Plader

Tomsky & Krageagenturet: Bortkomne postkort

Her er en række sælsomme historier. De er taget ud af deres trykte bogform og tilsat oplæsningens kunst: en række postkort med forstyrrende, komiske og mest af alt skæve fortællinger, og Jesper Tullin har tilsat stemningsfyldt instrumentalmusik.

Det er det med at give sig hen. Det er det med at koncentrere sig om den ene ting alene. At fokusere al sin energi på denne passive aktivitet. Jeg refererer til kunsten at lytte, at tage ind, at absorbere. Læseren af denne anmeldelse kender højst sandsynligt alt til denne teknik, når en nyindkøbt plade smides på anlægget; så læner man sig godt tilbage i sin bedste stol, lader blikket anskue den indre side af øjenlågene og retter ørerne mod de lyde, der fremkommer.

Bortkomne postkort er en sælsom plade, der insisterer på – ja, måske endda kræver – ovenstående eftergivelse til sit indhold. Her er det nemlig det talte ord, der er det primære, og den instrumentale baggrund, der er en stemningsskabende collage dertil.

Tomsky er en spirende dansk forfatter, som har bogudgivelsen Bortkomne postkort til ubekendt adressat bag sig. Det er udpluk fra denne bog, der danner baggrund for nærværende albumudspil. Og baggrunden er af en ganske interessant art. Rammen for udspillet er nemlig i form af en række fiktive postkort, som overpostmester T.O.M. Nørgaard har fundet og publiceret. Det er en omrejsende, unavngiven person, der står bag de mystiske og oplevelsesrige fortællinger, som på enhver måde er meget mere end de klichéfyldte ’solen skinner, vi har det godt’-agtige hilsner. Hvert postkort indeholder historier, der er skæve, skøre, underfundige og diskret råbende på opmærksomhed.

Syrjanka er stedet, jeg’et flygter til i eksil, efter han til sin rædsel opdager, at han har brugt år efter år på at skrive bøger, der i forvejen er skrevet. Der fortælles om et mord, som jeg’et måske har begået. Og der berettes om sønnen, som efter sigende er i god behold – men som ikke kommer hjem igen. Der er også en forstyrrende, men samtidig stærkt fascinerende henvendelse til et ministerium for at gøre krav på nattetimen mellem 3 og 4, hvor jeg’et luller sig ind i en sær tilstand af skindød med et ligklæde over hovedet. Sproget lader sig udfolde med en sær blanding af abstraktionsfortælling og formelt skriftsprog.

Bag ved det talte ord er musikken som smagen af fjerne himmelstrøg. Det er Jesper Tullin (ex-Wynona), der fungerer som kapelmester, og ganske karakteristisk får vi serveret langstrukne og melankolske nordicana-toner med røgsløret reverb-guitar, banjo samt en masse andre stemningsfyldte instrumenter. Musikken lægger sig i tone og atmosfære på mange måder op ad de geografiske steder rundt om i verden, der danner ramme for størstedelen af fortællingerne – lige fra Østeuropas hjerte, hvor en sigøjner-agtig klang toner frem, til Istanbul i Tyrkiet, hvor en fremmed, men nærværende cabaret flyder.

Det grundlæggende problem med Bortkomne postkort er dog, at de to elementer, oplæsningen og musikken, synes at være løsrevne fra hinanden. Instrumenteringen og stemningen til hver oplæsning virker gennemtænkt, men sætningernes rytme synes ikke at stemme ordentligt overens med den af musikken og vice versa.

Til selve oplæsningen kunne det også have været mere spændende med en anden stemme end Tomskys mere ordinære egen. Tag ikke fejl; indholdet er skam underholdende og dragende, men Tomskys stemmekvalitet efterlader meget at ønske. Her havde det været lækkert med en dyb, dramatisk stemme, som kunne give teksternes substans yderligere dybde.

De Bortkomne postkort bør man egentlig først give sig til at lytte til, hvis man er faldet for bogens udtryk. Og står man i den situation, kan det være, at man kan tilsætte endnu en dimension ved den lydlige form. Denne anmelder synes dog snarere, at dimensionen, som præsenteres her, kunne være formet bedre.

★★★½☆☆

Deltag i debat