vendsyssel Tidende (Nuværende NORDJYSKE Stiftstidende). Har været skribent for Undertoner siden november 2003 og er uddannet Bibliotekar DB i 2006 fra Danmarks Biblioteksskole, Aalborg. Arbejder i dag som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne.

 

Hører i øjeblikket:
bob hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
The Setting Son: Spring of Hate
Yeah Yeah Yeahs: It's Blitz!
Bon Iver: For Emma, Forever Ago


Fem favoritalbum:
Nirvana: In Utero
Nick Cave & The Bad Seeds: The Boatman's Call
The Jimi Hendrix Experience: Electric Ladyland
Televison: Marquee Moon
Sonic Youth: Daydream Nation

Skriv et svar